Det følgende kan virke voldsomt for nogle læsere!

Jeg gnider forsigtigt et par gange hen over den hvide og nu også lidt røde forbinding på mit håndled. Såret indenunder svier meget. Jeg hiver lidt ned i mit sorte ærme på min Adids hoddie, så pigen ved siden af mig ikke ser forbindingen. Hun græder allerede, så jeg vil ikke freake hende mere ud.

Jeg sørger for at holde mit blik nede, så jeg ikke ser på hende. Jeg har ikke lyst til at se på nogen. Jeg bare lyst til at fortsætte med at skære i mit håndled. Min trang er vendt tilbage, og den her gang stopper jeg ikke! ”Men hvorfor tager jeg så ikke bare det barberblad, der ligger i min taske, og går ud på badeværelset, og gør en ende på det? Hvorfor er jeg sådan en tøsedreng?” Tankerne farer rundt i hovedet på mig. ”Nej! Det kan jeg ikke tillade mig at gøre overfor de søde sygeplejersker! Tag dig nu sammen! Nej, jeg må holde ud, indtil jeg har snakket med lægen! Hvis jeg er heldig kan jeg få ham eller hende overtalt til at lade mig gå, sådan at jeg kan tage ned på stranden og gøre det. Men er det nu også det, jeg vil? Er det ikke bedre, at jeg får hjælp, når jeg nu er kommet her? Men hvad nu, hvis de alligevel ikke har plads? Eller værre endnu, hvad nu, hvis jeg optager en plads, så en der har det endnu værre, ikke får hjælp, fordi der ikke er pladser nok?”.

Jeg løfter forsigtigt og vagtsomt blikket en lille bitte smule for at scanne rummet. Der er ikke så mange tilbage her på den psykiatrisk skadestue, som da jeg kom med personalet fra mit bosted. Kvinden, der sad med hendes mand og søn, er blevet sendt hjem igen med en recept og noget beroligende. ”Betyder det, at de ikke har så mange pladser? Det har de sikkert ikke, når klokken er tæt på midnat.” Ham, der hele tiden gik rundt, har været inde til samtale længe nu. ”Han skal sikkert indlægges. Så røg der en plads mere. Godt jeg kom før hende den anden, så er der større chance for, at jeg kan få en plads.”

Jeg sænker straks blikket igen, og griber meget hårdt fast om mit håndled, så det smerter i hele armen. ”Hvordan kan jeg finde på at tænke sådan? Hvad er der galt med mig? Hun har sikkert meget mere brug den plads, end jeg har. Hun græder jo, det gør jeg trods alt ikke.

Hold nu kæft, hvor er jeg et forfærdeligt menneske!” Jeg strammer grebet endnu mere.

”Hun er da det mest forfærdelige og frastødende menneske, der findes! Jeg forstår ikke, hvordan hun kan holde sig selv ud!” Lyder det ondt fra en af stemmerne i mit hoved.

”Mia?”

Jeg bliver pludselig revet ud af mine tanker. En ung kvindelige læge står ude i rummet, og ser skiftevis fra mig til den grædende pige. Jeg samler min taske op med lidt besvær. Alle de slag, jeg har påførte min krop tidligere kan mærkes, men jeg forsøger at virke så normal som ingenting. De må ikke vide noget! Jeg er så forvirret!

”Vil du med ind og snakke med mig,” spørger lægen sødt, og fører mig med ind i et af de velkendte og slidte samtalerum, som jeg efterhånden har befundet mig i så mange gange. Det giver mig en vis ro at være her. ”Men er det bare en falsk tryghed? Hvad gør jeg, hvis de ikke kan hjælpe mig? Vil jeg overhovedet have hjælp?”

”Værsgo at sætte dig ned,” siger lægen venligt, og sætter sig selv overfor mig i de polstrede men robuste træstole. Jeg lægger hænder i mit skød, og kigger ned på dem. Hvis jeg kigger op på lægen, bliver mine stemmer bare højere og sværere at styre. Mit ben ryster helt ukontrolleret, fordi jeg er så bange og forvirret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre? Jeg har lyst til at få hjælp, men det skal ikke være på bekostning af andre! Så er det bedre, at jeg gør en ende på mig selv!

”Nå Mia, har du lyst til at fortælle, hvorfor du er her i dag?” Spørger lægen i et roligt toneleje. Jeg kan mærke, hvordan hendes rolige ånd smitter lidt af på mig. Nok til, at jeg kan samle mine tanker til et svar.

”Jeg har det ikke så godt,” får jeg meget stille fremstammet. Jeg ser stadig ned i mit skød.

