Jeg sidder i min fars hus og kikker ud over stuen. I vinduerne står advents lysestagerne som jeg satte op tidligere i dag, og lyset fra dem og fra min computerskærm, er det eneste man kan se i mørkret.
Min far ligger og sover inde i sin seng, ikke ret langt fra hvor jeg sidder. Jeg sidder med en følelse af at jeg skulle føle noget andet end det jeg føler lige nu. Jeg er dybt taknemmelig over at min far stadig er i live. Han er næsten lige fyldt 96år og vi har været igennem et intenst sygdomsforløb som for alvor startede efter påske, og imod alle odds så er min fars hjertesvigt stabil pt. og han har det meget bedre end han havde det før bare lidt over 1 måned siden.
Udover at være dybt taknemmelig, hvilket jeg er, så føler jeg at jeg burde være glad. Det er jul og min far er i live og min bror er på besøg hele vejen fra Australien, og vi har en masse hygge forud og god mad og gaver, og jeg burde bare være rigtig glad nu. Syns jeg. At jeg burde.
Men igen kæmper jeg en kamp imod mig selv. Imod min sygdom, imod min medicin, imod gamle kære spiseforstyrrelsen og imod mit eget selvbillede.
Jeg er så træt af, og så ked af, at jeg altid skal kæmpe den her kamp imod alle de her ting. At jeg ikke for en gangs skyld bare kunne få holde fri bare denne her jul, og føle genuin glæde helt ned i maven over at min far er i live, denne jul, som måske er hans sidste.
Men i stedet sidder jer her og river min hud i ansigtet med mine negle. Og på halsen. Og på ryggen. Noget jeg gør når jeg har det lidt skidt, til meget skidt. Alle små knubber og bumser skal rives og pilles på, hvilket jo kun fører til rigtige bumser, hvilket jeg i morgen vil være ked af, men jeg gør det alligevel.
Det som plager mig rigtig meget lige nu er alle de kilo jeg har taget på siden juni. Jeg har skullet kæmpe med appetitten og trangen til at konstant spise noget, siden jeg kom op i den anbefalede dose Seroquel Prolong, for min bipolar lidelse. Og det hjælper ikke på sagen at jeg i forvejen hele livet har kæmpet med overspisning når jeg har det skidt. Så den onde cirkel med at spise og tage på af medicinen, fører kun til at jeg bliver så ked af mig selv og hvordan jeg nu ser ud, at jeg så spiser endnu mere kun fordi jeg nu har det så skidt med mig selv, og hvad gør jeg når jeg har det sådan… jeg spiser.
Jeg tror ikke det findes en eneste med bipolar som ikke kæmper med eller har kæmpet med sit selvbillede og lavt selvværd, især på nogle punkter. For mig har det altid gældt mit udseende. I hele mit liv har jeg haft en ide om at mit udseende skal være perfekt for at jeg skal være god nok. Det er en af mine mest dybdegående overbevisninger og trods at jeg logisk kan tænke at den tanke ikke er særlig logisk, så er det sådan jeg har det. Mit udseende er sindssygt vigtig for mig og især det at være tyk skaber totalt trauma hos mig. Jeg har været kraftigt overvægtig to gange før i mit liv og indimellem det været alt fra mager til buttet.
Min mor kæmpede med vægten og overspisning hele livet også, og jeg husker hvordan jeg kikkede på hendes krop og tænkte at sådan skulle jeg i hvert fald aldrig komme til at se ud. Min mors krop var mit skræk scenario. Desværre ligner jeg hende og når jeg bliver tyk så ligner min krop også hendes. Og lige nu er jeg et sted hvor jeg igen har blevet godt rund og jeg kikker ned på mig selv med et foragt som jeg ikke har været i kontakt med i mange år efter hånden. Det med at knæene rør ved hindanden på indersiden når man går fordi der er så meget fedt på knæenes inderside er simpelthen så klamt, tænker jeg når jeg kikker ned på mine ben, eller når jeg mærker dem røre ved hindanden når jeg går. Jeg kan mærke mine bryster som bare svulmer op af bhn, som er blevet alt for lille, og min mave som fylder så meget at jeg ikke kan få ordentligt med luft i mine allerstørste og mest fleksible stykke tøj.
