Overdosis i august 2006

Midtvejs på min vandring gennem min opvækst befandt jeg mig i mørke, dybe København, forvildet fra den vej jeg burde følge. Jeg kunne ikke finde fred i alt den larm, der var i storbyen og mine ord var væk. Mine skrevne ord havde ingen magt. Men det skulle de få nu, for det var en vigtig dag. Ikke positiv, men vigtig. Mange af mine tanker de sidste år havde i sandhedens gru været lortede, og nu i dag kom den største lort, jeg overhovedet kunne forestille mig. Chokket jeg ville forårsage hos folk omkring mig, og lorten var mit middel til at få mit liv på rette kurs, meget snart. Det skulle nok lykkes nu. Nu ville mit liv blive bedre. Der var lidt udfordringer og problemer, men ikke noget, jeg ikke kunne klare selv. Når først folk hjalp mig hen til bedre omgivelser med ro på landet, ro til mit rodede hoved, ville jeg få styr på småtingene i mit følelsesliv.

Jeg var alene hjemme nu. Det var godt. Det var skidt. Det var bedre. Det var svært. Umuligt at bestemme sig. Jeg græd ved tanken. Det var en dag med tåre med gråd på, sådan som de fleste dage efterhånden var blevet til, i denne daglige trummerum af elendigt humør, og bunker af triste tanker, kredsende rundt om sig selv. Der var ikke nogle, der vidste det, vidste dette om mig. Jeg havde prøvet at hviske om hjælp til nogle forskellige klassekammerater, og nogle få lærer havde set mig knække ret så meget sammen af stress. Jeg havde pippet, så højt jeg turde til folk, uden at komme til at skade dem, eller gøre dem bekymrede, og jeg havde oven i købet været til en psykiater for nogle år siden, men hun havde ikke fanget meningen med de små bitte, meget betydningsfulde ord, jeg havde sagt. Mine små pip. Pip, pip. Hjælp. Pip. Da jeg fik mod til mig og sagde, jeg gerne ville væk hjemmefra, foreslog hun efterskole. Jeg havde lige sagt, jeg ikke kunne fordrage jævnaldrende umodne møgunger uden substans og pli i livet. Hørte hun overhovedet efter? Var hun programmeret fra start af, som en skide thamagochi minicomputer til at tro, at alle unge mennesker ville blive lykkelig for et ophold på en åndsvag efterskole?

Til det meste af konsultationen var mine forældre der også, det var dumt, og de få minutter jeg havde alene med psykiateren, var ikke nok til at tale mig varm og tage mod til mig til at få sagt højt til hende, at jeg ikke kunne lide at bo hjemme hos mor. Jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme dette på kun 10 minutter, for sådan skulle en hengiven, artig og flittig datter da ikke være. Jeg kunne jo ikke sige, hvad det var, der var galt med mig og min mor, men noget ved mig fungerede ikke længere, og noget ved hende kunne jeg ikke lide. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme væk fra hende, alle indtryk i dagligdagen, min klasselærer, opgaver, lektier, sociale medier og væk fra København. Larm i mine øre!!! Rod, hjælp!!!! Jeg ville væk fra det hele, og det skulle gøres på en måde, der var skåret så tydeligt ud i pap, at pappet blev sprængt i luften til små selvlysende papirstrimler i neonfarver, så der ikke kunne være nogen tvivl om, at jeg ikke havde det godt. Ind til kernen, ind til benet. Spræng mit hoved af. NU. Psykiatrien virkede som min eneste løsning, for var man først der, tænkte jeg, at folk omkring mig ville begynde at tage mig alvorlig, og forstå mine behov for ro i dagligdagen. Det var en skæbnens dag, og denne tirsdag ville gå over i min videre livshistorie til evig tid.

