Mit sidste indlæg herinde omkring symptompleje vs. ressourcepleje, delte jeg også på min private facebookside, hvilket jeg sjældent gør, da jeg gerne vil holde tingene adskilt. Desuden delte jeg det på min offentlige facebookside.

Indlægget kan læses her:  Her

Der gik ikke mange timer, før der dukkede en besked op i min indbakke fra en klassekammerat jeg havde tilbage i 9.a. I indlægget fortæller jeg min historie i meget korte træk, helt tilbage fra folkeskolen. Og Susanne, som jeg gik i klasse med, kontaktede mig så i går.

Vi var i en projektorienteret klasse, og Susanne og jeg skrev mange af vores projekter sammen. Men efter folkeskolen har vi ikke haft meget kontakt.

Der er flere af mine gamle venner og veninder der begynder at pippe frem og vil have kontakt. Jeg synes det er SÅ skønt, men det er også tydeligt, at det har krævet mod fra dem at tage kontakten. I bund og grund forstår jeg det vel godt, for jeg mistede rigtig meget netværk, da jeg blev syg.

Men jeg bebrejder ingen. Meget kunne have været gjort anderledes. Både fra min egen side, fra venners, families, lærernes osv. Men sket er sket – og forhåbentligt har vi alle lært af det. Jeg lærer hver dag, i alle mine relationer – gode som dårlige. Og jeg bærer sjældent nag.

Men den her besked vil jeg alligevel være en opfordring til at turde at række ud. At turde spørge ”hvordan har du det”, og faktisk mene det. At turde konfrontere og ikke pakke ind i vat. At turde gå ind i det ukendte i et forsøg på at forstå en andens persons univers – hvad end det er sygt eller blot anderledes.

 

Hvorfor er det, at vi er så bange for det der gør ondt?

Jeg mærkede det meget tydeligt i forbindelse med jeg blev syg, og ikke mindst da jeg mistede min søster. Det klassiske eksempel med sorg. Hvor frygten for at gøre den anden ked af det, overskygger omsorgen. Men det værste er jo sket – jeg mistede min søster. Du kan umuligt gøre mig mere ked af det, og der sker ikke noget ved jeg græder. Tværtimod vil jeg ikke være alene i sorgen.

 

Det samme gør sig gældende med psykisk sygdom. Hvis ikke vi tør at vise omsorgen for dem vi er bekymrede for, hvordan skal de så vide, at de rent faktisk har nogen omkring dem, som støtter? Det er jo benzin på ensomhedsbålet i et misforstået hensyn.

 

Jeg har fået lov til at dele Susannes besked med jer, og det er fordi jeg synes budskabet er så klart og vigtigt. Find modet og ræk ud, frygt ikke svaret eller reaktionen. Alle bliver glade for at andre viser dem omsorg, alle bliver glade for en hilsen, en besked eller blot et hej på stationen, når I går forbi hinanden.

 

Dette må være en opfordring af de vigtige, jeg håber I vil tage med jer.

-Sidsel

 

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.