Af Kamilla.

Jeg har fået en rynke ved munden. Den går nedad. Ligesom den modsatte vej af, hvad et smil skulle gå. Det er en forholdsvis lille rynke, men lang nok til, at jeg virkelig ser den i spejlet. To andre rynker danser også i mit ansigt eller danser og danser. Dét er måske så meget sagt, men de er lidt længere og omkranser min mund og er samtidig en del af mine kinder. Indtil for nylig troede jeg, at jeg kun havde én rynke ved den ene kind, men nu kan jeg se, at jeg faktisk har to af disse lidt længere rynker ved hver kind, som sagt.

Jeg har lavet rynkefri kaffe. Jo, det findes skam. Du er taget af sted på arbejde. Jeg er stået tidligt op i solidaritet med dig – ikke med jobcentret eller med kommunen eller med samfundet, som helhed, men med dig. Sådan er jeg. Blevet. Det er ikke mørkt, men solen er ikke fremme, så morgenen virker dunkel.

Jeg har været uden job i tre år, minus de tre måneder, hvor jeg rodede rundt i en forlystelsespark i Finland. Jo, de findes skam også. Forlystelsesparker i Finland. Jeg har ikke siddet på mine hænder i alle årene. Jeg har heller ikke skrevet den ene jobansøgning efter den anden, sådan, som jeg gjorde engang. Det har jeg ikke. Sidst jeg var hos lægen var beskeden: ”Det er måske ikke lige nu, du skal søge job”. Dét lod jeg så (næsten) være med. Sidst jeg var på Jobcentret var beskeden: ”men, du tager jo ikke dine piller”. Sidst jeg besøgte a-kassen satte hun mit navn i et skema, der lignede en trappe. Jeg var slet ikke på nogen af trappetrinene, sagde hun. Hverken på første, anden, tredje, fjerde, femte eller syvende trappetrin. Jeg var slet ikke begyndt at gå op ad trappen, sagde hun. Så sad jeg vel på gulvet for foden af trappen? Det svarede hun ikke på. Jeg forstod ingenting. Jeg forstod ikke deres trappestrategi eller deres laden mig være. Derhjemme var der stilheden. Isolation er også et ord jeg bruger – i de mere negativt stemte timer af mit liv.

Uden for er det august. Herinde er det, som det har været længe; rodet og mellemtilfredst.

I går aftes læste vi op af din morfars digte. Han skulle vækkes til live over et lille glas halv-forbudt onsdagsrødvin. Det var mit forslag og du sagde ja til legen. Fjernsynet lod vi slukket. Du var træt efter dagens arbejde og kiggede spørgende og lettere uengageret ned i din afdøde morfars gamle skrifter. ”Det er en mand, der har gennemlevet to verdenskrige” sagde jeg højt ud i stuen. ”Lad os finde ud af, hvem han var”. Jeg kaster ekstra kul under alle mine ord og måden jeg forsøger at motivere dig på, minder om en dramalærer i gang med, at motivere en flok teenagere til årets stykke. ”Vi skal stå op imens vi læser digtene højt, som stod vi på en rigtig scene”. Du rejser dig op og er nær ved at vælte vores vakkelvorne tøjstativ tynget af rent vasket tøj. Stuen er det eneste sted i den ”to værelses”, hvor vi har plads til at stille det. Du ser træt ud og vil vist hellere bare i seng. ”Skal vi ikke læse to digte hver”, spørger jeg. Du nikker og tager fat i din, for længst afdøde, morfars gamle digte.

Du har aldrig været arbejdsløs eller sygemeldt. Du har fungeret, som god samfundsborger lige siden du blev uddannet for tyve år siden. Dag ud og dag ind. Du beklager dig aldrig. På dén måde er det ikke et ligeværdigt parforhold vi lever i. Du møder børn, hver dag. Du tilbringer tid sammen med dem og deres forældre. Du har alvorlige samtaler med dine kollegaer og tit afholder I personalemøder og et år går ikke forbi uden julefrokoster og sommerfester, hvor partnere (selvfølgelig) ikke er inviteret. På vej hjem fra jobbet møder du naboer til skolen, der lige vil have en snak og til sammenkomster møder vi ofte børn og voksne, der har deres daglige gang dér.

Jeg sætter mig på bænke, når jeg savner at være i nærheden af børn. Jeg opsøger åbne pladser, tog perroner og Tivoli. Dér kan jeg mærke nyt liv og se en masse lys og drama i unge sjæle.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.