De lå foran mig. En bunke Panodil som middel var alt, hvad jeg havde kunne finde på, der ikke så for voldsomt ud, på det ydre af min krop for, at komme væk og få mit dybeste ønske opfyldt: Om fred og ro, at bo på landet, skrive mine bøger, hest og glæde i livet. Dagbog, selvbiografiske romaner, og ikke mindst skrive krimier og thrillere, når der var kommet ro i mit hoved. Jeg var blevet thrillerforfatter i hjerteblodet i en alder af kun 13 år, da jeg havde forelsket mig tusind procent i Nina Portland-trilogien af Jens Henrik Jensen. Min sparsomme fritid gik med bøger og skrivning. Det var det, jeg skulle bruge mit liv på. At skrive er liv.

Mit liv i psykiatrien ville blive kort, de ville godt kunne hjælpe mig, det var jeg overbevist om. Næsten overbevist. Det ene øjeblik. Det næste blev jeg igen i tvivl. Mor var sygeplejerske og havde fortalt ting om psykiatrien, men jeg kunne ikke stole på hende. Jeg stolede aldrig på hende. Men hvorfor egentligt ikke? Hun var jo altid til at stole på, der var altid mad klokken seks om aftenen, uanset hvad og alt blev planlagt efter, at der skulle være mad klokken seks.

Jeg ville snart møde psykiatrien ”face to face”, den hårde kerne, gik jeg ud fra. De der Panodil- piger, som vi blev kaldt, totalt generaliserede i medierne, og vel også diskrimineret ude i den normale verden, der ikke forstod, de piger, der ikke bare lige forstod sig på livet. Læger og psykiatere havde travlt, det sagde de i TV-avisen ret tit. Jeg havde fundet en nødløsning til at komme væk. Der lå en anden ting på gulvet foran mig, en bog. Akut skadestue psykiatri. Der stod alt om, hvordan jeg skulle opfører mig, hvordan jeg skulle tale, der stod alt om sproget, det sprog jeg havde lært mig selv. Mere eller mindre. Nu skulle jeg til eksamen om få timer. Der stod alt om psykiatrien, jeg skulle vide lige nu for, at komme væk hjemmefra, væk fra mor, væk fra larmende København. Symptomer. Jeg kunne tage dem på mig, som en tyk frakke, måske en grå ulv, følte mig som et sårbart lam. Var det at lyve? Næ, tja, doh, vel ikke nej. Men min sandhed virkede ikke som nok, og som grund nok til at nogle folk og læger fra psykiatrien skulle hjælpe mig med at flytte. Men et livsfarligt højt råb måtte sgu da for hele hule helvede og satan da virke! Virke på et eller andet. Æd snegle, Mudderblods system!!! Psykiatrien var midlet. Målet var et forfatterskab.

Min mund blev våd. Små ting kom ned i den, i svælget og mange Panodil på en gang smagte altså ikke ret godt, det overdøvede kort smagen af rødvinen, jeg tyllede i mig. Det hele smagte af et snurrende hoved. Ingen skulle blande sig mere i mit liv. Ikke flere overskredne grænser. Mine vinger måtte baske. Jeg var flyvefærdig. Det her var den klareste måde, jeg overhovedet kunne udtrykke mig på, mine ord var væk, de havde mistet deres virkemiddel og betydning. Ikke ret smart at miste kontakt til selve konceptet om ord, taget i betragtning af, at jeg ville bruge mit liv på at skrive.

Tågerne begyndte at galopere, da alkoholen i blodet tog til i styrke og fik min hjerne til at syde af kaotiske forstyrrende tanker og snottet i min næse løb om kap, dråbe for dråbe, og våde øjne var en underdrivelse. Som om min sjæl og hjerne ikke var skæv nok i forvejen af stress, larm og det der var værre, kom jeg i tanker om en skide avisartikel, der vist havde stået i BT sidste vinter og beskrev at kun 5 % af dem, der tog en overdosis, døde af det. Sådan huskede jeg i hvert fald artiklen. Så risikoen for, at dette råb om hjælp skulle ende med døden, var minimal. Citater som, “Jeg vil ikke dø, men jeg ved ikke, om jeg kan leve dette liv” fyldte mine tanker, og jeg gav dem ret. Jeg ville ikke dø af det her, jeg ville have et andet liv. Men skulle jeg vælge mellem at dø eller fortsætte sådan her, så ville jeg kræftædmemig hellere dø.

