Julen 2016 oplevede jeg noget meget ubehageligt. Jeg fik en form for et mindre hukommelsestab, og jeg vil beskrive det på samme måde som i diverse film. Et sort hul. Jeg plejer at huske alt for meget i mit liv, så at opleve dette har været meget mærkeligt.

Min mor har været alkoholiker, siden jeg var omkring 17 år, der opdagede min far det i hvert fald, jeg opdagede det først, da jeg var 22 år. Som pårørende måtte jeg altid have 20 øjne på 10 fingre, for jeg vidste ikke, hvad der kunne ske lige om lidt, når først cirkuset var begyndt at spille, og alle artisterne teede sig inde på scenen. Som et lille barn vidste jeg aldrig om, jeg måtte dufte til klovnens blomst i knaphullet, eller om der kom en stank af hvidvin ud af den og en medfølgende afart af en lussing eller kæberasler. Jeg har altid været meget fint følende, observerende og noget (psykisk) sårbar i det, men min mors druk har kun gjort alle mine sanser endnu mere skarpe og dermed til en endnu større belastning for mig, end de er i forvejen. Når jeg var nødt til at være på vagt overfor hende i dagligdagen, så var der ikke mulighed for at slappe af og lægge sanser og parader ned og få fred. Den luksus fandtes ikke. Det blev til stress med stress på. Jeg var altid bange for, hvad der kunne ske om lidt. Nogle gange kunne jeg ikke gætte det, men med så meget dum erfaring, var det meget ofte uhyggeligt præcist, hvor meget jeg kunne forudse. Det har jeg læst flere case storys fra andre pårørende, der har sagt:

Man bliver så fintfølende og forudseende, at det grænser til noget, der selv efter mange års helvede, kan forbløffe en selv. Nogle gange føles det som at være synsk.

 

 

Fredag den 23 december 2016

Jeg gik hele dagen og spekulerede over, om min far ville kommer over og besøge mig. Jeg havde sendt ham nogle sms’er, og spurgt ham, om han kom over til mig med lidt julegaver. Han kom ikke over, og jeg hørte heller ikke fra ham. Ikke en eneste sms fik jeg, og så kunne jeg godt regne ud, at han var travlt optaget pga hendes fuldskab. Det fik jeg bekræftet senere. Ud fra om han svare eller ej på en sms, eller et ring, kan jeg gætte og regne mig frem til en masse. “Hvordan han svare, har han god tid til at svare eller ej, hvad er klokken, når han svare, er der tlf svare på, mobilen tændt slukket, osv osv”…. Jeg kan ud fra disse obserservationer, fornemme om min mor er fuld igen, eller hvordan situationen nu end måtte se ud.

Jeg ved godt, jeg ikke er synsk, men det sgu meget ofte tæt på. Og hvad en psykiater vil konkludere af denne mening, jeg har og står fast ved… er jeg kold i røven overfor…

Og følelseskold overfor? Det står der jo sådan set også i min journal, at jeg er. Står der mon hvorfor og under hvilke omstændigheder?

 

Lørdag den 24 december

Jeg havde det virkeligt skidt, mega stresset, måske lidt små manisk, deprimeret og restløs, så jeg stod op kl 4 og gik i gang med alt muligt. Jeg skulle flytte fra København og på landet i midten af januar, så der var nok arbejde at tage fat på. Jeg ville planlægge min næste have. Blomster er en af mine passioner, de vækker alle mine sanser på en rar måde. Den nat/morgen måtte jeg bare lave et eller andet for, at få min restløse stress/mani/mærkelige svært definerbare bekymrede tilstand ud af kroppen.

Om formiddagen gik jeg en lang tur over til deres bolig, mit barndomshjem. Jeg ville vide… bare noget om hvordan tingene stod til. Skaffe mig en bekræftelse, noget konkret og håndfast at forholde mig til. Som jord under neglene. Jeg kiggede over plankeværket og over hækken, ganske forsigtigt, for jeg ville ikke have, hun skulle opdage mig. Jeg kiggede også ind på parkeringspladsen.

Følte mig næsten som en agent i en film, der skulle lede efter en skurk. Mærkelig tanke at få midt i kaoset, men så kom det hele lidt på afstand, som i en film, der ikke indvolverede mig personligt. Nemmere at takle på denne måde. Sådanne små “agent lege”, havde jeg altid lavet, og brugte i ret så stor stil, når jeg skrev på mine krimi bøger. 

Begge biler holdt der. Fars med røven helt oppe i hækken, så nummerpladen var mindre udsat for nummerpladetyverier. Der var en masse af den slags for nogle år siden, under bandekrigens blusen og flammer omkring år 2012. Til sidst gik jeg hjem igen. En lang tur. Udaset og følte mig drænet for kræfter.

