Forandringscenteret vil have mental sundhed på skoleskemaet

Sundhed er ikke kun fysisk, men burde også omhandle psyken. Og så skal børn også lære om det. Det mener i hvert fald de to bagmænd bag det nye projekt Forandringscenteret – Mads Trier-Blom og Maja Dalgaard Pøhler. Outsideren mødte de to til en snak.

Af Victor Rentsch

Når man taler sundhed, med børn og unge i fokus, bliver der ofte talt om den fysiske del. Man skal spise sundt, bevæge sig en time om dagen, rygning er usundt etc. Men der er også en anden side af sundheden, nemlig den mentale del. Det er netop denne del det nye projekt, Forandringcenteret, gerne vil snakke mere om.

Maja Dalgaard Pøhler og Mads Trier-Blom.

De to, Mads og Maja, kommer egentlig fra hver deres side. Maja har en kandidat i psykologi og pædagogik fra RUC og har arbejdet med børn og unges sundhed de sidste seks til syv år samt været rådgiver i Headspace. Mads, der også er kendt under aliasset Linedanseren, har en mere brugerorienteret vinkel. Han er bipolar og har siden 2011 holdt foredrag omkring sine egne oplevelser samt været ansat i psykiatrien i region Sjælland. De fik egentlig ideen til Forandringscenteret tilbage i 2016, da de mødtes under psykiatritopmødet. Projektet har således været nogle år undervejs.

O: ”Så nu er projektet oppe at stå?”

Mads: ”Ja, vi skød projektet officielt i gang den 7/4/2018. Det bliver en stille opstart, da Maja er på barsel, men det passer fint. Ideen er, at det skal vokse organisk og sikkert. Så jeg bruger resten af 2018 til at finde midler til os.”

Vil gerne være bindeled mellem alle de gode tilbud, der allerede eksisterer
Tankegangen med, at det skal være organisk og bæredygtigt, går igen igennem hele snakken om projektet. Målet er ikke nødvendigvis at gøre det hurtigt. Det vigtigste for dem er, at det fører til en reel forandring.

Mads: ”Vi synes jo, vi har en fantastisk ide, men hvis der var nogen, der stjal ideen og lavede det for os, så ville det i princippet være meget rart, for målet er ikke, at vi skal leve af det, målet er at skabe en forandring.”

Maja: ”Vi vil egentlig gerne være facilitator, og ikke være endnu et tilbud. På den måde kan vi måske være en lidt mindre organisation, der kan være en samarbejdspartner, der gør de større organisationer bedre.”

O: ”Nu snakker I meget om, at det skal være, fra man er lille. Har I gjort jer nogle tanker om, hvilken aldersgrænse I vil sætte, hvor I vil starte henne?”

Mads: ”Jeg tror mere, vi tænker, at det der skal kendetegne os er, at vi har det der holistiske sundhedsfokus, og så håber vi over tid at komme til at lave forskellige projekter. For at svare på spørgsmålet, så afgør aldersgruppen, hvordan projekterne er skruet sammen. Så i princippet er det alle børn og unge og på sin vis også lidt de voksne, for de voksne skal jo kunne formidle det til børn og unge.

Forskellen på, når vi fortæller vores personlige historier, kontra når lægen fortæller, det er, at lægen appellerer til et vidensniveau. Så forstår jeg bipolar lidelse, hvad er det for nogle symptomer, hvor stor en procentdel er ramt af det. Ligesådan forstår folk godt, at sundheden har tre komponenter, på vidensniveau, men måske ikke på forståelsesplanet. Sådan som jeg definerer det, så er forståelse tit knyttet til oplevelser, måske ikke direkte, men så kender man en, der har oplevet det, og har hørt hans historie, og så forstår jeg, hvad det er, han oplever, og hvad han navigerer i. Den forståelse håber vi på forskellige måder at få givet videre, så folk får forståelsen af de tre komponenter, i stedet for kun på vidensniveau.”

Første projekt bliver deling af allerede eksisterende tilbud
Mads: ”Noget af det vi tænker som vores første projekt, i 2019, også for at være de respektfulde nye i klassen, er at dele de gode oplevelser, der allerede er i tilbud, på et forståelsesplan.”

