For noget tid siden var jeg afsted og holde foredrag for brugere og personale på et botilbud, og det satte gode tanker i gang i mig, affødt af snakken om det med at blive rask.

Da jeg blev rask, mødte jeg udfordringer jeg på ingen måde havde forudset, i hvert fald ikke størrelsen på dem. 
Jeg var i systemet i 12 år, og det var 12 hårde år. Kort fortalt var det først da jeg selv tog ansvaret og hev ønsket om at blive rask helt ind til mig selv, at jeg kunne knokle for at blive rask. Indtil da havde jeg en forventning om at andre gjorde det for mig.

Psykiatrien og behandlingssystemet var en tryg base og jeg kendte det ud og ind. Og som med meget andet, så kan frygten for det ukendte ofte afspejle sig i den manglende gejst for at rykke sig.

I takt med at jeg blev mere og mere rask, skulle jeg også slippe systemet trin for trin. Og det var et kæmpe sikkerhedsnet jeg skulle klippe navlesnoren til, som både var trygt men også usundt. Det var virkelig ambivalent at bryde med den boble, for jeg vidste det var det eneste rigtige på sigt, men hvornår var det rette tidspunkt? Hvornår ville jeg være 100% klar?

Jeg nåede aldrig et tidspunkt hvor jeg var 100% klar. Jeg nåede aldrig en grænse, hvor jeg tænkte, at NU går jeg ikke tilbage.

Men jeg hoppede uden helt at vide hvorhen eller til hvad. Og jeg tænker det er som med meget andet vi støder på, at når vi tør tage chancer uden at vide resultatet, så er det vi rykker os.

Jeg skulle virkelig omlægge alt i mit liv, nu hvor sikkerhedsnettet var sluppet og jeg langsomt skulle finde ud af, hvem jeg var som mig og ikke patient. Når det ikke længere var faglige termer i en journal, lister med diagnoser, symptomer og reaktionsmønstre der bestemte hvem jeg var. Det var ikke længere andres ord, men tværtimod min egen mulighed for at klatte mit lærred til og skabe mit eget maleri.

Jeg greb heldigvis muligheden og landede så fint i mig selv. Jeg ELSKER mit nye liv, men det var ikke uden problemer at blive rask. Og det vil jeg skrive mere om det følgende stykke tid på min blog. Så følg med og lad dig måske inspirere. Om det er i dit eget liv, eller i dit arbejde med andres – velkommen til.