Jeg kan slet ikke kikke på mig selv i spejlet uden at blive så utrolig ked af det og føle mig så tyk og grim. Jeg havde lovet mig selv at aldrig blive tyk igen og nu er jeg her igen. Det kan bare ikke passe, med det gør det. Jeg kan nærmest føle mine numse komme efter mig når jeg går, og jeg skammer mig når jeg skal vise mig for familie og venner som må tænke, hold da op, hun har da lagt sig godt ud…
Jeg kikker på julelysene og tænker at har du dog heller ikke noget vigtigere at gå op i. Din far er i live, du kender mange som kæmper med lidt af hvert, og så sidder du her og tuder over din fede røv, hulede for-lår, runde kinder og mave som ruller udover buks kanten. Hvor er du dog patetisk. Alle de gamle selvforagtende stemmer, som jeg troede var væk for længst, blev vækket i det øjeblik jeg ikke længere passer ind i det skønhedsideal som jeg har sat op for mig selv, for at være god nok. Det stemmerne siger nu er så at tydeligvis er jeg så ikke god nok, fordi jeg ikke ser ud som jeg burde, vil og skulle.
Jeg har haft det langt, langt værre end jeg har det nu. Dette er ikke noget i forhold til dyb bipolar depression og selvmordshelvede. Men det generer mig alligevel nok til at begrænse og påvirke mit liv, og min oplevelse af mit liv og mig selv meget lige nu.
For alt dette er jo ikke noget nyt. Seroquel har i den grad gjort det langt sværere og jeg troede jeg havde det meste af mine spiseforstyrrede monster på plads, men nej de havde kun taget på ferie. Det gør mig trist at de smukkeste af stunder med nære og kære skal dikteres og ødelægges af tanker omkring mad, hvad man har spist, spiser og skal spise, hvordan man ser ud, hvordan man føler sig, hvordan man så ud en gang og hvordan man burde se ud. Det hiver op i rigtig mange år af rigtig meget kamp imod mad og imod den her krop, som endelig aldrig nogensinde har gjort noget galt, men som bare retter ind efter den måde den bliver behandlet på.
Jeg ved med mig selv at jeg ikke vil få ro før jeg har smidt de overflødende kilo og igen er nede på en normalvægt hvor jeg kan passe mit tøj. Og jeg kender mig selv godt nok til at trods at jeg når den normalvægt så vil jeg så finde nogle andre fejl at gå op i. Som en slatten numse som har tabt sig, med alt for meget appelsinhud, eller en mave som har mere fedt på end den havde den gang inden medicin, for fedt på maven er bare en af de mange ting som medicinen desværre gør.
Men jeg vil give det et nyt forsøg i morgen, at ikke gå amok i mad fra morgen til aften, og i stedet prøve at arbejde med at være tilstede og nærværende på trods at de gamle stemmer det fortæller mig hvor tyk og grim jeg nu har blevet. Jeg vil prøve at lade dem være der men ikke lytte for meget til hvad de siger, og jeg vil i stedet prøve at minde mig selv om hvor taknemmelig jeg er fordi min far er i live, og så sige at de her kilo må være det værd at ha passet min far og stresset rundt i mange, mange måneder nu, hvor tiden og overskuddet til mig selv har været meget knap og stadig er. Jeg vil prøve at minde mig selv om at jeg har tabt mig før og jeg kan tabe mig igen, og en dag så vil de spiseforstyrrede monster, Seroquel og jeg finde en balance sammen og kunne enes, også når vi er uenige.
Jeg er trist over at dette skal fylde så meget stadig, men jeg er også så uhyre taknemmelig for alt det som ikke fylder lige nu. Som angst, håbeløshed og selvmordstanker. Så sammenlignet med det så er overspisning og selvhad måske meget godt. 😉
Jeg ved at jeg en dag vil overvinde mine dæmoner, eller i hvert fald enes med dem, og nu når klokken er 00.32 og det allerede er en ny dag, så vil jeg prøve at lade min far og bror fylde hele mit fokus, og lave maden og min runde ubehagelige krop fylde mindre. De siger at ingeting er tabt før man opgiver. Det tror jeg på. Så længe jeg er velsignet med en ny dag, så er jeg velsignet med en ny mulighed at give det et nyt forsøg og gøre det bedre end i går.