Dødsangst

Dødsangst

Der er mange muligheder for tidsspild, men umiddelbart vurderet er tidligt begyndende dødsangst vinderen. Og det er en pokkers svær lidelse at fjerne fra sindet. Medicin og terapi fungerer sjældent bedre end et forsøg fra en hjemløs på at få varme i hård vinterkulde ved indtag af store mængder stærk alkohol.

Store mængder alkohol kan til gengæld eliminere dødsangst midlertidigt. Det ved jeg med sikkerhed! Den metode har jeg ofte eksperimenteret med, hvilket har medført spændende og tankevækkende oplevelser.

Enhver handling har konsekvenser, og jeg har ofte udelukkende set på det negative. Da politikere vedtog lovgivningen gensidig forsørgerpligt, vurderede jeg alt med fordømmende briller. Udelukkende fordi det ødelagde et ellers velfungerende kærlighedsforhold. I stedet fik jeg igen et yderst nært forhold til alkohol. Denne gang især vodka. Og heldet, skæbnen eller tilfældet tilsmilede mig, da en god ven gennem mange år samtidig forsøgte udtrapning fra afhængighed med nervemedicin. Til hjælp benyttede han også billig vodka, så vi havde vores eget lille fællesskab, når vi ringede ti hinanden om aftenen og forsøgt at forstå, hvad den anden sagde.

Jeg var flyttet permanent ind i lejligheden i Vejle, og kæresten og jeg så kun sjældent hinanden. Kontakten til mine døtre og min bonusdatter gled også helt ud i sandet efter en særdeles stabil periode på 3 år. Det resulterede i en bedre økonomi, da husholdningen kun bestod af tilbudsvarer fra Rema 1000. Desværre var den billige vodka aldrig nedsat i pris. Alligevel havde jeg langt flere penge, selvom politikere påstår, at det er langt billigere at leve i et parforhold.

I den selvvalgte isolation lokkede spillesiderne på Internettet med alverdens fantastiske tilbud, og det vækkede den slumrende ludoman, hvilket hurtigt fik smadret den bedre økonomi. Efter et par måneder med vodka, ludomani og en del besøg på byens morgenværtshus, hvor opførslen var så provokerende og ueksemplarisk, at ejeren påstår, at jeg har været hendes største belastning i de cirka 18 år, hun har ejet matriklen. Dødsangsten forvandledes til dødsdrift med en god cocktail af nervemedicin og store mængder vodka i blodet. Jeg er venner med ejeren i dag, så livet er en underlig størrelse.

Jeg kedede mig med ludomani og druk, så pludselig opstod ideen, at jeg ville flytte til Østeuropa, så jeg pakkede de mest nødvendige ting og kørte til Polen, hvor jeg drak mange billige øl, men Slettin var en for kedelig by, så jeg kørte videre til Prag, hvor jeg desværre hurtigt opdagede, at lejligheder slet ikke er billige, men der var gode værtshuse med smukke kvinder. Desværre er engelsk ikke en naturlig del på menukortet, så samtalerne var besværlige. Og der var også barer med kvinder, der bør få influenza tit, for de havde i alt for lidt tøj på.

Men hjerne fungerede ikke optimalt for det snedige sted, hvor jeg havde parkeret bilen kunne jeg simpelthen ikke finde i det ret så store by, så efter en uge hvor jeg rejste rundt med sporvogne, opgav jeg at finde den. Det endte så med et fly et fly til København.

Jeg købte gammel bil, da jeg kom retur til Danmark og kørte igen, men jeg kan ikke med sikkerhed huske, hvilke byer jeg besøgte. Og jeg opgav at finde en billige lejlighed og vendte retur til Danmark, hvor jeg igen konsumerede billig vodka, indtil jeg vågnede en morgen og ikke orkede det mere.

Store mængder alkohol og nervemedicin giver unægtelig mere spændende oplevelser end terapi, men bivirkningerne er desværre forfærdelige tømmermænd og dårlig mave. Og det er sjældent, at familie og venner værdsætter den kur mod dødsangst.