Der er en del fokus på skizofreni i tiden, og i den grad også på at skelne mellem fordomme og realitet. Desværre mister det lidt sin virkning, når vores system i dag er skruet sådan sammen at det understøtter fordommene.

Skizofreni står i dag listet som en kronisk diagnose, hvilket vil sige at man ikke kan slippe af med diagnosen juridisk set. Men alt fakta og forskning viser, at det er muligt at blive rask, på trods af en skizofrenidiagnose.

Jeg har i dag diagnosen paranoid skizofreni med komplet remission. Dette er den eneste måde hvorpå man tilnærmelsesvis kan dokumentere at jeg er rask. Desværre er der SÅ mange steder hvor man stadig ikke skelner, for diagnosen står der jo. Og det rammer blandt andet Mads her i artiklen, der har en fantastisk fremtidsdrøm. Og selvom han er erklæret rask for skizofreni, så rammer han en mur i systemet.

Hvornår er en diagnose kronisk? Og hvornår er en diagnose i grunden vigtig? Ja, den kan åbne døre til behandling. Men behandlingen i dag bliver mere og mere specialiceret, så vi desværre mister fokus på den enkelte patient og vedkommendes individuelle forcer….

Nå, men det vigtigste er at jeg har det godt, at jeg er medicinfri, symptomfri og er afsluttet i psykiatrien. Det vigtigste er, at jeg har fundet mig selv igen og ser fremad.

Jeg ønsker for mig selv, og alle andre, at de har mulighed for at forfølge deres drømme – det er da noget af det største. Men hvor er det ærgerligt, at så mange stadig mødes af et system der er out-dated, og skal kæmpe ekstra på grund af det.

At diagnosen måske før åbnede døre til behandling, men nu lukker dørene mod et rask og rigt liv, hvor mange kommer til at opgive at forfølge deres drømme og det der giver indhold og mening – det er en anelse selvmodsigende…..

Lad os starte med at vende psykiatrien på hovedet og se mennesket, fremfor diagnosen – det vil åbne de døre der giver mening.

-Sidsel

Du kan læse meget mere fra mig her, og følg mig endelig.

Og du kan desuden læse artiklen om Mads her.

 

 

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg erindrer en vittighedstegning med “Skrækkelige Olfert” af Qvist. “Skrækkelige Olfert” står og filosoferer: “Der er en alder, der bekymrer mig… Og det er alderen mellem førskolealderen og pensionsalderen…”. Det er da glædeligt at høre om, at Sidsel er nået så vidt som til at studere til ingeniør. For mig skete der det, at jeg i forbindelse med min schizofrenidiagnose fik en førtidspension, så jeg slap for at bøvle med at få overbevist en arbejdsgiver om, at jeg fagligt var god nok, og nu har jeg nået pensionsalderen. Selv ved jeg, at jeg i virkeligheden havde mange produktive år i mig, som jeg ikke fik mulighed for at realisere, og nu er det for sent. Spørgsmålet er, om det i grunden er så vigtigt at få udrettet alverden, og om ikke alt det, man gerne ville udrette, ikke bliver udrettet af andre. Det er alligevel så pokkers svært at få sig positioneret, der, hvor de virkeligt spændende udviklinger sker. Hver især står vi med et liv, som det volder mange mange vanskeligheder at bjærge sig igennem. I disse år har det, specielt i københavn, været noget nær umuligt at få en førtidspension, og det er glædeligt, at der nu ser ud til at blæse mildere vinde. Selv ville jeg opfatte det som en total falliterklæring, hvis man skulle komme til samme konklusioner som Prædikeren i Prædikerens bog i biblen. Dette skrift, som det i høj grad kan anbefales at læse, har den forunderligste virkning på mine lattermuskler. En så livstræt indbildskhed og foragt for alt det, som er godt ved livet, finder jeg ganske grotesk. Så undertiden indeholder biblen en visdom i en ganske anden forstand, end den vistnok selv havde forestillet sig.

    Svar
    • Sidsel

      Kære Arne.
      Tak for din kommentar, som jeg bestemt indeholder nogle gode pointer, men jeg er dog ikke helt enig.
      Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er glad for at høre, at du fik den ro du havde brug for. Og jeg håber inderligt, at du har en tilværelse hvor du trives og har det godt.
      Jeg fik tilkendt førtidspension som 26-årig, hvilket netop gav mig en ro. Det gav mig en ro til at koncentrere mig om det der var allermest vigtigst på daværende tidspunkt, nemlig at overleve. Og derefter kunne jeg så begynde ligeså stille at finde mig selv igen. Trods jeg blev stemplet af “de kloge hoveder”, som værende kronisk selvmordstruet og udenfor rækkevidde hvad angår behandling, så opgav jeg aldrig inde i mig selv troen på, at jeg en dag ville stå på den anden side. (Eller der var personer der kunne holde det håb synligt for mig, når alt var sort…)