”Det kan jeg godt se på dig, men hvad er det, der gør, at du ikke har det godt? Er du plaget af stemmer?” Spørger hun trøstende.
Jeg nikker stille. Egentlig må jeg ikke sige det for dem, men jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil lyve, når det gælder så alvorligt et emne.

Vi snakker lidt om alle de unormale ting, jeg oplever, men jeg har ikke rigtig en følelse af, at lægen forstår mig. Det gør mig endnu mere utryg og bange.

”Jeg kan se, at du har skadet din arm, og du har da også lidt af et blåt øje. Har du skadet dig selv andre steder på kroppen?” Spørger lægen undersøgende. Jeg nikker, og ender med at vise resten af mine blå mærker frem.

”Har du også tanker om selvmord?” Spørger lægen venligt, men alvorligt. Jeg nikker igen. Jeg vil ikke lyve om det her, så jeg fortæller det som det er, at jeg har overvejet det kraftigt, og at jeg har et barberblad i tasken.

”Det er jeg ked af at høre, Mia. Vi vil rigtig gerne passe på dig, så der ikke sker dig noget,” siger lægen roligt. ”Vil du være med til at vi indlægger dig her i modtagelsen for natten? Der er desværre helt fyldt nede på afdelingerne, men vi har lige en plads tilbage her i modtagelsen.”

Jeg ser ned i bordet, og kan ikke lade være med at skamme mig. Hvis jeg har fået den sidste plads, så betyder det, at der ikke er plads til pigen ude i venteværelset, og hun så virkelig ud til at have det skidt. Men det betyder også, at der ikke er plads til alle dem, der kommer senere end mig. At lægen skal afvise mennesker, der kunne finde på at tage deres eget liv, fordi der ikke er plads. Kan jeg så virkelig tillade mig at tage den sidste plads? Men jeg har jo også overvejet selvmord? Har jeg det så skidt nok til at få en plads?

Da vi går ud i venteværelset, og jeg venter på, at få en stue, ser jeg, at der er kommet yderligere tre mennesker, som venter på hjælp. Jeg har fået en plads, så jeg overlever, men hvad med dem, der ikke er plads til?

Dette er fiktion, men minder om de situationer, jeg ofte har siddet i på psykiatrisk modtagelse, hvor man er nødt til sommetider at tænke egoistisk, for at redde sig selv. Grunden er, at der simpelthen ikke er sengepladser nok i Region Midt – her Aarhus. Havde der været pladser nok, havde læger ikke været nødt til at sende potentielt selvmordstruede og andre meget syge mennesker hjem, og folk som mig ville ikke føle sig skyldige over at skulle tage ”den sidste” plads. Jeg har selv prøvet at være den selvmordstruede, der blev sendt hjem, fordi der ikke var senge nok, og jeg har også ofte været den, der fik den sidste seng!

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Dette er et godt og meget relevant indlæg. Jeg ville ønske, at der var politikere – flere politikere – som ikke alene ville læse det, men som også ville forstå det i en sådan grad, at de fik gennemført varige ændringer til det bedre indenfor psykiatrien. Af og til er der angreb på psykiatrien, men ofte er situationen den, at det ikke er i psykiaternes magt at gøre det, de ved ville være det rigtige. Måske er politikerne bange for den del af folket, som kun har skattelettelser på hjernen, og som anser det psykiatriske område som spildte penge. Den liberale tankes idé er jo, at kun aktiviteter, der kan betale sig, skal være der, og selvom jeg ikke er liberalist, må jeg jo erkende, at samfundet ikke har økonomisk frie hænder. Det frie marked bestemmer jo værdien af vore penge, og vi skulle jo nødigt ende som Venezuela. Men indenfor det muliges rammer kunne det godt gøres bedre. Andre dele af sygesektoren (jeg kalder det med vilje ikke “sundhedssektoren”) har jo fået anderledes store midler tilført. Det psykiatriske område har jo været genstand for en meget stedmoderlig behandling, hvor midler er bevilget midlertidigt og med korte tidshorisonter, og omprioriteringsvanviddet har også her suget ekstraordinært bevilgede midler op, så at der i realiteten intet er sket, trods nogle politikeres gode hensigter. Det, der her gør det så svært at diskutere økonomi, er, at penge ikke bare er penge. Alle de automatiske mekanismer, der flytter rundt på pengene, er så indviklede, at al diskussion herom står magtesløs. Og det er med fuldt overlæg, at det er lavet sådan. Der er magtfulde kræfter, som ikke er indstillet på at ofre én overflødig krone på dette område, men disse kræfter vil på den anden side ikke stå frem og stå på mål for deres holdninger. I stedet bevilger de som-om-penge, som ikke eksisterer, og synes så, at de er fortræffelige mennesker, som kun vil det bedste. Og hvis det lykkes en politiker at skære gennem alt vrøvlet på vrøvlets betingelser, så kan vedkommende være sikker på i den borgerlige presse at blive udnævnt til at være en farlig og samfundsomstyrtende person. Politikere kan ikke fordrage, at andres begavelse trumfer alle deres snubletråde. Og i øvrigt er alle manøvrerne ikke udtænkt af politikere, men af embedsmænd og -kvinder, som der ikke engang eksisterer billeder af, og hvis eksistens ert ukendt af offentligheden. Og dé er skarpe i opfattelsen, i modsætning til de folkevalgte, da de jo er ansat på deres kvalifikationer. Politikerne er jo valgt på deres folkelige appeal, som jo er noget ganske andet. Vort politiske system er således udrustet med begge dele: folkeligheden og evnerne, og så burde alle jo være glade. Men kommer vi ikke sandheden nærmere, når vi ihukommer kriminalassistenten i Olsenbanden-filmene i Aksel Strøbyes skikkelse, når han siger, at der er sager, der ikke skal undersøges, fordi der er tale om kræfter, der er så enorme, at vi slet ikke kan forestille os det, kræfter, som ikke viger tilbage for eklatante lovbrud. Ministeren har jo forklaret den ivrige kriminalbetjent i Ole Ernsts skikkelse, at der er tale om en særlig slags politik, som hedder realpolitik, og så bliver det hele jo meget nemmere at forstå.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Jeg har erfaring med at blive indskrevet alligevel, selv om der mangler sengepladser. Så lå jeg bare på en briks på gangen.

