“Vi er ude efter de lange linjer – hvad som kan hjælpe dig på sigt” er den psykiatriske sygplejerskes svar på, hvorfor de ikke bruger psykofarmaka i behandlingen af angstlidelser. Da jeg hører dette svar, klapper jeg indvendigt i mine små hænder og råber hurra for, at her er der nogen, som har fat i den lange ende!

Det er søndag formiddag og jeg ser netop det nyeste afsnit af “Helene sjekker inn”, som er en helt fantastisk norsk dokumentarserie på NRK. Konceptet for programmet minder en del om DRs dokumentarserie “Indefra” med Anders Agger. Helene tjekker i dette program ind på Modum Bads angstafdeling – et sted hvor de ikke bruger psykofarmaka i deres behandling. Og hvorfor gør de så ikke det? Jo for som de siger til Helene, så tænker de, at medicin kun er en kortsigtet løsning.

Udtalelsen om at medicin kun er en kortsigtet løsning, lyder for mig som hovedet på sømmet. Personligt tror jeg ikke på – og ja her vil mange læger være dybt uenige med mig – at man som menneske kan få en psykiatrisk lidelse ud af det blå. Hverken som privat – eller fagperson har jeg mødt et menneske med en psykiatrisk lidelse, som ikke har kunnet fortælle om en oplevelse eller flere oplevelser fra deres fortid, hvor man efterfølgende tænker “så kan jeg da bedre forstå, at du er blevet syg”. Da jeg begyndte som Recovery-mentor i behandlingspsykiatrien efter at have færdiggjort min uddannelse som pædagog, der var det virkelig chokerende for mig at opleve, hvor stor fokusset var på medicin. Det var faktisk næsten det eneste fokus. Når en ny patient blev indlagt, oplevede jeg gang på gang, hvordan første punkt i behandlingen altid var at få ordineret noget medicin til patienten hurtigst muligt. En mærkelig praksis efter min mening – var det ikke mere nærliggende at spørge patienten om “hvad er der dog sket med dig?”. I retfærdighedens navn spurgte nogen læger da også om det ved indskrivningssamtalen, men for mig virkede det blot som et spørgsmål af ren høflighed. Det var som om, at alle symptomer skulle behandles medicinsk. Havde en patient indsovningsbesvær blev der prompte udskrevet beroligende medicin til natbrug og såfremt en patient som ellers passede sin behandling blev genindlagt var første handling fra lægens hånd at skrue op for dosis – underforstået at patientens tilbagefald jo måtte skyldes, at vedkommende ikke fik nok medicin. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er fuldstændig imod medicin – men jeg er medicin kritisk og er af den mening, at der i dagens Danmark bliver udskrevet alt for meget psykofarmaka. Jeg har selv fået medicin og især under mine indlæggelser havde jeg ofte brug for PN og jeg er glad for, at muligheden var der for ellers havde jeg nok ikke levet i dag. Men når det er sagt, så var personalet på den ungdomspsykiatriske afdeling, hvor jeg altid var indlagt ikke rundhåndet med udleveringen af PN. De brugte meget energi på at hjælpe os unge med at finde mestringsstrategier, så vi lærte, at være tilstede i vores symptomer, hvilket er med til at gøre en modstandsdygtig. Det betød for mig, at jeg til sidst ikke længere blev angst for mig selv eller gjorde mig selv fortræd. Jeg lærte, at jeg kunne være til stede på trods af mine dæmoners råben og skrigen i knolden på mig. Jeg fik erfaret, hvordan det ikke var en nødvendighed at handle på dem for at få dem til at stoppe – ja det var faktisk endnu mere effektivt at ignorere dem fremfor at handle på dem! Disse erfaringer og den læring kom selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men krævede utallige hårde læringstimer både under indlæggelser og i mit eget hjem. Det krævede også dygtigt personale omkring mig, som vitterligt troede på mig og som gang på gang kunne overbevise mig om, at jeg nok skulle vinde min kamp – og fremfor alt krævede det personaler, som TURDE være der og også spørge ind til de svære ting. Det var nemlig gennem især min kontaktpædagogs og seneres bostøttes mange spørgsmål, at jeg lærte, hvordan jeg også kunne udforske mine symptomer. Kognitiv terapi er en god metode til at udforske sine symptomer. Det er min erfaring at i takt med udforskningen af egne symptomer, så lærer man sig selv endnu bedre at kende – og mon ikke, at det er lig med den lange linje?

Hvis du efter læsningen har fået lyst til at se programmet, så kan du klikke på nedenstående link. Jeg kan i det hele taget bare varmt anbefale programrækken – især programmerne fra en afdeling for spiseforstyrrelser, akutpsykiatrisk modtagelse og Tyrilisstiftelsen. https://tv.nrk.no/serie/helene-sjekker-inn

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner fra bl.a. sit nuværende arbejde som specialpædagog. Sanne har tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.