af Farah.

Tegningen på spisebordet i stuen forestiller to piger.
En lille og en stor. De har begge brunt hår, og røde
læber. Mine fingre finder den grønne tusch, og jeg
giver mig ivrigt til at farvelægge græsset.
Jeg bemærker ikke skrigende i baggrunden, eller
den tunge røg fra hans “specielle” cigaretter, som
fylder rummet. Lige der, lægger jeg ikke mærke til
andet end den grønne tusch som strejfer papiret.
Først da min mor smadrer en tallerken, kigger jeg
op. Tallerkenen, som ellers skulle have været fyldt
med ris, kylling og kartofler, flækker og dens mange
skår falder ned i maden.
Min mor råber højt, og hendes vredesrynke er meget
fremtræden. Det er svært at forstå, hvad hun siger, for
hun falder over ordene og hendes grådkvalte stemme
gør det ikke nemmere. Jeg må have misset noget, for
jeg ved ikke hvad der denne gang har startet det. Han
brøler, lidt ligesom et rovdyr gør, og rejser sig op. Små
poser med mel, falder ud af hans lomme. I vrede fisker
han dem op fra gulvet, og kaster dem efter min mor.
Jeg rejser mig, svimmel af den røg jeg uden at
tænke over det, har inhaleret i timer. Det dunker bag
øjenlågene, og det gør ondt i maven. Gulvet knirker,
idet jeg forsigtigt begiver mig ud af stuen, uden at
gøre opmærksom på mig selv. Jeg ved af erfaring,
at jeg er sikrest inde på værelset, så der begiver jeg
mig hen. Jeg hiver fat i håndtaget på mit hellested,
og åbner døren. Da jeg er indenfor sørger jeg for at
lukke den igen, og fylder dørsprækken forneden med
strømper. Det gør ondt i maven at høre dem skændes.
En mærkelig følelse, som hvis man pauser følelsen af
en mavepuster, når smerten er slemmest.
Jeg tænder tv’et, og pokemon lyser ud af skærmen.
I tidspunkter som disse, er der intet andet at gøre
end at vente og udholde angsten som vender og
vrider min mave. I baggrunden kan jeg høre, at der
bliver kastet med ting, og jeg skruer med vilje op for
pokemon. Mens jeg sidder der, distraheret af farverne
på skærmen, kan jeg ikke lade være med at tænke på,
hvem af dem der skal på hospitalet senere i aften.
Jeg ryster panisk med hovedet, i et forsøg på at få
tankerne til at stoppe. De skriger og råber forsat i
baggrunden. Angsten tager til.
Der går ikke særlig længe før min dør bliver revet
op. Min mor har en kuffert i hånden, og uden at
forklare noget, hiver hun døren op til mit klædeskab
og begynder at kaste tøjet ned i kufferten. Hun
råber fortvivlet ord, som jeg ikke forstår. Det er ikke
første gang at det sker, så jeg er forberedt på hvad
konsekvensen er. Han kommer ind på mit værelse og
hiver hende voldsomt ud af værelset i hendes håret,
mens han brøler et eller andet. Mine fingrer knuger
dynen som jeg sidder på, og jeg ser forfærdet og
skrækslagen til, mens hun forsøger at kæmpe sig fri
fra hans greb. Min mor skriger, og jeg rejser mig op og
gør det jeg plejer. Jeg tigger dem om at holde op, med
tårer som strømmer ned af kinderne. De ser mig ikke. I
tidspunkter som disse, findes jeg ikke.
Væggen i gangen er malet blå. Ikke en grim blå, men
en rar baby blå. På væggen, er skygger af to folk.
Umiddelbart ser det ud som om at de danser en meget
følelsesladet dans. Der er også en mindre skygge.
Jeg har set den før, og endnu engang kan jeg ikke lade
være med at tænke på hvor ynkelig skyggen ser ud.
Hvor forfærdelig lille og ligegyldig den forekommer.
Jeg nærer et had til skyggen, som intet stiller op. Som
intet kan stille op. Jeg giver mig til at slå til skyggen
med en knyttet hånd. Først en gang, så to og tilsidst
tre. Min kno er rød, men jeg ænser ikke smerten. Det er
ikke nok, smerten overdøver ikke nok. Istedet dunker
jeg hovedet ind i væggen. Efter fjerde dunk kan jeg
mærke, at der snart former sig en bule i min pande.
Jo flere gange jeg dunker hovedet ind i væggen,
jo længere væk forekommer de mange lyde,
så jeg bliver ved.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.