Eisa Hunø har diagnosen paranoid skizofreni. Et af symptomerne er såkaldte selvhenførende vrangforestillinger, hvor hun føler, at alle holder øje med hende og vil gøre hende ondt

Af Eisa Hunø

Kære fortov. Vil du ikke godt stoppe med at lade alle disse mennesker med skumle bagtanker vade på dig, så de ikke kan lemlæste mig, læse mine tanker og stikke knive og andet skarpt i mit paranoide legeme. Selv fortovsfliserne prøver at vælte mig og forstuve min fod. Og bussen den fnyser også højlydt af mig, når den kører forbi. ”Fucking bus, hvad har jeg gjort dig”?
Kioskmanden skuler ondt, som om han tænker: “Hvad fanden laver du i min butik?” Kunderne i føtex food, skubber, og snerrer med øjnene: “ butikstyv, fusentast”.

Folk skal ikke lægge mærke til mig
Bilerne er selvstændigt tænkende væsner, der trænger ind i mine tanker “Ja du har ret Eisa, vi ér ude på at køre dig ned”. Bassen pumper bag ruderne, onde øjne bliver kastet overalt.

I bussen sender en kvinde mig et koldt og hårdt blik: “Hvem er du? Du har ingen ret til at være hér, uduelige”, synes damen i bussen at tænke. Og manden, der går bag ved mig. “Klik klak”, siger hans fodtøj, og han er ved at flyde ind i mig, eller jeg er ved at flyde ind i ham. Jeg bliver nødt til at stoppe op og lade ham passere, eller gå mega hurtigt. Men det vil jeg heller ikke, for så lægger folk mærke til mig, og det er forbundet med stor fare.

I metroen ser jeg en mand med venlige øjne og et varmt smil. Jeg er sikker på, at han er medlem af en eller anden homo-hadende sekt, og han er ude på at værge mig.

Genstand for opmærksomhed
Ovenstående er en beskrivelse af, hvordan jeg nogle gange oplever verden, når jeg går ud af min dør. Det er ikke altid, men nogen gange, og sådan har jeg haft det indimellem i årevis, faktisk siden jeg fik diagnosen paranoid skizofreni en gang i 00’erne.

Det er et symptom på sygdommen og kaldes: Selvhenførende vrangforestillinger. Det betyder, at man føler, man er genstand for påfaldende opmærksomhed, eller at blive overvåget, udspioneret eller aflyttet. Man har også en tendens til at mistyde andres adfærd eller forhold i omgivelserne.

Når jeg har det sådan, prøver jeg at være rationelt. Jeg prøver at rationalisere en indre dialog med mig selv om: ”Hvorfor skulle alle de folk, tænke sådan om mig, så interessant er jeg vel heller ikke”.

Forpustet når jeg hjem til mit trygge hjem, uden knivstik, eller andre fysiske skader, mit sind er dog noget flosset. Verden er farlig.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.