Efter flere år som sygemeldt med depression, medicinering og indlæggelser er det her nok stadig det sværeste for mig: at sige, jeg kan noget. Og mene det. Min selvbebrejdende hjerne fortæller mig om og om igen, at jeg ingen evner har. Hvordan skulle en arbejdsplads tage en chance med mig, når jeg har været uden for arbejdsmarkedet så længe? Hvorfor skulle nogen satse på mig, når jeg altid risikerer at blive syg igen?

Midt i et ressourceforløb og en proces, som peger mod fleksjob, er det enormt svært at finde værdien i mig selv. Der var engang, hvor jeg studerede, lå i toppen af karakterræset og tog det som en selvfølge, at jeg skulle ud og have et almindeligt fuldtidsjob. Det har man jo. Jeg har godt nok aldrig vidst, hvad jeg lige præcis gerne ville beskæftige mig med, men jeg har vidst, at jeg kunne bidrage – at jeg var dygtig. Jeg har taget en kandidatuddannelse i kommunikation, jeg kan skrive, jeg kan oversætte, jeg kan tale med folk. Men jeg kan også drømme, være empatisk, være kreativ og udfolde mig på alle mulige andre måder.

I næste uge bliver det afgjort, om jeg får tildelt fleksordning, eller om mit ressourceforløb skal fortsætte med yderligere afklaring. Jeg føler mig på den ene side utroligt privilegeret over at have fundet en vej, som tilgodeser de skånebehov, jeg har, så jeg håber, jeg bliver indstillet til fleks; men på den anden side er der jo ingen af scenarierne, der er noget, jeg drømmer om, så det er ikke et håb, jeg engagerer mig særligt meget i.

Jeg spekulerer meget i, om jeg overhovedet kan tillade mig at håbe på noget. Måske skal jeg bare være glad for, at jeg kan noget som helst, og at jeg får lov at arbejde med noget, hvor jeg kan sætte mine sparsomme evner i brug. Men så igen – hvorfor skulle jeg ikke have lov at drømme? Det er stressende at føle, andre mennesker bestemmer over mit liv, og det er ekstremt drænende at gå og tænke, at jeg ingenting kan. Ingenting er.

For der ER noget derinde et sted. Inderst inde i mig kan jeg mærke noget, der brænder. Det har ingen retning, og det har endnu ingen ord sat på, men når man kommer fra depressionstilstanden, som har været altdominerende i flere år, så er det en vild følelse, at der er noget, der brænder i brystet. Noget, som vil ud, og som vil skabe noget. Et sted derinde ligger måske alle de ressourcer, som bare gerne vil gøre noget. Alle de ting, som er mig. Jeg kan nemlig også noget!

Billede fra eget arkiv.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.