      Om alt er, så er jeg uenig med dig i den passitivitet jeg fornemmer i din kommentar. Det var først da jeg aktivt tog et valg om at ændre mit liv, at der skete noget. Det var først da det gik op for mig, at ingen kunne redde mig, andre end mig selv, at jeg begyndte at få det bedre. Selvfølgelig har vi alle forskellige drømme og mål for livet, og jeg dømmer ingen ud fra der hvor de står eller har valgt at stå. Men jeg vil aldrig kunne trives i et liv, hvor jeg ikke udvikler mig. Jeg læser ikke til ingeniør, fordi det er fint og fancy. Jeg har valgt den uddannelse, fordi den rammer mine kreative, matematiske, inovative og menneskelige kompetencer. Og ikke mindst, fordi jeg rent faktisk kommer til at kunne bruge den i sammenspil med min kæmpe viden om psykiatrien, behandling, psykisk sygdom etc.
      Hvis alle satte sig ned og lod andre tage over, både ifht dem selv, men også samfundet, så ville der jo ikke ske en udvikling. Jeg ved jeg kan gøre en forskel. Det er ikke vigtigt hvor mange jeg gør en forskel for. Men jeg ved jeg kan gøre en forskel for mig selv ved at arbejde med noget jeg brænder for, og som giver mig mening og sommerfugle i maven. Og det gør sundhedsteknologi, og det gør det her arbejde med at blogge og holde foredrag og workshops i den grad også. Og hvis vi alle har det sådan med vores liv, SÅ kan der ske ting og sager. Og det behøver ikke at være store ting vi stræber efter, men måske blot det at vågne glad hver dag 🙂

      Jeg ønsker dig den bedste pensionstid. Det er aldrig for sent at lære nyt, trods jeg godt ved at de ord måske kan provokere dig en smule 😉

      God solskinstirsdag til dig.
      -Sidsel

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Kære Sidsel!
    Mange tak for din udførlige kommentar, som jeg er meget enig i. Undertiden kan det hænde, at ens skriv får en lidt forkert drejning. Jeg selv tog i sin tid en uddannelse som computerprogrammør, hvilket fik stor betydning for mit syn på at tænke på en struktureret måde. Dernæst studerede jeg biokemi i en årrække, men der skete så nogle udviklinger for mig i psykiatrisk henseende, der førte til, at jeg forlod universitetet, i den erkendelse, at jeg havde skaffet mig viden nok til at studere videre på egen hånd uden dettes medvirken. På den ene side må jeg erkende, at en akademisk titel kan åbne nogle døre, som ellers står lukkede, men på den anden side er jeg ikke sikker på, at en videnskabelig karrière ville have bekommet mig bedre end på denne måde at stå uafhængig. Jeg har en enkelt kontakt på universitetet, som ofte er mig til stor glæde rent videnskabeligt. Jeg tog efter studierne en uddannelse som laborant, som bevirkede nogle ansættelser, som rummede nogle praktiske udfordringer i laboratoriet, jeg satte pris på, men heller ikke disse muligheder stod mig åbne, efter at jeg fik mig min schizofrenidiagnose. For mig har tilværelsen som førtidspensionist på ingen måde bevirket passivitet. Tværtimod har jeg kunnet brede mine interesser ud til hele det videnskabelig område, og psykiatrien og psykologien har det været naturligt at inddrage, i lighed med, hvad du giver udtryk for i din svarkommentar. Jeg fik førtidspension i alderen mellem de 40 og de 50, hvilket er noget senere, end du fik din. Jeg deler i den grad din interesse for det videnskabelige, men må på den anden side erkende, at det tempo, jeg holdt på universitetet, kan jeg ikke holde til i længden, og nu er jeg også i et regi, hvor der ikke er andre krav, end de, jeg formulerer for mig selv. Videnskab er godt, men man skulle jo gerne arbejde ud fra et personligt overskud, hvor lysten og engagementet driver værket. Der, hvor mine intellektuelle evner kom på en alvorlig prøve, var, da jeg skulle lære om thermodynamik og spektroskopi. Det fik jeg aldrig lært på en måde, så jeg virkeligt havde greb om disse indsigter. Men organisk kemi fik jeg en overordentlig solid indføring i, som jeg har oplevet, at både farmaceuter og mejeriingeniører har misundt mig. Hvad matematikken angår, har jeg ikke naturligt flair derfor, men simpelt slid, blandt andet med den generelle relativitetsteori og alt, hvad dertil hører, samt kvanteteori, har bevirket, at jeg på nogle områder alligevel er godt med. Det bliver først rigtigt sjovt, når man helt på egen hånd formulerer spørgsmål af matematisk karakter, som man så besvarer, og til sin egen overraskelse kommer frem til det, der står i lærebøgerne. Erfaringsmæssigt er der mange veje, ad hvilke man kan nå til et resultat. Klassisk mekanik er for mig et meget fascinerende område, men jeg må nok erkende, at jeg endnu ikke har opnået en fuld forståelse af dette område på idéplanet, selvom det er fantastisk anvendeligt. På det psykologiske område gjorde jeg mig et opgør med den religiøse tankegang i 12-års-alderen, men fik sidenhen indplaceret den religiøse tankegang placeret psykologisk, hvilket jeg har redegjort for her i Outsideren i artiklen om Psykologi i Relation til Sindslidelser, som er markeret med et billede med nogle pyramider. Således mener jeg nok, at intet menneskeligt bør være os fremmed.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.