    Derudover vil jeg sige, at der har været gange, hvor det ikke var sengepladsen, der reddede mit liv, men snakken. Hvis der var afsat ressourcer til at have en grundig snak med et kompetent og tværfagligt team, når jeg rammer bunden, så ville jeg sagtens kunne overleve mine selvmordplaner uden en indlæggelse. Det kræver et team, der ser og forstår dominoeffekten, og kan hjælpe mig med at sortere i mit kaos, der gør, at jeg jeg bliver så destruktiv, at døden ses som den eneste løsning. Et team, der følger op på mig og hjælper mig med at genkende sammenhængen mellem traumer/belastninger og symptomer, og giver mig redskaber til at takle det. Et team, der står til rådighed, når jeg har behovet, og ikke noget jeg skal henvises til med 3-6 måneders ventetid.

    For mig at se, halter det med forebyggelsen – hjælp her og nu efter de individuelle behov, inden folk knækker og bliver hjælpeløse. Var der det, så ville det ikke gøre noget, at der kun er få sengepladser.

    Svar
    • Mia Keller Jensen

      Jeg kan kun være enig med dig, Loucia! Hvis der var lagt en plan før, og hvis man havde haft mulighed for at tage ens problemer i opløbet, så ville det ikke være så stort et problem, at der ikke var så mange senge, for så var behovet måske ikke så stort.
      Men desværre er det, som du også selv skriver, sådan at forebyggelsesfasen halter, og i mine øjne er det fordi, at der er så stort et pres på psykiatrien, at det ikke er muligt at forbehandle, men kun se efter dem, der er allermest syge. Det er som om, at psykiatrien står i en situation, hvor det ikke er muligt at forbygge, fordi man hele tiden er fem skridt bag efter, og må sortere i, hvem der har allermest akut brug for hjælp! Og det er skræmmende!

      Så min pointe er i det hele taget bare, at der mangler masser af penge i psykiatrien for tiden! Jeg ved ikke, hvordan de bruges bedst, men jeg ved, at der er akut brug for ekstra hænder…

      Svar
  3. Rikke

    Og det er jo ikke kun region midt der slås med for lidt pladser. Supersygehuset i Slagelse, det kæmpe psykiatrisygehus der har kostet millioner, millioner og atter millioner af skattepenge mangler også pladser. En hel afdeling blev lukket efter blot 4 måneder, en afdeling for patienter medaffektive lidelser (depressioner/bipolare), som blev lagt sammen med en “almindelig” afdeling, så man Idag ikke kan sikre patienter med affektive lidelser den ro man, som læger, sygeplejersker, ssa’er m.m ville ønske de kunne give dem. De er sammen med råbende og udadreagerende patienter. Ydermere har endnu en almenpsykiatrisk afdeling været nede og skrabe bunden, tæt på lukning. Den er ved at starte op. Var der da de havde 6 pladser udad 17 kørende og ganske få faste personalet, mest vikarer.

    Hvad sker der for den danske psykiatri????

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.