Drivet i projektet består ifølge de to ligeså meget i deres nysgerrighed og ikke så meget i viden på phd.-niveau. Selvfølgelig skal projektet være fagligt funderet, men deres force er mere den sociale tilgang. De mener, at tiden nu er mere parat til et projekt som deres end for fem år siden. Maja nævner serien Skam, som fik kæmpe succes og viste mange af de problemer, man går igennem, når man er teenager, som en stor årsag til, at folk er blevet mere åbne. Ønskescenariet for dem er, at den holistiske sundhed kommer på skoleskemaet, men de er klar over, at deres udbredelse kommer til at afhænge meget af, hvilke samarbejdspartnere de får.

O: ”For at lege djævelens advokat lidt, tror I, der er nogle risici ved at lære børn og unge om de her ting så tidligt?”

Spørgsmålet skaber en frem og tilbage samtale mellem Maja og Mads. De er enige om, at det gælder om ikke at overbeskytte de unge, men snarere at vise dem, at der er flere nuancer i den mentale sundhed end blot at have det dårligt eller godt. De håber, at udbredelse af den holistiske tankegang giver et bedre sammenhold, og at man dermed bliver bedre til at passe på sig selv, men også at passe på andre.

Maja: ”Jeg tror, det handler meget om ikke at ride med på den her individualiseringsbølge, der har været, som Brinkmann er en eminent kritiker af. Jeg er selv fan af positiv psykologi, men jeg kan sagtens se, hvordan den kan være en undertrykkende kraft. Vores ambition er jo netop ikke at skulle skabe den her ”du kan, hvad du vil”-stemning, og på den måde understøtte det pres, der kommer. Vi håber at skabe den her mere holistiske og realistiske måde at forstå sig selv i verden på.”

Mads: ”Et puslespil er godt nok sørgeligt, hvis man kun sidder med én brik. Et puslespil er godt nok også sørgeligt, hvis man mangler en brik. Det gælder alle steder, at vi er en del af noget større, og at vi må tage det ansvar på os som mennesker og tage hensyn til den verden, vi er i.”

Recovery og peer giver håb
Adspurgt til recoverymentorer og peer netværk er de begge meget positive. De kan være med til at give håb til dem, der kommer efter dem, og de kan være med til at sætte fokus på nogle vigtige ting. Samarbejdspartnere har de ikke nogen præferencer til. De er meget åbne og tænker meget over samskabelse. I det hele tager virker projektet meget nytænkende.

Mads: ”Vi kan byde ind med noget andet. Som Maja startede med at sige: Red Barnet sidder i en anden position, de kan en masse ting, men er også bundet på nogle områder, og der kan vi forhåbentlig supplere hinanden. Forhåbentlig kan vi blive noget kit, der binder murstenene sammen.”

Maja: ”Ja, også fordi vi ikke kommer til at kræve ligeså mange ressourcer fra dem. Det ville være fedt at kunne skabe en ny type projekter, som de store organisationer ikke kan på egen hånd.”

Sundhedsagenter og crowdfunding
Projektet er stadig meget ungt, men man får fornemmelsen af, at det er gennemtænkt. De to stiftere er meget forsigtige med ikke at låse sig fast, men de er samtidig meget klare omkring, hvad de gerne vil opnå. Hvis man ønsker at støtte projektet, så er det bedste at blive det, de kalder Sundhedsagent. Det bliver man ved at melde sig til på deres hjemmeside, www.forandringscenteret.dk

O: ”Hvordan hjælper man jer bedst?”

Mads: ”Det bedste er at blive sundhedsagent, inde på vores hjemmeside. Så bliver man orienteret om, hvad der sker med os, og så kan man byde ind. Det vil også være værdifuldt for os at kunne sige, at vi har så og så mange sundhedsagenter, der følger os, når vi taler med folk om finansiering af projekter.”

Efter en god times snak om sundhed takker Outsideren af for denne gang. Det har været en snak med mange gode indfaldsvinkler og mange spændende indblik i projektets tankegang. Det skal blive spændende at følge projektet fremadrettet og se, hvordan det kommer til at gå dem, når de starter ”rigtigt” op i 2019.

Foto: Mikkel S, manipulation af Public Domain fotos samt “Sad about something”, stupidmommy CC BY-NC 2.0