Da der ikke var flere piller tilbage, måtte jeg træffe beslutningen om mit liv. Grøntsag. Risiko. Mobil. Men det var ikke svært. Der lå et telefonnummer på gulvet foran mig. Det var en nødløsning, jeg vidste ville virke. Jeg havde læst i lokalavisen, at der var problemer med at ringe til alarmcentralen, så jeg ringede lokalt i stedet, direkte til politistationen. Så kunne de søde, lækre og hjælpsomme strissere vel for pokker komme igennem til alarmcentralen. Det havde jeg faktisk dobbelt tjekket, spurgt far hvordan systemet virkede. Han fattede ikke mistanke. Han var jo vant til, at jeg spurgte om hans arbejde og tid i militæret, og at jeg altid gerne ville lære om politiet, våben, køretøjer osv. og jeg ville ikke nøjes med pæne bum brag kabooom fra Hollywood, det skulle kunne lade sig gøre i virkeligheden, nørdet, ægte. Jeg måtte vel indrømme, jeg godt kunne lide mænd i uniform. Tanken gjorde mig tryg. Men talte jeg nogensinde med far om livets problemer? Turde han det? Politiet ville sende en ambulance i en fart, de havde deres egen linje til alarmcentralen. Jeg blev bekræftet i, jeg godt kunne blive hentet af nogle store stærke gutter, der kunne svinge mig op på en båre og passe på mig. Men hvis de skulle svinge med mig, skulle de jo røre ved mig? Eller være tæt på mig? Hvorfor tænkte jeg på det nu, jeg var jo bange for mænd? Eller var jeg? Var det kun unge mænd, jeg var bange for? Ikke de hjælpsomme voksne mænd?

Snurretoppen i min knold tog gevaldigt fart nu, og den først omgang bræk begyndte at strømme ud af min kæft. Rødt og klistret som den rødvin, der nu ikke længere opholdt sig i glasflasken, men i min mavesæk og nu en sjat på gulvet. Faktisk havde jeg drukket en del i smug den sidste tid. Ikke store mængder, lille svagdrikker mig, men lige til at tage toppen af nerverne. Især den forrige weekend mormor havde været på besøg, havde jeg pimpet en del. Hun skulle hele tiden knevre op. Knevre om alt det vigtige, genboens dygtige børnebørn på universitetet, deres engelsk studier, fantastiske karakterer og med en indskudt bemærkning om, at hun ikke selv kunne et ord engelsk. Og knevre om intet vigtigt, at hun ikke orkede pudse vinduer om nogle måneder pga. roerne og sukkerfabrikken, der hvert efterår lagde et smogagtigt lag over Nykøbing F, og med endnu en indskudt bemærkning om at det stank, det kom prompte, og hun syntes, at der duftede bedre i det ydre af København, men at hun efter eget udsagn var for gammel til at flytte væk fra roerne.

Min næse var ligeglad. Roer hørte med til livet på Lolland Falster. Far kom fra Lolland, mor fra Falster. Jeg kom af roeland. Jeg kunne ikke gøre for begge mine forældre var deserteret og flyttet til dumme, bilos- stinkende og larmende- i -døgndrift København.

