Når man som en slags videnskabsjournalist står overfor at skulle formidle et videnskabeligt emne, er der to muligheder for forlis. Den ene består i at forholde den ærede, og måske forudsætningsløse læser, muligheden for at få et indblik i, hvor stort, omfattende og indviklet et emne er, og på den anden side, gennem at forsøge herpå i den hensigt at få det hele med, at få indhyllet emnet i så mange tåger, at klarheden i budskabet herved tabes på gulvet. Emnet er her hjernen. Alt for ofte ser man sig præsenteret for en formidlingsform, som fremstår så indforstået, at interessen næsten er gået fløjten på forhånd.

Hjernen er sædet for vore psykiske processer. Den består af flere celletyper, som alle har betydning for dens funktion, og hvoraf nogle ikke er nerveceller. Jeg vil imidlertid her samle mig om nervecellerne, idet disse netop er i centrum for det, jeg vil fortælle.

Storhjernen hos mennesket indeholder ca. 20 milliarder nerveceller, mens lillehjernen indeholder ca. 105 milliarder nerveceller. Det er klart, at hjernens arkitektur, dvs. den måde, hvorpå disse strukturer er bygget op på og virker sammen på, er af største betydning for dens funktion. Dette interessante emne vil jeg imidlertid her lade ligge, da vi skal kigge på det cellulære niveau.

Da den første psykiatriske medicin kom frem, stod det klart, at en umiddelbar forståelse af disse stoffers virkemåde skulle søges på det cellulære niveau. Problemet var, og er, af biokemisk natur.

Den enkelte nervecelle har én udløber i form af en nervetråd, som godt kan dele sig i flere grene. Men helt fundamentalt er det det samme nervesignal, der kommer ud i alle dens forgreninger. Nervecellen skal altså kun koncentrere sig om at sende ét signal ud gennem sin udløber.

Anderledes er det med de signaler, nervecellen modtager. Der er eksempler på, at én enkelt nervecelle kan modtage signaler fra tusindvis af andre nerveceller. For at kunne dét, er det nødvendigt, at cellen har en stor overflade. Derfor ser man, at sådanne celler er stærkt forgrenede. Man kalder disse forgreninger for dendritter.

Hvordan sker overførslen af et signal fra en nervetråd udefra og til en modtagende cellekrop? Jo, den udefra kommende nervetråd ender i en lille pose, som kaldes en synapse. Mellem synapsen og cellekroppen er der et meget lille mellemrum, som kaldes den synaptiske kløft. Denne kan naturligvis kun ses i elektronmikroskop. Når den udefra kommende nervetråd sender et signal, en nerveimpuls, ender denne i synapsen, og bevirker her, at der fra denne sendes en byge af molekyler af en bestemt substans, en transmittersubstans. Denne passerer den synaptiske kløft og ender på et modtageprotein på den modtagende cellekrop. Dette bevirker så i sin tur, at der formidles information ind i cellekroppen, hvor udregningen af, hvorvidt cellen skal sende et signal eller ej, finder sted. Man skal naturligvis forestille sig, at en cellekrop, der modtager tusindvis af sådanne signaler via tusindvis af synapser, inddrager alle disse signaler i denne udregning.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at én type transmitterstof ville være nok til at udrette det hele. Men undersøgelser viser, at der er mange typer transmittersubstanser, og endnu mange flere modtageproteintyper. Det er således et meget kompliceret billede, der tegner sig for hele hjernen.

Imidlertid er der et vist system i det hele. Nogle transmittersubstanser er mere almindeligt forekommende end andre. Af disse er stofferne dopamin og noradrenalin de mest almindeligt forekommende.

Dopamin og noradrenalin er kemisk meget nært beslægtede. Og det er forunderligt at konstatere, at naturen har fundet det formålstjenligt at kunne omdanne dopamin til noradrenalin, og at denne omdannelse har tiltrukket sig videnskabens opmærksomhed, og at denne omdannelse, har man grund til at tro, har relevans til psykiatrien. Det står mig imidlertid ikke klart, om den fundne omdannelse er en shunt, dvs. en genvej, til fremstilling af noradrenalin, eller om det simpelthen er den måde, hvorpå noradrenalin dannes. Det ser ud til, at processen kan foregå indeni synapserne, og at den sendende nervecelle er i stand til at beslutte, hvorvidt den vil sende ved hjælp af dopamin eller noradrenalin. De nøjere forhold i forbindelse hermed mangler imidlertid at blive blotlagt. Endvidere står det ikke klart, om alle synapser, der sender ved hjælp af noradrenalin, gør brug af denne proces, eller om der er konstitutionelt noradrenalinsendende celler, hvor dannelsen af noradrenalin ikke involverer dopamin.

Det er indlysende, at der må findes et enzym, som kan udføre denne omdannelse. Det har man fundet, og med henblik på nøje at forstå dettes virkemåde, og den/de måde/måder, hvorpå dette enzym reguleres, har en dansk forskergruppe på DTU lykkedes med nøje at kortlægge enzymets struktur og virkemåde. På forsiden af ”Dansk Kemi”, nummer 6/7 fra juni 2016 er nøje afbildet proteinskelettet af dette enzym. For det ukyndige øje ligner det blot noget tilfældigt krimskrams, men for videnskaben er det velbekendt, at hver eneste detalje har betydning. Proteinet indeholder fire kobberatomer.