https://www.facebook.com/livudensygdom/

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er nu sjovt, det der med en teoretisk baggrund for alt det psykiske. Jeg var indlagt en årrække i 1990erne på Skt. Hans. Jeg havde læst lidt om psykiske sygdomme og psykologi. Da der ikke rigtigt var noget at tage sig til på afdelingen andet end trivia som kortspil o. lign., gav jeg mig til at studere mine medpatienter, og det, der her var det interessante, var forskellen mellem at have læst om det, og så at se det i praksis. Jeg havde i denne forbindelse mange aha-oplevelser, hvor der var ting, der faldt på plads, som jeg ikke før havde forstået. Det der med at studere medpatienter foregik for mig på to måder, dels gennem iagttagelse, dels gennem samtaler. Det kan udmærket lade sig gøre at få noget at vide uden egentligt at interviewe – man kan tale om neutrale emner, og derigennem iagttage, hvordan samtalen udformer sig, eller måske er ens samtalepartner optaget af et eller andet, måske i relation til behandlingen, som vedkommende har et behov for at meddele sig omkring. Jeg har derigennem oplevet mange fællestræk i de ting, folk fremfører, og billedet er desværre, at vi i et vist omfang står med en nødlidende psykiatri. Men der er nu også ganske mange, som virkeligt bliver hjulpet af behandlingen, og mange opnår at blive klogere på egen sygdom. Mange af de patienter, som har mange klager, er tilbøjelige til at overse det faktum, at psykiaterne ser et totalbillede af patientmassen, mens den enkelt patient i mange tilfælde kun ser egen sygdom. Det er en kendsgerning, at der er patienter, som ikke kan hjælpes, enten fordi behandlingen ikke virker som den skal, eller patienten lægger megen mangel på samarbejdsvilje for dagen, og i disse forbindelser er der ingen ende på alle de klager, der fremføres. Dertil kommer der så enorme forskelle på psykiatere, og på de billeder, de har af, hvad en helbredt patient vil sige. Der er afgjort psykiatere, der ser for snævert på det hele, men det er der sågu også patienter, der gør, og som skyder psykiaterne alle mulige skumle motiver i skoene. Jeg havde en psykiater for mange år siden, som sagde noget meget vigtigt, og det var, at den normale var fri til at rette sin opmærksomhed hvorhen og i den retning, personen selv ønskede. Jeg har selv oplevet megen tankeufrihed, og det er er stor ting for mig at have tankefrihed, og også det at kunne slappe af og have det rimeligt godt. At man dertil kan nå frem til at udvikle sig menneskeligt, og i forhold til viden, er for mig en helt fantastisk konsekvens af behandlingen. Så i det heldige tilfælde er der noget at komme efter i den psykiatriske behandling, hvilket man jo ellers ikke får indtryk af, når man hører på brokkehovederne. Det, så mange ikke forstår, er det forhold, at psykiatrisk behandling ofte består af et årelangt forløb.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Med hensyn til at blive klogere på, hvad årsagerne til psykisk sygdom egentligt er, er det interessant at notere sig, at vi herhjemme har en professor vad navn Thomas Werge, som arbejder på Skt. Hans, og som har forestået omfattende genetiske undersøgelser af patientmassen, samt af normalbefolkningen til sammenligning. Jeg har selv deltaget i denne undersøgelse gennem af afgive en blodprøve. Det idéelle ville naturligvis være, at der til én type sygdom var ét defekt gen, men intet kunne være mere langt fra virkeligheden. Man har haft brug for hele det store matematiske udtræk for at kortlægge multifaktorproblematikker, men det korte af det lange er, at man har fundet ud af nogle ting, og som test af resultaterne testede man disses forudsigelseskraft ved at undersøge generne hos 80 000 tilfældigt udvalgte islændinge, i den hensigt at få at vide, hvorvidt denne undersøgelse kunne sige noget om disse menneskers staus i forhold til psykisk sygdom. Og det kunne den i høj grad. Undersøgelsen var i stand til at udpege de personer, der havde en psykisk lidelse, og at skelne dem fra dem som ikke havde en sådan, hvilket er et meget tankevækkende resultat. Så man har fat i genetikken. Men hvad har man så fundet? Jo, man har fundet alt muligt, såsom egentlige genfejl. Men der er også et andet fænomen, som er værd at fremhæve, og det er det forhold, at visse gener forekommer i mange kopier på genomet, og at det har vist sig, at dette kopital har betydning for udviklingen af psykisk sygdom. Endvidere ser det ud til, at netop sådanne gener, som er relaterede til evner som kreativitet og tænkeevne, synes involverede i psykisk sygdom, og det er tænkeligt, at netop sådanne gener har været stærkt involverede i den evolutionshistoriske meget hurtige evolution af det moderne menneske. Vi betaler således en pris for en meget hurtig evolution af den menneskelige hjerne. Jeg vil her gerne gøre opmærksom på en radioudsendelse på Radio 247 med Lone Frank, hvor hun i udsendelsesrækken “24 spørgsmål til professoren” interviewer netop professor Thomas Werge. Jeg tror, at vi er mange, som meget gerne vil vide noget om, hvad der i grunden er galt med os. Jeg tror, at mange går rundt med den fornemmelse, at hvis der blot kunne rettes ved det og det tandhjul indeni hovedet, så ville alle problemer være løst.

    Svar
    • Arne Nielsen

      “Staus” skulle naturligvis have været “status”.

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.