Jeg skulle selv være tovholder for fire instanser. Et forløb hos IPS ændrede alting for mig. Herunder er mine oplevelser med jobcentret

Af Victor Rentsch

Når der bliver talt om de offentlige instanser, er de ofte omtalt som ”systemet”, som om de alle arbejder sammen i én enhed. Sådan synes jeg faktisk ikke det fungerer i virkeligheden. I stedet virker det som mange små individuelle dele, der absolut intet har med hinanden at gøre. Jeg hedder Victor, jeg er 26 år gammel, og det her er mine oplevelser med det frygtede ”system”.

Jeg var egentlig en glad og sund, ung mand, indtil jeg blev 24. Nuvel, min familie har været hårdt ramt af sygdomme og sindslidelser, men jeg var altid gået fri, havde altid været frisk og rørig, både fysisk og psykisk. Op gennem mine teenageår tænkte jeg ofte på, om jeg også ville få psykiske problemer, specielt efter min bror fik diagnosen Paranoid Skizofren. Men jeg oplevede heldigvis aldrig noget. Altså indtil jeg blev de 24. Timingen føltes underlig for mig. Jeg var lige begyndt på uddannelse, mit og min kærestes forhold var solidt, og min familiesituation var bedre, end den havde været i årevis. Til at starte med følte jeg mig stresset, sur, irritabel og med kort lunte. Men jeg tænkte, at den slags perioder har vi vel alle sammen fra tid til anden. Heldigvis tænkte min kæreste anderledes. Hun sendte mig til lægen med ordene: ”Nu er det for meget! Du har det ikke godt. Du skal have noget hjælp!”. Min læge var meget forstående og sendte mig til psykolog, så jeg kunne blive klogere på, hvad der egentlig foregik med mig. Han mente umiddelbart, at det både kunne være stress og depression. Men efter to gange hos psykologen, sagde hun ligeud til mig: ”Victor, du virker ikke deprimeret, og jeg tror ikke det bunder i stress. Jeg synes, du skal bede om en henvisning til psykiatrien”. Efter endnu et besøg hos min læge, stod jeg med en henvisning til Distriktspsykiatrien, og en adresse og et telefonnummer til Jobcenter for Unge i Skelbækgade. Det ene af de to stykker papir var jeg utroligt glad for. Det var henvisningen. Endelig kunne jeg få noget rigtig hjælp. Distriktspsykiatrien var faktisk et rart et sted, og jeg følte, at de tog mig alvorligt og gjorde det bedste, de kunne for mig. Min psykiater sagde, at jeg nok havde en skizotypisk lidelse, som måske kunne udvikle sig til Skizofreni. Men der var egentlig ikke så meget at gøre, andet end at se tiden an. Så jeg kom til samtaler cirka en gang om måneden. Det gik op og ned, men mest ned, og til sidst blev vi enige om at skrive mig på ventelisten hos OPUS (Specialiseret indsats for unge med Psykose), et behandlingstilbud for folk med psykoselignende symptomer. Det andet stykke papir, en lap med jobcentrets informationer, frygtede jeg implikationerne af. Jeg havde allerede hørt historierne fra min brors tid hos jobcentret, og de var bestemt ikke rare.

Jobcentret mangler midler og metoder
Jobcentret er et af de absolut værste steder, jeg har været. Hele atmosfæren er simpelthen så tyk af dårlig stemning. Jeg nåede knap nok ind ad døren, før jeg havde lyst til at forlade stedet igen. Havde min kæreste ikke været med mig, var jeg nok vendt om og gået igen. Efter at have ventet i hvad der føltes som en uendelighed, blev jeg endelig vist op til tredje sal, hvor min sagsbehandler tog i mod mig. Hun var egentlig sød nok, og hun virkede faktisk som om, hun gerne ville jeg hjælpe mig, men jeg kunne også mærke fra starten af, hvor begrænset hun var af regler, love og forskrifter. Jeg havde regnet med, at hun kunne se det meste af mit forløb i min sagsmappe, men så nemt skulle det ikke være. Jeg skulle selv kontakte min læge og sørge for, at de sendte min journal til Jobcentret. Derudover skulle jeg også selv sørge for, at Distriktspsykiatrien sendte relevante filer videre til Jobcentret. ”Puha”, tænkte jeg, ”det virker meget uoverskueligt”, men det var bestemt ikke, det eneste jeg skulle. Siden min kæreste og jeg boede sammen, så skulle jeg sende begge vores økonomiske papirer ind til Ydelsesservice og ellers selv holde kontakten med dem, for Jobcentret havde ikke rigtigt så meget kontakt med dem ellers. Alt i alt skulle jeg pludselig holde kontakt til fire forskellige instanser, samt møde op i hvad end for et aktiveringstilbud de foreskrev for at sikre mig, at jeg fik min kontanthjælp. Og det er præcis her, jeg mener beskrivelsen af ”systemet” som én enkelt velfungerende enhed, er helt forkert. Jeg kom ind til Jobcentret, med en formodning om, at de da i det mindste havde indsigt i mit forløb, men kom ud som en slags tovholder for min egen sag. At skulle koordinere kontakten mellem fire forskellige institutioner var det absolut sidste, jeg havde forventet. Jeg er virkelig glad for, at min kæreste har været så god til at hjælpe mig, for ellers tror jeg ikke, jeg var kommet igennem det forløb.