Og nu kommer vi til det vigtige af relevans for os som psykiatriske patienter. Den pågældende omdannelsesproces forløber således, at omdannelsen af ét molekyle dopamin til ét molekyle noradrenalin forløber under forbrug af ét molekyle C-vitamin. Det har siden vist sig, at hjernen er meget dygtig til at indsamle og opkoncentrere C-vitamin fra blodbanen.

Og hvor får vi C-vitamin fra? Fra frugt og grøntsager. Der gør sig endvidere det særlige gældende for kun C-vitamins vedkommende, at det meget let ødelægges af luftens ilt. Og opvarmning under luftadgang er den sikre måde at fjerne ethvert spor af C-vitamin. Det dur således ikke at spise marmelade og syltetøj, når det gælder C-vitamin, da de jo for det meste er kogt frugt, der har været rørt rundt. Og så er der jo det, at visse grøntager spiser vi ikke meget af. Hvem spiser for eksempel 100 gram rå rosenkål? Men appelsiner kan vi let spise meget af, og den tykke skræl beskytter jo mod luftens ilt. Frugtjuice, der ikke har været kølet grundigt ned hele vejen fra fremstilling til kundens køleskab, er nok ikke meget værd rent C-vitaminmæssigt, og det er også meget tænkeligt, at håndteringen af den undervejs næppe heller har skånet den for luftens indvirkning.

Jeg gjorde for sjov et helt uvidenskabeligt eksperiment. Jeg havde i lange tider ikke været i nærheden af noget spiseligt med C-vitamin, så om aftenen en dag indtog jeg to friske appelsiner, med det resultat, at jeg faldt i en dyb søvn og sov lige til næste dag uden afbrydelser. Jeg har længe ikke kunnet sove uden at vågne på de mest ukristelige tidspunkter i løbet af natten, så her var der da et resultat, der kunne mærkes!

Det skal siges, at vi næppe er i stand til at oparbejde er reservoir af C-vitamin, således som der er tale om for D-vitamin og vitamin B12s vedkommende. Egentligt hører vitaminet strukturelt under sukkerstofferne. Mennesket og gnaveren marsvinet, samt visse flagermusearter er de eneste dyr, der ikke selv kan fremstille C-vitamin, så vi er helt afhængige af at få det tilført udefra. I meget gamle dage, hvor man intet vidste om C-vitamin, så man jo, at folk udviklede den alvorlige C-vitamin-mangelsygdom skørbug (engelsk ”scurvy”, skørbugslidende ”scorbutic”), så da man opdagede C-vitamin, kaldte man det a-scorb-insyre, idet der på forunderlig vis er tale om en organisk syre. Forunderlig, fordi stoffet egentligt ikke har en normal syrefunktion, men hvor denne på anden vis udvirkes af stoffets helt specielle kemiske egenskaber

Folk i dag har næppe sådanne mangelsymptomer som søfolkene i meget gamle dage, men der er ting, der tyder på, at vi godt kan gå rundt med et skjult underskud af C-vitamin, med psykiatriske konsekvenser. Jeg har gjort mig til vane aldrig at lytte til såkaldte ernæringseksperter, idet de for det meste er dårligt underrettede. Der gør sig jo det gældende, at der er meget vide rammer for, hvad mennesket kan leve af, og det er et helt forkert indtryk at give, at det at spise ”rigtigt” er nogen snæver vej. Der er således ikke rigtigt noget at kloge sig på. Men det er en god idé at sørge for at få noget C-vitaminholdig og uforarbejdet frisk frugt, gerne sur frugt, da C-vitaminet holder sig bedst ved sur reaktion.

Med hensyn til at indtage C-vitamin på pilleform er der nogle problemer, som nok er værd at nævne. Dels er vitaminet fra frugter ikke frit, men er derivatiseret på en måde, der letter optagelsen af stoffet fra tarmen, hvilket pilleversionen ikke er, dels er der med piller en betydelig risiko for at overdosere. At et stof er derivatiseret, betyder, at det kemisk er forbundet med et andet stof, som i dette tilfælde er let at fraspalte. Ved overdosering kan dannes det udpræget giftige oxalat – hvilket ernæringseksperterne aldrig ved en pind om. Der cirkulerer nogle idéer om nogle enorme doser, op til flere gram i døgnet. Disse idéer stammer fra kemikeren Linus Pauling, og de er fuldstændigt hul i hovedet, Linus Paulings øvrige fortjenester ufortalt. Linus Pauling modtog Nobelprisen i kemi, så selv en Nobelprismodtager kan fare vild i det videnskabelige.

Desuden kan der ligge det problem i overdosering, som alle vitaminerne har til fælles, og det er, at de i varierende grader kan virke som vækstfaktorer for alle de mange arter af bakterier, gær og svampe, som vi har i tarmen, og som forskellige mennesker har forskellige slags af. Hele dette problemkompleks er meget kompliceret, og det er derfor ikke til at sige, hvad der vil komme ud af at overdosere et vitamin som vitamin C. Man må nok forvente, at forskellige mennesker reagerer forskelligt, men det er erfaringsmæssigt ikke noget, man skal spøge med. Det har i mange år været god latin, at af de vandopløselige vitaminer gør det ikke noget at overdosere, men det er næppe rigtigt. Det rigtige må være at få tilført de rigtige doser, som ofte kan være ret små, men med stor regelmæssighed. Og i øvrigt indeholder appelsiner gode kostfibre og mange andre gode ting, som er gode at få med.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.