Der kæmpes en kamp for at psykiske sygdomme sidestilles med de somatiske. Sætninger som ”Det ville du aldrig have sagt, hvis det var en person med et brækket ben”, hører vi ofte.
Jeg kan sagtens se hvorfor behovet for sammenligningen er så stor, og det her indlæg kommer ikke til at stille spørgsmålstegn ved vigtigheden af psykiatri, men mere måden det bliver fremlagt på. For jeg ser det som misforstået og kommer vi egentlig til at skyde os selv i foden på sigt?

Blogindlægget her har rumsteret i mit hoved et godt stykke tid, og det er udsprunget af flytningen af psykiatrien i Risskov til supersygehuset i Skejby, hvor psykiatrien og somatikken skal under samme tag.

Som tidligere psykisk syg, og med mange års erfaring med psykiatri og ikke mindst også somatikken med flere operationer etc bag mig, vil jeg prøve at bevæge mig ud på gyngende grund og lufte nogle af mine tanker om alt det her.
Psykiske sygdomme er nedprioriteret, det er tabubelagt og det er tys tys. Vi tør sjældent berøre emnet med en ildtang, og møder vi psykisk syge ændres tonen og mødet med mennesket bliver ikke altid i øjenhøjde, som var det en person uden problematikker af den karakter.

Psykisk sygdom står stadig printet som et handikap eller mangel på intelligens, ja listen med fordomme er mange. Og jeg VED, at der er brug for mere fokus og forståelse på området. Men når det er sagt, så synes jeg at behovet misforstås ved fx at slå psykiatrien og somatikken sammen på samme sygehus. For det er ikke samme kategori af lidelser, og behandlingen er vidt forskellig.

Da jeg selv var psykisk syg, havde jeg et desperat ønske om at jeg blev set på som syg på lige fod med en patient med kræft eller anden kronisk, fysisk lidelse. Jeg forsøgte at få folk til at forstå hvor slemt det var, ved at benytte den sammenligning. Vel udelukkende fordi at folk kan forstå det, uden at tænke ”du skal tage dig sammen”.

Det er smadder vigtigt, at vi ser på psykiske sygdomme med samme vigtighed og prioritering som de fysiske, uden tvivl. Men det hører sig ikke hjemme, at psykiatriske patienter skal under samme kliniske forhold som de somatiske. For er der noget der ikke gavner en psykiatrisk patient, så er det at blive stemplet som kronisk syg. Så bliver de mentale problemer fremmedgjorte og til en ”svulst” der kan fjernes – hvilket blot fordrer patienten yderligere til at overlade ansvaret til de professionelle og derved ikke tage del i egen helbredelse.

Jeg synes det er problematisk, at vi tænker det kommer til at løse den store boble af uvidenhed omkring psykiatri, ved at putte det i samme kasse som fysiske sygdomme. Jeg tror ikke vi er klar til at se sammenhængen af fysiske og mentale problemer – for jeg tænker det spiller sammen på måder vi ikke er klar over endnu. Og hvor er det ærgerligt, at vi i et forsøg på få råbt højt om alvoren af psykiske sygdomme, kommer til at gøre de psykiatriske patienter en bjørnetjeneste.
Vi ved hvor stor forskel det gør, om patienterne er i eget tøj eller sygehustøj, og personalet omkring dem ligeså. Det er ligeledes vigtigt med omgivelserne og tilgangen til sygdommene ikke mindst.

Det er et alvorligt problem, som desværre kun løses af magtfulde poster, hvis erfaring med psykiatri på gulvplan nok ikke er alverden? Om alt er, forsøger jeg nu at sætte lidt andre vinkler på, og forhåbentligt så lidt frø til eftertanke rundt omkring. For jeg har selv været hvor jeg synes sammenligningen var vigtig – men desværre misforstået. Og det var først da jeg smed forventningen om at andre kunne redde mig, at jeg begyndte at blive rask.

Det er spredte tanker, og det er nok ikke det sidste jeg skriver i den her retning. Men nu måtte jeg altså dele det med jer.

Følg med her , hvis du er interesseret i at læse mere fra mig.

Med ønske om en dejlig dag – Sidsel.

Billederne er fra et par af mine indlæggelser på hhv somatisk sygehus og psykiatrisk sygehus.

 

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

En kommentar

  1. Anders thingmand

    Ja, hvad har vi egentlig gang i? Endnu et super godt indlæg. Prøv at læs dette som er skrevet til Forum for eksistentiel psykologi og terapis debat arr d 7/11 2018.

    Her kommer vi bl.a. ind på netop det du beskriver her. Måske kan det inspirere dig til nye tanker og indlæg. Og ihvertfald bekræfte dig i at vi er mange professionelle der udemærket kan se hvor misforstået forsøget på at skabe en psykiatri i den somatiske medicins billede er.

