Øv dag. Nogle gange er det bedre at give op og smide håndklædet i ringen. Det kan godt være jeg ikke er sådan rigtigt gammel og slet ikke af alder, men derfor føler jeg mig slidt op alligevel. Eftervirkningerne af min anoreksi er bare træls, og det er pisse hårdt for tiden.

Jeg var lørdag morgen på vej på cykel ud til min pony, jeg har halvpart på, men måtte give fortabt imod den lollandske vind, til trods for det ikke er koldt idag og jeg var varmt klædt på. Jeg valgte at cykle hjem igen og har taget den beslutning, at jeg må vente til busserne kører igen på tirsdag. Ingen busser på helligdage og weekender.

Da jeg kørte på cyklen, kværnede tankerne ekstremt meget rundt i mit hovede, og jeg blev mere og mere træt, langt inde i min sjæl og humøret dalede og styrt dykkede mere og mere. Der findes jo ikke depressioner på en enkelt dag, men gjorde der, ville det passe på mig. Jeg tænkte på om der ellers kunne ligge noget andet gemt og bagved min nedtur, udover fysisk udmattelse.

Min far har fået kræft, min alkoholiske mor overvejer jeg at tage kontakt til igen, en jeg kender har problemer, der er tusind ting, jeg gerne vil skrive som forfatter i mit lille firma, jeg kunne godt tænke mig at få en kat til selvskab og holde mus i skak, bor på en roemark langt ude på landet og jeg vil gerne træne mere af min triatlon og have sommer og varme i min blomster have. Nu tak. Og jeg synes, det er jævnt træls, at det er svært at have taget på, også lidt i julen, selvom jeg faktisk godt kan lide min krop, nogle ting kan jeg ikke lide. Jeg bruger mange tanker og kræfter på at tænke, at min kæreste elsker min krop, som den er. Jeg savner ham så meget. Faktisk hoppede jeg på vægten i morges for første gang i halve år og har kun skænket tallet på 59 kg, tanker små to gange idag og “kuglerammen i mit hovede” der ævler om tal, har slet ikke larmet idag. Jeg har været alt for træt, sovet, optaget af blogskrivning og at læse Kvinden i buret af Jussi Adler Olsen.

Så nu sidder jeg og putter med min kaffekop, en varmepude, jeg har lånt af min bedste veninde, rugbrød, fiskedeller og grøntsager, er træt, bare trist, ignorere de “overbelastede små psykose skygger”, der render rundt en gang imellem i udkanten af mit synsfelt og lidt mere overbelastet er jeg, og mere træt endnu igen med træt på og jeg orker stort set ikke at bevæge mig mere idag. 

Bare sidde og glo Netflix eller læse om afd Q. Jeg giver alt for sjældent mig selv lov til bare at læse og lave ingenting ellers… Hvis der er noget der skal stå på “nytårsforudsæt listen”, så er det at blive bedre til at slukke min elskede iphone, holde fri og læse / den hyggeligste researche til de bøger jeg selv er ved at skrive…

Og i aften vil jeg absolut ikke tænke mere på min dårlige samvittighed. Jeg vil læse og slukke min iphone. Så må resten af verden vente til jeg er frisk igen.

Jeg er ellers parat nu til at indrømme, at jeg i årevis har dunket mig selv i hovedet med, at det er for dårligt og slapt, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og klare et helt almindeligt liv med almindelig uddannelse, og almindeligt job, ansat et sted, det er hårdt at være selvstændig og få hjælp på en gang… eller bare som idag, bare klare at cykle ud til min pony, jeg ellers har glædet mig meget til at se og klappe igen efter nogle måneders fravær.

Jeg er bare ikke tyve år længere og frisk som en fisk eller havørn. Nogle dage er jeg pisse træt, og så træt at jeg dårligt kan stå på mine ben, og hvor jeg førhen alligevel har kunnet tvinge og presse mig selv til at holde mig i bevægelse hele dagen, så kan jeg ikke det mere. Det løb er kørt og heldigvis for det, for det er det ikke værd, og det løb har jeg ikke behov for mere. Jeg har fået fred.

Efter jeg har fået mig en fantasiliviunderlig dejlig nordjyde af en kæreste og er begyndt at blive meget glad og direkte lykkelig for mit liv, er det også blevet meget nemmere at acceptere mig selv og mine svage sider. Jeg har også lidt stærke sider og er fysisk i god form… men til motion og vedligeholdelse af den sunde og stærke krop, ikke til mere transport cykling i vinterhårdt vejr. Min krop siger stop nu, og det må jeg respektere nu og fremover. Det kan godt være, jeg kun er små 29 år, men på nogle områder af mit liv, er jeg blevet ret så gammel før tid.

Om Forfatteren

Jeg er sgu blevet udgivet forfatter nu, til Anorektikeren og papvinen Del 1 og er blevet headhuntet til StORDstrømmen lokal forfatterforening, der er en interessegruppe under Dansk Forfatterforening. Jeg har været møg syg og sårbar i mange år, men har undergået en enorm udvikling siden sommeren 2017 efter jeg flyttede på landet. Fra ret så syg i København, til lykkelig på Lolland med en fantastisk kæreste, eget firma Mentalista, udgivet forfatter, underviser i skrivning, foredragsholder, og coach til efteråret. Nu er livet sgu endeligt noget værd, og de små pump på vejen jeg møder, kan jeg godt klare... Så det godt der er flat på Lolland :-P

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.