Derhjemme satte jeg mig på min luftmadres og læste om havefræsere og traktorer i stedet og ventede på, at det blev tid til frokost. Det bankede på døren ved 12 tiden. Det var godt at se far, jeg havde opgivet det. Jeg havde tænkt på min teori, som så mange gange før, at alkoholikeren havde prøvet at holde ham travlt optaget, holde ham som en slags gidsel, og forhindre ham i at få tid til at sende mig en sms, så jeg ville blive tvunget til at ringe til deres fastnet telefon eller ses med dem begge to, hvis jeg ville have kontakt med far i julen. Men den kamp vidste jeg, at hun ikke ville vinde. Jeg ringede ikke til fastnet telefonen, den eneste telefon mor havde adgang til, hun havde ingen mobil. Far og jeg talte lidt om den svære situation i julen. Jeg skulle snart flytte langt væk på landet, og mor havde gjort alt, hvad hun kunne for at forhindre mig i at flytte. Hun havde lukket pengekassen totalt, så alt økonomisk hjælp til flytningen fik jeg af mig selv og min far.

Hun ville hellere have, at jeg for hendes skyld skulle blive boende i København, som hun udemærket vidste, havde været ved at tage livet af mig, pga alle de lyde, lugte og indtryk generelt, der er i en stor by.

Det stresser mig og slår mig lidt ihjel for hver dag, der går. København er ikke godt for mig.

Jeg fik en dejlig gave af far, et kamerastativ, for fotografering er også en af mine glæder i livet. Hendes gaver åbnede jeg først nogle uger senere. Mærkeligt nok viste den ene gave sig at være et gavekort til Jysk, hvor jeg jo ville kunne købe ting til mit ny hjem. Meget ulogisk gave. Far måtte køre hjem til hende kort efter, han var kommet over til mig, for at… “ja hvorfor kører du tilbage?”, spurgte jeg ham. Han kom ikke frem til noget svar, skævt smil med bedrøvede øjne og et træk på skulderen. Gud hvor havde jeg set ham mange gange, på vej ud af min dør, på lige denne måde. Så trist. Så endnu en gang, holdt jeg jul alene hjemme, både af lyst, “lyst” og nødt! Jeg ved ikke engang helt, om jeg var ked af at holde jul alene, for Gud ved hvilken gang. Det var bare, sådan det var, og det var bedre at være alene end sammen med hende eller nogle andre. Jeg var så ked, nervøs og ulykkelig, bange for, hvad det skete min far denne jul.

Omkring kl 14 den 24 dec begyndte jeg at have det mærkeligt, og det blev værre som eftermiddagen skred frem. Jeg kan huske, jeg begyndte at pakke flyttekasser ved 14 tiden, i ca tre timer. Jeg plejede at gå en tur kl 17.00 inden aftensmaden. Jeg kan huske, jeg gik ud, låste hoveddøren, og noget med det orange lys i bebyggelsen. Sort hul. Sort hul. Sort hul. Det næste, jeg kunne huske var, at jeg læste i John Seymours Den nye selvforsynende have søndag morgen kl 7 ca. Jeg vågnede nærmest op på luftmadrassen, med min kaffekop i hånden og bogen på lårene. Da jeg opdagede, hvad der var sket med mig, fik jeg ondt i kroppen og brystet… mere end førhen. Det var jeg ellers vandt til. Det gjorde så ondt denne gang, og jeg var glad for, jeg vidste af erfaring, at jeg ikke skulle være nervøs for at få et hjerteanfald. Det var “bare” stress, som EKG´erne altid havde vist.

Jeg konkluderede sidenhen for mig selv, at min bekymring for fars ve og vel og mors alkohol forbrug, gjorde mig syg og gav mig åbentbart en form for et mindre hukommelsestab. Det kunne kun være et faresignal om, at jeg skulle se at kappe båndene til min alkoholiske mor, siden min hjerne åbenbart besluttede sig så drastisk for at fjerne endnu en dum jul fra min bevidsthed. Nu har jeg gået og tænkt og tænkt over det her i 4 måneder og jeg er ikke kommet i tanker om, hvad jeg lavede juleaften. Jeg er et udpræget rutine menneske, så jeg har vel bare, lavet det jeg plejede, i de rækkefølger, jeg plejede, men

Jeg kan overhovedet ikke huske noget som helst.

Om Forfatteren

Min rejse til forhåbentligt at få en servicehund. Jeg er 33 år, førtidspensionist, forfatter, præmatur (født i 30 uge, 1 kilo) complex PTSD, masser af traumer fra alkoholisk mor og dårlig psykiatrisk behandling. Mit forhold til min far er kompliceret, jeg har en dejlig kæreste og vi bor på landet i Guldborgsund kommune.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.