Jeg har snart jubilæum. Jeg mistede kæresten d.27/9-2014, hvor han døde. Han havde flere på hinanden følgende hjertestop d.25/9-2014. Han lå to døgn i respirator og jeg valgte at få den slukket i tråd med hans ønske om ikke at vågne med en hjerneskade. I kølvandet på hans død fulgte 2-3 indlæggelser om året af ca to måneders varighed hver gang, herunder en række ect- behandlinger. Fra 1/8-2015 – 1/6-2016 boede jeg på et bosted, hvor jeg aldrig fandt mig til rette. Ca. 4 af de 10 måneder var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. De sidste 2 måneder blev indledningen til et nyt, spændende og, ikke mindst, godt kapitel i mit liv.
Jeg flyttede ind på Fonden Rosenhøj. De er ekstrem rummelige. Det tog nogen tid for mig at turde tro på det og der igennem nå til erkendelsen af, at det ikke kun er noget de siger. De viser det igennem handling, ord og omsorg. Jeg har haft 2 indlæggelser her. Den sidste blev jeg udskrevet fra i omegnen af 23/3-2017. Så til marts har jeg 1-års jubilæum. Det er længere side end før jul, at jeg sad over for min 2 kontaktpersoner, de sejeste, mest stålfaste og kærlige mennesker jeg kender, og sagde at jeg kun så indlæggelse som en udvej. M siger, at der ser hun ikke at jeg er nu, og D nikker samstemmende til dette. De vælger i stedet at sige, at jeg over en periode, i første omgang julen over, skal benytte de to P.n jeg har, hver dag. De tog styringen og ansvaret, da jeg ikke selv kunne, og det reddede julen for mig. Min P.n tager jeg stadig hver dag og jeg har det rigtig, rigtig godt. Jeg har fået nemmere og nemmere ved at bruge personalet på stedet, og det at de ikke lader sig vælte af pinden gør, at jeg tør fortæller mere og mere. Jeg kan f.eks fortælle om de selvmordstanker der nogle gange overmander mig mere end andre. For jeg ved, at de ved, at de er kroniske, men jeg ved, at de hjælper mig igennem, hvis de bliver for dominerende.