For nylig talte jeg med en af de unge, jeg som peerstøtte medarbejder har kontakt med, om følelsen af at miste orienteringen, evnen til at stoppe op og sortere i alt det der fylder i livet, at turde sige fra og tro på, at verden ikke vælter af den grund.

I efteråret havde jeg selv konstant hovedpine, synsforstyrrelser, tinnitus og indre uro. Alt dette fik min hjerne til at ”flette sig sammen”, som om den var inde i en fodbold med for lidt luft i, som klemte sig sammen om mit hoved og efterlod mig isoleret dybt inde i mig selv. Og spøgelserne flagrede rundt inde i mig. Den velkendte frygt for at ligge på psykiatrisk afdeling lige om lidt, selvom jeg langtfra var der, hvor jeg var engang.

På mit arbejde talte jeg med de unge om at lytte til sig selv og tage deres krop og psykens signaler alvorligt. Lytte til deres behov for ro, tid for sig selv eller nødvendigheden af at sige fra til nogle ting. At finde tilbage til sig selv.

Jeg opdagede (igen), at det er meget nemmere at tale med andre om, at de skal passe på sig selv, end at respektere mine egne grænser og signaler.

For selv var jeg faret vild i at mærke efter. Eller det vil sige, jeg mærkede godt de kendte signaler fra min krop og psyke, men jeg stoppede ikke op og forholdt mig ikke til, hvad de var et udtryk for. Jeg havde ikke tid til det eller måske nærmere turde ikke stoppe op. Jeg var fanget ind i mine gamle mønstre med at tage mig sammen og løbe stærkere, og det blev sværere og sværere at bryde ud af mit krampagtige forsøg på at følge med hverdagens tempo, krav og ikke mindst krav jeg bildte mig ind var der.

Var jeg stadig en god peer i efteråret, når jeg selv ”væltede rundt i” ikke at passe på mig selv? Ja, i høj grad. Min sensibilitet og kontakt til min egen historie med depressioner, kræver vel i virkeligheden, at jeg ind imellem mærker en flig af, hvordan jeg havde det dengang. At jeg stadig selv er i læring. Det gør også, at jeg husker, hvor svært, det er at bryde et mønster, man har haft igennem mange år.

For hvor ofte falder jeg ikke tilbage i mit gamle mønster og væk fra kontakten med mig selv? Det er en lang læringsproces, som kræver tålmodighed og accept af, at jeg og de unge, jeg samarbejder med falder i gamle mindre hensigtsmæssige måder at takle livet på. Det kræver accept og tålmodighed fra mig af deres proces. Og ikke mindst, at jeg støtter dem i at være tålmodige med og ikke dømme sig selv. For mig at se, er det der en fordel, at jeg selv har stået og stadig ind imellem står i det samme.

Med håbet om, at jeg selv og vi alle må lytte til os selv, så vi kan være noget for andre, men først og fremmest for os selv, for derfra udspringer det andet.

 

Om Forfatteren

"Et arbejdsliv for Karen er yderst tvivlsomt og hun bør ikke arbejde med mennesker, der har brug for omsorg", skrev min psykiater i 2007. Men jeg bevarede håbet for mig selv og mit liv og har kæmpet mig tilbage til et arbejdsliv, hvor mine erfaringer med svære depressioner ikke ses som en begrænsning, men som værdifulde for andre. Tidligere har jeg arbejdet tre år som recovery mentor på et botilbud for mennesker, som kæmper med meget svære problemstillinger. I snart to år har jeg nu arbejdet som peer støtte-medarbejder i Helsingør Kommune. En stilling, som er en del af satspuljeprojektet "Peer-støtte i Region Hovedstaden". Jeg glæder mig til at blogge om, hvad jeg oplever som peer støtte-medarbejder. Hvilken positiv forskel jeg oplever det gør for mig selv, kollegaer og ikke mindst de borgere, som jeg arbejder sammen med i det daglige. En enkelt udfordring vil nok også dukke op i ny og næ. Mere eller mindre interessante facts om mig: 40 år og bor i Helsingør med min kone, min bonusdatter på 9 år, fire katte, en hund, en kanin og et utal af fisk. Jeg samler på Playmobil fra 70'erne og 80'erne (hvis du vil bytte) og holder af at skrive og spille musik.

En kommentar

  1. Hanne

    Godt skrevet.
    Jeg har aldrig mærket efter og har haft utallige depressioner og har levet et liv fuld af angst. Har kæmpet for at klare livet, familien, jobbet osv. Er i dag så slidt, at jeg ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Har svært nok ved at klare ADL. Kan kun være social i små mængder. Det er hårdt at erkende at man ikke magter mere i en alder af 55

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.