Udlicitering gjorde ikke tingene meget bedre
Efter cirka tre måneder i et ligegyldigt aktiveringstilbud i Jobcentret, samlede jeg, hvad jeg havde af styrke, tog min kæreste i hånden, og bad om et møde med min sagsbehandler. Jeg fortalte, at forløbet stressede mig og gjorde mere ondt end godt. Hun var heldigvis forstående nok og prøvede faktisk efter bedste evne at finde noget, der passede mig bedre. Det bedste hun kunne gøre, mente hun, var at sende mig i et forløb i CKB – Center for Kompetence og Brobygning. Jeg takkede selvfølgelig ja, og ugen efter startede jeg i Broen, som var et afklaringsforløb for folk, der var psykisk sårbare. Tilbuddet i sig selv var egentlig fint nok, og jeg tror faktisk, det har hjulpet nogen af dem, der kom der. Det passede bare ikke til mig. Så på den måde var det ikke meget bedre, end det forløb jeg fulgte i Jobcentret. Organisatorisk var det dog bedre. Ikke fantastisk meget bedre, men nok til at det føltes som et bedre sted. CKB havde repræsentanter fra nogle af de andre instanser siddende i huset, og det gjorde det noget nemmere, for så kunne de trods alt snakke lidt mere sammen, og selv hvis jeg var nødt til selv at tage kontakt til dem, var det nemmere. Men det ændrede ikke på, at jeg selv skulle sikre mig, at de fik informationer fra læge og psykiatrien.

Tredje gang var ikke lykkens gang
Da jeg havde været i Broen et par måneder, havde jeg et regelmæssigt møde med min nye sagsbehandler. Hun spurgte, hvordan det gik, og jeg svarede ærligt, at jeg ikke følte Broen gav mig noget, jeg kunne bruge fremadrettet. Hun spurgte mig så, hvad jeg selv mente, jeg havde brug for, og halvt i sjov, halvt i afmagt sagde jeg opgivende: ”Tid til at gøre tingene i mit tempo!”. I en helt afklaret tone, sagde hun så: ”Okay, så får du det. Du kommer i noget, der hedder Helhedsorienteret Mentor-indsats, og så mødes du med din mentor en gang om ugen, indtil I finder noget, du kan lave. Du får et brev så snart, du bliver tildelt en mentor”. Det overraskede mig så meget, at jeg bare fik fremstammet et: ”Tak!”, og gik ud og sundede mig. Jeg var enormt glad for at få et mere individuelt forløb! En uge senere fik jeg brev om, at nu var jeg blevet tildelt en mentor. Jeg mødtes med denne mentor, Lars, et par dage senere. Vi lavede en plan, hvor jeg både havde tid til at få styr på mit mentale helbred, og samtidig følte, at jeg blev klar til uddannelse. Alt virkede lovende. Men efter tre uger stoppede Lars i CKB. Så jeg fik en ny mentor. Jeg har glemt, hvad hun hed, men hun stoppede også efter en måneds tid. Og sådan foregik det i de seks måneder, jeg var der. Jeg nåede at have fem mentorer, og ingen af dem lang nok tid til, at der rent faktisk skete noget. Til sidst blev jeg tilbudt at komme i praktik internt i CKB, siden jeg gerne ville arbejde med journalistik, og de var i gang med at opdatere deres sociale profil. Arbejdet bestod i at interviewe og rette tekster fra folk, der havde været igennem CKB og var kommet i gang igen. Ikke videre spændende, men det lugtede da lidt af journalistik.

