… også med hjælp.

En af de lidt for mange gange, jeg har været nødt til at henvende mig på psykiatrisk skadestue i Risskov, står klarere frem for mig end andre. Jeg blev mødt – efter al ventetiden – af en både bestemt og meget utilfreds sygeplejerske, som ikke kunne forstå min bøn om hjælp. Sådan virkede hun i hvert fald på mig.

”Nå, så du vil gerne fralægge dig dit ansvar?”

Sådan spurgte hun mig, og mens jeg sad der og krympede mig i min allerede alt for lille selvforståelse, kunne jeg ikke svare for mig. Jeg var flov, følte mig ydmyget i mit behov for, at der var nogen, der hjalp mig gennem natten. Hun satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var i orden, at jeg sad og havde et behov. Mit behov for hjælp blev fejlstemplet, og jeg følte med det samme, at jeg blev kaldt uansvarlig, utilstrækkelig og forkert.

Det var følelser, jeg i rigelig grad kunne dyrke selv, og jeg havde ikke brug for, at hun også løftede pegefingeren og formanede mig om, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg følte mig hensat til dengang, en veninde beskyldte mig for ikke at kæmpe nok for at blive hurtigt rask. Ikke at ville det. Da var jeg i øvrigt kun lige blevet syg, og bebrejdelsen hjalp ikke på hverken forløbet eller mit selvværd.

Jeg læste for nylig en venindes beskrivelse af, hvordan hun blev mødt på somatiske afdelinger, når hun gennem sit forløb var selvskadende i en sådan grad, at der måtte fysisk behandling til. Hendes indspark til, hvordan fagpersonalet møder patienten, bragte mig direkte tilbage til min egen oplevelse, for selvom jeg har mødt talrige både dygtige og empatiske personer i diverse systemer, så sætter den slags oplevelse sig fast i mig. Som kritik.

En kritik, der i øvrigt ikke er i orden med mig! Det er lettere at argumentere for i dag, hvor jeg kan stå mere inde for mig selv og ikke føler mig angrebet på samme måde. Dengang gik jeg til min psykolog med følelsen af utilstrækkelighed og rakte den frem mod ham til vurdering (jeg stolede ikke nok på min egen mening). Og han var heldigvis uenig.

Når jeg henvendte mig og bad om hjælp, om det var hos ham, hos lægen eller på hospitalet, så var det altid en enorm overvindelse af mig selv. Jeg hader at føle mig ynkelig, men faktum var, at jeg havde brug for støtten. Det var ikke en fraskrivelse af ansvar, men derimod en måde at tage mig selv meget alvorligt på. Jeg lyttede til mine behov, men var nødt til at anerkende, at jeg ikke kunne dække dem alene. Og det er okay!

Det skal ikke være forbudt at bede om hjælp, og vi behøver faktisk ikke have nok i os selv. Det er ikke en fralæggelse af ansvar, når man rækker ud efter andre – det kan tværtimod være netop det tidspunkt, hvor man tager mest ansvar for sig selv og sin situation, og så er det simpelthen også bare menneskeligt.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.