For 74 dage siden faldt jeg ned af min hems, som på daværende tidspunkt var mit ‘soveværelse’, og brækkede ryggen. Jeg kan ikke huske faldet, men kan huske at jeg havde så ubeskriveligt ondt at jeg skreg og hyperventilerede. Da ambulance-mændene kom bad de mig om selv at gå ned af trappen og ud til ambulancen, måske fordi de havde fået at vide at jeg var kommet op i min sofa selv, måske fordi de ikke troede der var noget galt, men jeg blev bange. Mine ben og fødder var slet ikke i stand til at holde mig oppe selv og selv den mindste bevægelse krævede så meget koncentration og fokus, at jeg ikke troede på jeg nogensinde ville komme ned af trapperne.
Ned kom jeg efter hvad der føltes som en evighed og vi kørte afsted til Holbæk Sygehus. Her stod der en masse og tog imod mig som jeg (igen) kom gående.
Jeg blev sendt til røntgen med en forventning om at jeg havde brækket ryggen, men billeder viste ingenting. Igen blev jeg bange, jeg kunne ikke bevæge mine fødder normalt, smerterne var ikke til at holde ud og hvis man så meget som bare aede mine fødder skreg jeg i smerte, det føltes som om de brændte indefra. Men hvis jeg ikke havde brækket ryggen, hvad var så galt? For noget var galt.
Lægen sendte mig i en CT scanner og her fik vi bekræftet at ryggen VAR brækket. Den øverste lændehvirvel var splintret og en flig var røget ind mod rygmarven og lavede et tryk på 50%, og ydermere var denne flig også ved at punktere rygmarven.
Jeg skulle opereres på Rigshospitalet, ligges på spineboard og fikseres og så skulle jeg smertedækkes.
En af sygeplejerskerne til at ringe til mine forældre, og min kom ind til Holbæk, far ville møde os på Riget.

Alt i mens jeg lå der med brækket ryg og vidste at jeg skulle opereres begyndte tankerne at florer i hovedet. “Kommer jeg nogensinde til at ride igen?” var den første tanke jeg tænkte, “Please, don’t take my wings away” bad jeg.

På Riget gik der en del timer før jeg blev opereret, det føltes som en evighed fordi jeg var fastende, måtte ikke drikke og når ja, jeg havde ondt. Men endelig skete det, og så vågnede jeg op med begge mine forældre omkring mig.
Kirurgen der havde opereret mig kom ind og fortalte at det var gået godt, men at mit blodtryk var faldet en del og derfor havde jeg hjertemonitor på.
Min far spurgte ham om hvordan udsigterne så ud i forhold til om jeg ville kunne gå igen, kirurgen var ærlig og sagde at det kunne ingen vide før der var gået nogle dage og jeg havde prøvet at stå/gå.
Om mandagen blev jeg opereret 2. gang og her indsatte de et aluminiums-bur der skulle holde sammen på den hvirvel der var splintret. Mit blodtryk var forsat lavt og da jeg vågnede var der en slange i min venstre side. De havde lagt et lungedræn fordi der under operationen havde været en hel del mere væske end de havde regnet med. Det kunne fjernes når der kun kom 50 ml i døgnet igennem det, på dette tidspunkt kom der mellem 6-700 ml.

Om onsdagen kom der to fysioterapeuter meget smilende og glade ind til mig. De sagde at jeg skulle op og stå, kan huske at jeg tænkte de måtte være gået forkert, “Har i hørt at jeg har brækket ryggen?”. Men de var gået rigtig og de mente at jeg skulle op og stå.
Vejen op og sidde gjorde mere ondt end jeg har lyst til at huske, men så snart jeg sad var det ganske fint. Så sagde den ene at jeg skulle rejse mig med hjælp fra den talerstol der stod foran mig. Jeg havde svært ved at få benene til at bære mig men så sagde jeg til dem at nu skulle vi op på hesten, og bum så stod jeg. Mændene spændte mig fast til stolen og ville gerne at jeg prøvede at gå, jeg smilede og sagde ja, men stod forsat stille. Han gentog sig og sagde “Og så skal du begynde at gå”, jeg grinede usikkert og sagde at jeg ikke kunne huske hvordan man gik. Ikke kan huske hvordan man går?? Say what, hvordan kan det ske efter kun 5 dage…
Først højre, så venstre, og nu gik jeg. Jeg synes det var fantastisk!
Og siden den dag har jeg gået mere og mere hver dag. Idag går jeg som jeg gjorde før, mellem 5-10.000 skridt.
Jeg blev udskrevet 13 dage efter jeg var faldet, med to krykker som hjælp til når jeg gik.

Jeg går til genoptræning en gang om ugen og tager ikke længere stærk smertestillende, men bedst og vigtigst af alt (for mig) jeg er tilbage på hesteryg!

Var idag ude på gården hvor jeg rider og skulle for første gang siden faldet op på ryggen af min part. Jeg havde egentlig tænkt kun at skridte men det kunne jeg ikke ‘nøjes’ med, så det blev også til et par runder trav.
Men for den hvor er jeg lykkelig og taknemmelig for at have fået mine vinger tilbage! Jeg har været så svine heldig at det ikke er gået værre, for fa’en da, jeg kunne være blevet lam eller værre.

Jeg skal sgu nok blive god igen, og hey jeg har jern i ryggen 😉

Det blev et halv langt indlæg om min brækkede ryg, jeg ville egentlig bare dele hvor glad jeg er over at jeg idag fik min vinger igen 🙂

Om Forfatteren

Jamen altså, jeg er bare mig, Zakia på 27 år. I journalerne står der en masse psykiatriske diagnoser heriblandt OCD, depression, paranoid skizofreni, borderline osv. Der står også at jeg er selvskadende i perioder, at jeg er misbruger og at jeg er spiseforstyrret. - Men jeg synes egentlig jeg er langt mere end blot nogle etiketter som nogen fremmede synes beskrev mig som person. Jeg vil ikke sættes i bås, eller defineres af mine diagnoser. Det samme gælder hvis jeg brækkede min arm; Jeg ER ikke en brækket arm, jeg HAR en brækket arm. Jeg har været en del af psykiatrien siden jeg var 18, så i 9 år pt. Drømmen om et bedre liv jagtes, og jeg arbejder for og mod min recovery. Xoxo Z

2 Kommentarer

  1. Ida Eowyn

    Ej hvor er jeg glad for du ikke kom “mere til skade” end at du nu kan ride igen… har selv mit ponydyr en dag om ugen 🙂 Det ville jeg bare lige sige, og dejlig beskrivelse af dig selv som forfatter/blogger. Knus fra Ida Eowyn… (Eowyn som betyder hesteglæde på oldengelsk 😉 )

    Svar
    • PayItForward

      Mange tak, jeg er også ovenud lykkelig for at det ikke var værre.
      – Årh altså, hvor fantastisk!

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.