Af Sanne.
Jeg er bange ved tanken om min lejlighed
Jeg er bange for at være i den kasse alene
Og kassen vil vokse sig større denne festaften og når noget vokser er der flere kvadratmeter for ensomheden at udfolde sig på
Det er den der kølige ensomhed, der føles som en tynd hinde mod huden, klæbende til kroppen uanset om det er hedebølge eller frostvejr
Denne festaften vil hinden vokse i omfang mens en stor del af folket vil skeje ud og få tømmermænd så høje som Rundetårn
Tømmermænd…Vorherre bevares…Sådan en dagen derpå føler jeg mig helt almindelig
Jeg læser i avisen om antal dræbte i trafikken i år. Indtil videre mindst 181 personer. Det går den gale vej skriver de
Den dag antallet af selvmord kommer ned på det niveau er der noget at fejre
Min veninde kommer ikke alligevel nytårsaften, hun vil gerne danse denne aften i byen, evt. SALSA, jeg danser ingen steder for tiden og slet ikke salsa
Der er nok snurren rundt i mit hoved
Det jeg har mest brug for eksisterer ikke
Og at danse har ikke hjulpet indtil videre
Jeg tør ikke tage chancen med de stive tomme rum i kassen jeg bor i
Det render ned ad væggene med stivnet sorg
Vægge som projektorlærreder for sorgfulde sindstilstande
Jeg bliver i mit barndomshjem og lader det hjem løfte mig over i det nye år
Det er det samme hus der husede min ungdom og mine besøg som voksen
Men det er barndommen jeg helst erindrer
Jeg kan ikke andet
Der er altid et før og et efter
Der er altid liv der splintrer og går itu
Min barndom var af glas
Der er altid et før og et efter