    Der er mere info på eksistentielpsykologi.dk og andersthingmand.dk

    De 3 x 3 spørgsmål fra Forum til paneldeltagerne:
    1. Er det på tide at droppe den psykiatriske fagprofessions “monopol” og noget nær absolutte definitionsmagt i forhold til forståelsen af alvorlig, psykisk lidelse?

    a. Hvordan kan vi i så fald skabe en ordentlig og udogmatisk dialog om de forskellige forståelser af psykisk lidelse, måden vores hjælpesystemer er konstrueret på, og om forholdet mellem psykiaternes legitime ekspertise og grænserne for deres definitionsmagt, uden at det ender i skyttegravskrig og uproduktive fagkampe?

    b. Hvordan kan vi sikre bredden i en sådan dialog, så forskellige perspektiver og stemmer fra både psykologer, psykiatere, psykiatriske sygeplejersker og andre relevante professioner, samt fra politikere og ikke mindst dem, der selv er berørt af alvorlig psykisk lidelse, bliver hørt og taget alvorligt på respektfuld måde?

    c. Hvordan kan vi bidrage til at skabe en mere nuanceret og reflekteret dialog blandt politikere og andre med indflydelse på de grundlæggende rammer for området, så den politiske og offentlige debat ikke kun kommer til at handle om f.eks. flere penge til sengepladser og behandling indenfor det eksisterende system, men også om hvorvidt det eksisterende system overhovedet er hensigtsmæssigt konstrueret?

    2. Er det på tide at droppe de mange års forsøg på at skabe en psykiatri med forbillede i den somatiske medicin og dermed også at droppe forsøget på at forstå psykisk lidelse ud fra en grundlæggende biomedicinsk logik?

    a. Hvordan kan vi, i forhold til diskussionen om at psykiatrien økonomisk skal ligestilles med somatikken, sikre, at vi som samfund prioriterer tilstrækkelige ressourcer til området, uden at vi overdriver ligheder og ignorerer forskellene mellem psykisk lidelse og fysisk sygdom og dermed endnu engang forcerer en biomedicinsk tankegang ned over området?

    b. Hvordan kan vi stille de nødvendige, kritiske spørgsmål til den biomedicinske og tekniske diagnosetænkning med dens medfølgende begreber som ”psykisk sygdom”, ”symptomer”, ”behandling” og opfattelsen af psykofarmaka som specifikke former for “medicin” mod specifikke former for “sygdomme”, uden at det kommer til at lyde som om, at vi er ude på at negligere alvoren af folks lidelse eller vil berøve dem deres hjælp og bevillinger, som i det nuværende system ofte afhænger af, at man har en diagnose, der siger, at man er syg?

    Og i forlængelse heraf, hvordan sørger vi for, at det bliver muligt at holde et ikke-stigmatiserende resursefokus, hvor man hverken som hjælpsøgende eller professionel tvinges til at understrege og udpensle diverse dysfunktioner og tale om sygdom for at få hjælp og bevillinger fra systemet?

    c. Hvordan kan vi beskytte borgerne mod reduktionistiske forklaringer på deres lidelse og problemer? I dag kan det være svært eller umuligt at få hjælp uden fortællingen om, at man på én eller anden måde er syg, dysfunktionel eller har en kemisk ubalance i hjernen, hvilket kan have alvorlige negative konsekvenser for folks identitet og evne til selv at forholde sig aktiv og konstruktivt til deres situation, problemer og oplevelser.

    For ligesom at en reduktionistisk, psykologiserende forklaring af en depression, der i virkeligheden har en somatisk årsag som f.eks. en hjernetumor, udgør et alvorligt problem for det vi plejer at kalde “patientsikkerheden”, så udgør den rutinemæssige biologisering, patologisering og individualisering af psykisk lidelse også en reel fare for borgere, som har brug for psykisk støtte og hjælp.
    Det gør den, fordi man i dag, som borger der af omstændighederne er tvunget til at benytte psykiatrien, risikerer at blive patientliggjort på en vidtrækkende og indgribende måde, eller at ens børn bliver det, i det at lidelsen, problemerne og erfaringerne rutinemæssigt bliver dekontekstualiseret, omskrevet og reduceret til symptomer på dysfunktioner eller sygdomme i ens egen eller ens barns hjerne.
    I mange tilfælde skaber dette blot endnu mere afmagt, endnu mere fremmedgørelse, endnu mere isolation, endnu mere stigmatisering og endnu mere lidelse.

    3. Er det på tide at droppe betegnelsen psykiatri og i stedet skabe et mere helhedsorienteret og tværfagligt system, som ikke er opkaldt og defineret ud fra en bestemt fagprofession?

    a. Hvad skulle man kalde et sådant system, og hvordan kan man sikre, at det, trods et nyt navn, der signalerer en ny og bredere overordnet forståelse, ikke ender ud med alligevel at være domineret af en biomedicinsk tænkning og en klinisk og teknisk læge- og hospitalskultur, ligesom det nuværende system er det?

    b. Hvordan kan man skabe nogle beskyttende og hjælpende miljøer for folk i alvorlige psykiske krisetilstande, som ikke fremmedgør, institutionaliserer og patientliggør dem?

    c. Hvordan reformerer vi det nuværende system? Eller bør vi snarere arbejde på at skabe alternative tilbud, f.eks. nye former for krisecentre eller lignende med en anden form for kultur og et andet ikke- patologiserende sprog, og så give folk frihed til at vælge?

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.