Mor kunne ikke fordrage mormors knevren. Det smertede mig så meget at se mor sådan. Se nogle små, bitte bevægelser i hendes ansigt, et lille ryk med hovedet, et svagt træk bagved øjet, jeg vidste betød, at hun ikke kunne lide at være i nærheden af sin egen mor. Jeg havde længe ledt efter det samme hos mig selv. Det var også stressende for mig og far at høre på mormors nytteløse ingenting. Det var yderst sjældent, hun sagde noget, min nørdede hjerne kunne bruge til noget fornuftigt. Jeg kiggede på min mobiltelefon og forsøgte at taste nummeret på det papir, der lå foran mig. Lokalpolitiet. Det var ikke helt til at finde ud af. Mine øjne fungerede ikke med så mange tårer, og snottet slimede sig til hver en afkrog af mit fjæs. Mit hoved dunkede, og jeg følte mig virkeligt fuld nu, og nu ville jeg gerne på hospitalet, famlende fingre eller ej.

For nogle uger siden havde mor også famlet sig frem en aften, jeg kom hjem fra mit fritidsjob som kassedame. Der stod et tomt vinglas og papvinen lå ned, den måtte være tom. Hun knevrede. Min mor. Telefonstikket til fastnetten var taget ud af væggen. Det var en fredag. Mor og mormor plejede at tale sammen fredag eftermiddag.

Jeg fik tastet et par tal til på min iPhone. Det havde været nemt nok at skaffe vodkaen for nogle dage siden i sprutforretningen, og en anden dag havde jeg skaffet pillerne. Jeg var ikke så torskedum, at jeg gik på apoteket og ind i en sprutforretning på samme cykeltur, med Panodil i den ene pose og en vodka i den anden. Det ville have været at kæfte meget højt op om “Se mig, se mig, jeg er ved at tage en overdosis, hjælp mig, inden jeg gør det, stop mig!” og det måtte man ikke, det var bare indgroet i min bevidsthed, at jeg burde være stille, lille, artig, flittig og ikke råbe op og gøre mig bemærket, så var jeg nemlig en dygtig pige, som mormor og mor gad tale med og til. Så havde mormor noget at prale med til sine veninder, at jeg var dygtig i skolen eller kunne male malerier eller noget andet, der i hendes øjne var godt, dydigt, artigt. Mor og mormor kunne ikke forholde sig til heste og mine forfatterdrømme. De to ting, der betød mest for mig, skød de ned. Som gråspurve med slangebøsser. Vi kunne godt tale om bøger, men det var noget, man læste, ikke noget man skrev, slet ikke i så ung en alder. “Du ved ikke noget om livet og følelser”, sagde de nærmest til mig, og man kunne ikke leve af at være forfatter, med mindre man var et stort navn, og man skulle sørge for at have en stabil indtægtskilde med et ordentligt job og uddannelse. Intet økonomisk uforudsigeligt. Nej tak, ikke her, faste rammer, evigt og altid. På nær når hvidvinsglasset var halvtomt og papæsken lå ned.

Jeg pissede i bukserne af skam, af druk og begyndte at råbe højt, at jeg skammede mig over at have ladet mig jokke på, jokket mine drømme i stykker, itu, og ikke have nogle andre ideer end dette dumme pillefis for, at finde fred og ro på landet til at skrive bøger og have en hest. Der var ikke nogen, der havde set mig nogensinde, ingen havde set mig og mine drømme, små råb om hjælp, så jeg ville gennemfører det her pillestunt, der var ikke nogen, der skulle stoppe mig. Jeg fik tastet et par tal på mobilen, så et mere, brækkede mig, afsluttede talrækken, græd mere, hylede som en stukket gris, der var en stemme i røret, gav los, brølede Janus fra klassen langt ned i helvede, at han skulle ødelægge mit liv og tale grimt om mit udseende. Jeg havde aldrig tænkt over det, han sagde, før han påpegede det og mobbede, jeg faldt sammen, klask på gulvet og jeg havde ikke flere kræfter tilbage. Jeg mumlede stille nu, min vejrtrækning blev meget hurtigt helt stille, en højere stemme lød i røret.

 

Så, nu har du læst første kapitel af min selvbiografiske roman Anorektikeren og papvinen… Du kan læse mere på min hjemmeside her og tilmelde dig mit nyhedsbrev