Min skizofrene virkelighed: ”Er du farlig?”

Da jeg var barn, var jeg meget opmærksom på, at jeg var anderledes. Jeg var et ”special snowflake”. I dag ved jeg, at det ikke er sådan, verden hænger sammen. Vi er alle specielle på vores helt egne måder, og vi har træk, der er gør os genkendelige over for omverdenen. Det skulle dog senere vise sig, at jeg havde ret i, at jeg er en smule anderledes end den gennemsnittelige dansker. I februar 2016 blev jeg diagnosticeret med skizofreni. En lidelse jeg ifølge sundhed.dk deler med ca. 29.000 andre danskere. Nogle af de ting jeg oplever, nye mennesker spørge mig om, når jeg fortæller dem om min diagnose, er; “Hører og ser du så ting, der ikke er der?”. “Har du flere forskellige personligheder?”. “Burde du ikke være indlagt, eller være i en beskyttet bolig?”. “Kan en skizofren overhovedet tage en uddannelse, stifte familie, eller have et produktivt liv i vores samfund?”. Og et underforstået spørgsmål; “Er du farlig?”.
Stereotyperne omkring psykisk sygdom lever stadig i bedste velgående, og det kan derfor være svært at tale om dem. Det er ikke som, hvis man brækker en arm. Og de mennesker, der er omkring én, begynder at vise ekstra megen omsorg, og måske endda skriver på gipsen. En psykisk lidelse kan ikke ses udenpå. Den er bundet til hjernen. Det mest komplicerede organ i menneskekroppen, hvilket ikke gør det mindre kompliceret at behandle, når der både er terapi og psykofarmaka involveret.

Sociale mønstre er svære
Det er forskelligt, hvordan skizofrenien rammer. For mit vedkommende er det en manglende fornemmelse for virkeligheden. Jeg går rundt i en permanent tåge, og jeg kan have svært ved at se omverdenen, som den er for ”normale” mennesker. En af de ting i virkeligheden, som jeg har svært ved at gennemskue, er sociale mønstre. Nogle gange, hvis det er helt grelt, er jeg nødt til at spørge andre om, hvad der foregår rent socialt. Jeg kan have svært ved fysisk berøring. Det er som om, jeg flyder ud og kan ikke se, hvor min krop starter og slutter. Omverdenens lyde skær i øregangene, og jeg er derfor nødt til at gå med musik i ørene, når jeg er uden for min lejlighed. Selv hvis jeg bare skal ned i kiosken for at købe tobak. Jeg kan blive ekstremt mistroisk over for alle, selv tætte venner og familie. Ud over det så har jeg været indlagt syv gange siden december 2015 med varierende længder. Alle disse ting kan ses som handicaps. Sådan ser jeg dem også på de dårlige dage. På de gode dage forsøger jeg at se på dem som udfordringer. Udfordringer kan overvindes. Jeg kunne sidde hele dagen og tude over alle de ting, som jeg ikke kan, hvilket jeg også gør en gang imellem. Eller jeg kan forsøge at fokusere på de ting, som jeg kan, samt mine positive sider blandt de negative. Jeg er kreativ, og jeg elsker at skrive. Jeg er empatisk. Jeg er loyal. Jeg vil gøre alt for, at de mennesker, jeg omgiver mig med, har det godt. Og jeg gør mit bedste for at leve et så normalt fungerende liv som muligt

Uddannelse på andre præmisser
Siden september 2015 har jeg læst litteraturvidenskab på SDU dog på nedsat tid. Før i tiden var diagnosen skizofreni lig med en førtidspension. Sådan er det ikke længere. Idéen om at folk med svære psykiske diagnoser, eksempelvis skizofreni, ikke kan tage en uddannelse, er forkert og snæversynet. Måske er vi nødt til at tage en uddannelse på nogle lidt andre præmisser, men det er ikke en umulig opgave.  Jeg har flere gange overvejet, om jeg skulle droppe ud og finde på noget andet at lave, men jeg har stædigt holdt ved. Selvfølgelig har jeg begrænsninger, ligesom alle andre mennesker. Dem må jeg så forsøge at arbejde udenom. Stædighed, som for nogen vil være et negativt karaktertræk, ser jeg som en positiv, da det er den stædighed, der har fået mig så langt, som jeg er kommet. Jeg har haft kæmpe nedture på uddannelsen, men også en masse succesoplevelser. Alle disse ting har været med til at gøre mig til den, jeg er. Både det positive og det negative. Jeg kommer nok aldrig til at slippe af med min diagnose, men jeg kan lære, hvordan jeg skal håndtere den, når jeg går ud i verden.

Italesæt din sygdom
Det kan være svært at italesætte psykiske diagnoser. For nogen er det noget, man slet ikke skal tale om. Derfor forsøger jeg, at italesætte det så meget som muligt for på den måde at udglatte de mange fordomme omkring dette emne. Vi er ikke alle ens, og det skal vi heller ikke være. Vores særpræg er med til at gøre os til dem, vi er. Min skizofreni er med til at gøre mig til den, jeg er både med det positive og det negative. Når den til tider er svær at acceptere, og jeg har lyst til at give op, så er jeg nødt til at finde de positive tanker frem, og leve videre. Alternativet er alt for skræmmende.