Der findes tilbud, der virker
I mellemtiden var jeg kommet i behandling i OPUS Nørrebro. OPUS er et behandlingstilbud for folk med psykoselignende symptomer. De har forskellige afdelinger rundt omkring i København, hvoraf jeg blev tilknyttet OPUS Nørrebro. Af alle de steder jeg har oplevet i forbindelse med mine psykiske problemer, er det klart OPUS der har hjulpet mest, og jeg er min kontaktperson, Maja, evigt taknemmelig. Maja fortalte, efter jeg endnu engang havde brokket mig over CKB, at der fandtes et tilbud for folk der var en del af psykiatrien, der hed IPS. Det startede som et forskningsprojekt, men er nu et fast tilbud. De overtager folk fra andre Jobcenterfunktioner, og arbejder individuelt med folk, på nogle helt andre vilkår. I stedet for bare at sende folk ud i praktik så snart en mulighed byder sig, arbejder man i IPS ud fra, hvad kandidaten selv vil. Derudover fungerer IPS således, at man kun har én kontaktperson, der tager sig af alt. Det gør tingene meget mere simple for brugerne. Her skal man ikke selv holde kontakt til flere forskellige instanser, man er kun i kontakt med én person, der står for al den videre kontakt med systemet. Det var en kæmpe lettelse for mig. Min første snak med min IPS-mentor, Henrik, gik på, hvad jeg egentlig selv gerne ville. Da han hørte jeg gerne ville arbejde med journalistik, begyndte han at brainstorme på, hvilke steder der ville passe bedst til mig. Ikke hvad der var nemmest, eller så bedst ud i forhold til ”systemet”, men hvad der var bedst for mig. Og det er sådan, jeg er endt her hos Outsideren. Vi fulgte mine kriterier og ønsker hele vejen, og jeg er enormt glad for det arbejde, Henrik har gjort!

Systemet burde ændre fokus
Igennem min tid med ”systemet”, har jeg oplevet forskellige instansers måde at håndtere folk med psykisk sårbarhed på, men det eneste, jeg føler, der har virket, er IPS. Der findes altså instanser, der virker for brugerne, og som samtidig har en høj succesrate i forhold til det offentlige. Så hvorfor er det ikke normen, at vi lytter til brugerne? Hvorfor putte folk i kasser, og regne med, at man kan lave forløb på forhånd, der passer alle? I min optik er det en helt forkert måde at gøre tingene på. I stedet for at tælle kroner og ører, så kig på det menneskelige i det! Lyt til, hvad folk selv vil, og støt dem i det i stedet. En investering i folk som individer kan, i min verden, aldrig være en dårlig ting. Hvis det tager lidt længere tid, og koster lidt flere penge, men man dermed sikrer, at jeg kommer ud på den anden side bedre rustet, både mentalt og fagligt, og dermed er bedre i stand til at være en del af samfundet, så er det alle pengene værd. Lige såvel som vi investerer i samfundet som helhed, bør vi også investere i folk på et mindre plan, så de kan være en del af det samfund, vi alle værdsætter og bidrager til.

2 Kommentarer

  1. Grethe Kildegaard Nielsen

    Superfine pointer og refleksioner. God artikel.

    Min egen erfaring er også, at (i hvert fald nogen af) systemerne gør en (mere) syg – eller holder en fast i at have det skidt.

    For mig har det hjulpet med et fast forløb hos en person, jeg har en god relation til i DPC. Og i kombination med meningsfulde aktiviteter – blandt andet frivilligt arbejde hos Outsideren – og senere lønnet arbejde.

    Gode relationer og gode, trygge rammer gør meget.

    God vind fremover!

    Svar
  2. Kamilla Regel Poulsen

    Det er simpelthen så rigtigt og relevant, hvad du skriver! Et af de største problemer, jeg har mødt, er netop, at ingen af de forskellige systemer taler sammen. Sidste år blev jeg igen-igen-igen fanget mellem en psykiatri, der ville sende mig videre; en privatpraktiserende, som ikke ville modtage mig; en sagsbehandler, som ingenting kunne gøre; og min alm. læge, som ikke har fulgt mit system, men bare forsøgte at redde mig lidt.

    I det hele taget er jeg bange for at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde haft min mand igennem hele min sygdomsperiode – op og ned. Jeg er selv kommunikationsuddannet, lang videregående uddannelse, og han er jurist. Alligevel har vi siddet med papirer engang imellem, som ingen af os har forstået meningen med. Hvad pokker gør andre så?? Hvordan skal man som syg kunne finde rundt i det og ikke bare drukne? Jeg var druknet, hvis ikke min mand havde haft overblikket og overskuddet til at ringe folk ned og stille alle de spørgsmål. Til at forstå, hvad jeg blev bedt om – eller til at sige, når vi ingenting forstod!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.