Lettere dopede tanker om mobning

Heldigvis betragter beslutningstagere som skolebestyrelser og politikere stadig ikke mobning som et seriøst samfundsproblem, hvilket må skyldes medførte evner til en vurdering af fordelene på sigt.

De fleste almindelige mennesker opdager aldrig fordelene. Og udelukkende tilfældet forærede mig den unikke indsigt i en al for sen alder. Tømmermænd og selvmedlidenhed tvang mig på motionscyklen med en streamingtjeneste, hvor filmen om The Unahunt Bomber satte gang i tankerne. Han var en outsider og et matematisk geni, der frygtede udviklingen i samfundet, hvorfor han dræbte 3 og sårede 23 fra 1978 til 1995. Metoden med bomber via postvæsnet kunne uden store problemer kopieres af outsidere og mobningsofre og skabe grobund for nye realistiske film og dokumentarudsendelser. Og filmindustrien tjener gerne penge på ødelagte mennesker, der hævner sig. Det skaber altså arbejdspladser.
De danske fængsler tjener også glimrende på mennesker med mistrivsel i barndommen og skoletiden, og psykiatrien og psykologer ville miste mange klienter uden mobning. Desværre er jeg unægtelig ikke begavet nok til udregningen, om det koster flere sygemeldte end arbejdspladser, men de tal må der være blevet arbejdet med i al hemmelighed hos en af tænketankene.
Misbrugere har som oftest røde tal på opvækstbankbogen, og det skaber jobs både til læger, sygeplejersker, misbrugskonsulenter, dørmænd, politi, lærere på skoleer med udfordrede unge, taxachauffører, ambulancereddere og naturligvis bartendere. Og så har jeg sikkert glemt nogle faggrupper grundet det nogenlunde stabile misbrug af alkohol og piller.
Angående skoleskyderier er vi elendige til efterligninger af vores allierede storebror USA, men vores våbenlov gør også mulighederne elendige for utilpassede unge mennesker. At være psykisk sårbar, outsider eller mobningsoffer og så samtidig omgås mennesker, der handler illegalt med våben, er ikke naturligt, så lærere får nok aldrig lov til at være bevæbnede på danske folkeskoler. Det ville ellers skabe færre sygemeldinger hos stressede lærere grundet den naturlige respekt et skydevåben medfører. Det ville måske også skabe flere arbejdspladser, men dags dato mangler en del virksomheder arbejdere, så denne artikel er særdeles overflødig. Men efter disse tanker i ædru tilstand, kun lettere beroliget af psykofarmaka, forstår jeg fordelene ved den manglende indsats mod mobning i skoler og på arbejdspladser.
Darwins evolutionsteori trives også glimrende i velfærds-og- informationssamfund i en modificeret version, der er en videreudvikling fra andre dyrs primitive form, hvor de slår de svageste ihjel, så jeg fortsætter med alkohol og nervemedicin en af de nærmeste dage, så hjernen er mere bedøvet. Og så fortsætter jeg med at være provokerende i miljøer, hvor den stærkeste overlever, hvilket er genialt, når jeg ikke kan slå en bule i en kop kakaomælk. Der burde være et genialt budskab i teksten, men sandsynligvis grundet nogle heftige øretæver i de yngre dage, er frontallapperne vist for beskadigede til andet end nedfældning af tilfældige ord.