Som mange andre har jeg set 2 sæson af den fantastiske serie “De skjulte talenter” på DR2. Jeg kan godt lide, at der i 2. sæson har været mere fokus på “bagsiden” af at have en autisme diagnose – at Louise fx også må betale en dyr pris for at have sit store skjulte talent for tal. Prisen er netop autisme diagnosen, som er medvirkende til, at hendes eksekutive funktioner i hjernen (dvs. arbejdshukommelse, opmærksomhedstyring, fleksibilitet, evnen til at planlægge, selvkontrol og den genrelle hukommelse) ikke fungere på samme måde, som hos et menneske uden autisme (eller uden andre kognitive diagnoser som fx ADHD). Det er simpelthen årsagen til, at hun på den ene side kan køre med klatten på sit arbejde ved Nova nordisk, men omvendt alligevel ikke kan organisere helt almindelige hverdagsting i sit eget hjem som indkøb, at vaske tøj, lave mad osv. Selvom jeg ikke selv havde autisme, så er det meget genkendeligt for mig fra dengang, at jeg var syg. Ved en svær depression (som var min hoveddiagnose) bliver ens eksekutive funktioner i høj grad også påvirket og selvom jeg som person er meget struktureret (kan mine nuværende kolleger skrive under på 😉), så var det simpelthen umuligt for mig at holde orden i min lejlighed i de år, hvor jeg var syg. Jeg brugte så meget energi på “bare” at være til og holde hovedet over vande.

I afsnit 2 af “De skjulte talenter” bliver den ofte manglende forståelse fra kommunerne berørt. Den manglende forståelse for, at selvom man kan passe et arbejde til punkt og prikke eller netop har fået en flot studentereksamen, ja så kan man alligevel godt have brug for hjælp. Personligt fik jeg på et tidspunkt, hvor jeg nærmest konstant var indlagt afslag på en ansøgning om en bostøtte. Kommunens begrundelse på afslaget var kort og godt, at jeg var for ressourcestærk og velbegavet. Og så skidt pyt med, at der i min ansøgning havde været vedlagt en udtalelse fra ungdomspsykiatrien, som på det tidspunkt havde kendt mig i over fire år, hvori en psykolog udførligt havde beskrevet, hvordan mine dæmoner daglig tyraniserede mig så meget, at det var en daglig kamp for mig bare at komme ud af sengen, passe min skole nogenlunde og mit studiearbejde i H&M samt endelig hvordan jeg dagligt skulle stå imod dæmonernes råben og skrigen indeni i min knold om, hvordan jeg skulle sulte mig selv, skade mig selv eller tage livet af mig selv. Jeg brugte SÅ mange kræfter på at camouflere mig selv og for at kunne overleve og undgå alle indlæggelserne, så havde jeg brug for en bostøtte til at sparre med, hvis jeg ikke skulle eksplodere. Alle de forvirrende og syge tanker, impulser og følelser som mine dæmoner gav mig, kunne jeg jo på ingen måder dele med mine veninder eller min familie. Hvis jeg gjorde det, så ville de jo blive skræmt langt væk.

Nogle vil måske påpege, at jeg så burde have droppet min skolegang eller mit daværende studiearbejde, nu hvor min hjerne var så meget på overarbejde dengang. Men både min skolegang og  mit studiearbejde var mine åndehuller – underforstået; at når jeg var i skole eller ekspederede en kunde i H&M, så gjorde jeg noget normalt! Det væreste for mig dengang ville have været, hvis jeg havde haft en hverdag uden hverken skole eller arbejde. Det er så vigtigt og ja jeg vil nærmeste kalde det helbredende, at have noget, at stå op til. Jeg ville simpelthen ikke sidde i et hjørne og have ondt af mig selv. Det var mit væreste mareridt. Desværre er det bare som om, at der i samfundet er en forestilling om, at mennesker med psykisk sygdom hverken kan arbejde eller studere, hvilket kommunernes tilbud også bære præg af. Da jeg langt om længe endelig blev visiteret til en bostøtte, fik jeg tilbudt den “normale ordning” med 1 – 3 ugentlige besøg, hvilket passede meget godt til mit daværende støttebehov. MEN besøgene skulle finde sted mellem kl. 8 – 16.00, hvilket jo ikke var muligt, når jeg gik i skole og på arbejde. Af den grund var de nød til at viderevisitere mig til den “udvidet ordning”, som egentlig henvendte sig til borgere, som havde brug for dagligt eller flere daglige besøg. Det havde jeg ikke, men det var alligevel nødvendigt, at jeg blev visiterede til denne noget dyre ordning, hvis jeg skulle kunne få besøg af en bostøtte uden for almindelig arbejdstid.

Da jeg endelig fik min bostøtte i starten af 2011, blev indlæggelser fortid… det er da tankevækkende? Jeg har desuden  ikke haft bostøtte siden 2014. Med det vil jeg påpege og ønske, at kommunerne i stedet for at se det som en stor udgift, når en borger har brug for hjælp, ville se det som, at de invistere i en borgers fremtid. Med mine daværende indlæggelser på ungdomspsykiatrisk, min kontaktpædagog og senere bostøtte, så har jeg uden tvivl kostet staten MANGE penge. Men hey i dag har jeg altså en uddannese, er i stand til at forsørge mig selv og har på ingen måder brug for særlig hjælp fra kommunen. Den eneste kontakt jeg har med kommunen er, når jeg sidst på måneden får min lønseddel.

Fremfor alt er det aldrig for sjovt, når man beder kommunen om hjælp!

 

 

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner fra bl.a. sit nuværende arbejde som specialpædagog. Sanne har tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

En kommentar

  1. Ulrika

    Så godt skrevet om et problem jeg selv oplever, dog et andet tema. Men det med at hjælpen burde ses som en investering, på sigt. Men alt er meget kortsigtet, og mange bliver tabt på gulvet i et system der mange gange er helt skævt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.