Ja, det spørgsmål stiller jeg nogle gange mig. Især når en af medarbejderne på mit bosted, vores sundheds/medicinansvatlige,den anden dag, efter en hård samtale med ham og min distriktssygeplejerske, en strejfet på ca.7 timer, siger at det kræver gensidig tillid og samarbejde at opbygge relationer. Men hvad nu hvis du har haft så mange relationer til medarbejdere på bosteder, psykiatriske afdelinger, bogstøtter m.m, at du ikke tør indgå i en relation, fordi du så mange gange har følt dig svigtet og forladt? Hvordan kommer man udover følelsen af, og frygten for, at blive svigtet?
Jeg er et sted i livet, hvor jeg efterhånden ikke magter nye relationer, fordi relationer er lig svigt. Så er det nemmere at holde paraderne oppe og afvise folk. For jeg bliver alligevel svigtet igen.
Dette gør også, at jeg til samtalen den anden dag, var vred, frustreret, ked af det, forpint. Ingen forstod, ingen lyttede, alle dannede deres egne meninger og vidste bedst. Hvorfor forstod de ikke, at jeg står midt i en depression hvor selvmordstankerne, som er der året rundt, men som i perioder eksploderer? Oftest styrer jeg dem, skal det siges.
Igår tikkede besøgssammendraget fra samtalen ind på Sundhedsplatformen. Her så jeg noget helt andet, der var skrevet ting der gjorde mine tanker til skamme. Øget selvmordsrisiko, aftale med bostedet om øget opsyn i en tid. Er det virkelig et sådan notat, der skal plante bare et lille frø, lidt tiltro til min sygeplejerske, mit bosted, i det kaos der er i mig for tiden? Muligvis, men okay tænker jeg.
Nu er det bare at tillade dette frø at suge næring til sig i form af at tro på omsorgen fra personalet, tro på at de vil mig, og af mine sænkede parader, hvor jeg lukker dem ind bag facaden.
Foto: Pixabay