At lære af udfordringer – selv døden.

At se læring i udfordringer, også dem der handler om død.

De sidste år har jeg lært utrolige og vigtige ting om at leve og ikke mindst om at dø.
Noget af det vigtigste er, at jeg skal lære af alt – også de svære ting. Dette giver mig en meget lettere tilgang til modstand, og gør at jeg nemmere kan handle mig ud af det og samtidig se det som en gave på den ene eller anden måde. Også selvom det kan virke meningsløst i situationen.

D. 2/8 – 2018 var det præcis 8 år siden min lillesøster døde med hendes veninde i en meningsløs ulykke. De blev 16 år og havde kun oplevet en brøkdel af de eventyr der ventede dem.

Jeg var på daværende tidspunkt meget syg, og tabet af hende gjorde det ikke bedre.

I dag ser jeg tilbage, og jeg vil kort beskrive noget af det som jeg har lært. Hvor meningsløst det end er, vil jeg aldrig kunne ændre på det fact at hun døde. Men det er mit ansvar, mit valg, hvordan jeg forholder mig til det og ser på det i dag. På trods af et savn der indimellem kan være så stort, at jeg har et hul i maven og hjertet, så har jeg lært helt utrolige ting af den pige og ikke mindst af livet og døden.

-Jeg har lært at elske – ubetinget. Den største kærlighed er den der ikke er afhængig af fejl, men elsker på trods.

-Jeg har lært at livet er kort, og kan stoppe hvornår som helst. Så det er spild af tid ikke at have det godt.

-Jeg har lært, at humor er utrolig vigtigt. At grine er forløsende, fantastisk og givende.

-Jeg har lært at jeg kan alt.

-Jeg har oplevet det værste der kunne ske, så jeg står stærkt og jeg vælter sjældent.

-Jeg har lært, at jeg aldrig bliver færdig med at lære. At så længe jeg lever, så vil jeg udfordre mig selv, tage på eventyr, suge viden og skabe mening.

-Jeg har lært om vilje, håb og drømme.

-Jeg har lært, at livet er for kort til ikke at tilgive.

… Og listen kunne fortsætte.

Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at sætte mig passivt og vente på at livet passerer. Jeg har drømme og jeg er slet ikke færdig med at leve, lære og lære fra mig. Min historie skal ikke tysses og gemmes væk. For det er mit ansvar at skabe en mening med den.

Jeg er taknemmelig for de 16 år jeg havde med den lille prut og jeg savner hende lidt ekstra meget i dag. Jeg ville ønske hun var her til at kramme mig og jeg kunne nusse hendes små, buttede fødder. Om alt er, har jeg hende tæt på i alt hvad jeg gør – kærlighed ser vel heller ikke døden som en begrænsning?

Må jeres dag blive dejlig. Og husk så lige at kramme dem omkring jer en ekstra gang og fortæl dem hvor meget de betyder.

Er du interesseret i at læse mere fra mig, så følg med her.

Billedet er af hende og jeg, fra julen 2009.