Godt Nytår

Godt nytår, alle sammen. Det blev en stille og rolig jule- og nytårsaften i vores lille familie. Min hund er ikke så begejstret for fyrværkeriet, og med min ptsd og sarthed er nytårsaften heller ikke ligefrem d...

Hjem, kære hjem

I dag er det fem år siden min bog blev udgivet. Og det har fået mig til at tænke og reflektere. ”Hvis du kan udgive en bog, så kan du da også tage en uddannelse”. Den hørte jeg ofte. Nej, det kan jeg ikke ...

Jeg er en velfungerende cyborg

Jeg ser to slags mennesker på de sociale medier, SoMe, og jeg sætter det lidt på spidsen i denne blog, provokere lidt. Dem, der bliver ensomme på SoMe, har de virkeligt forstået, hvad et online liv er? Dem, d...

Den svære accept af sig selv

Jeg har lidt af en krise, men skriver ikke dette for, at ville ynkes eller heppes på som sådan. Jeg håber bare, jeg ikke er alene med disse tanker, og at andre kan spejle sig, som jeg acceptere nu, at j...

Overdosis i august 2006

Midtvejs på min vandring gennem min opvækst befandt jeg mig i mørke, dybe København, forvildet fra den vej jeg burde følge. Jeg kunne ikke finde fred i alt den larm, der var i storbyen og mine ord var væk. Mine...

At skrive gav mig lyst til at leve igen

Tina har i seks år levet med ubehandlet borderline. Hun har været indlagt og selvmordstruet. Nu har hun skrevet sin første roman, Nordbyen Af Tina Wittendorff Mortensen. Foto: Privat Jeg har altid været li...