Jeg vågnede op på et psykiatrisk afsnit. Jeg var ramt af psykosen. Den åd mit sind med fuld styrke. Jeg var ikke længere mig selv og kunne dårligt nok kende mit ydre jeg heller. Alt var forandret i denne verden. Omgivelserne var ikke mine og alligevel en del af mig. Jeg var syg, meget syg. Jeg lavede koder for at holde sammen på mig selv. Senere hen fandt jeg dog ud af at disse koder fik mig længere væk fra den virkelige verden. En af de mange koder jeg opbyggede i mit psykotiske sind var farvebetonet. Nogle farver var dårlige og andre var gode. Neonfarver var min fjende og jeg var ved at gå til over, at døren ind til mit værelse var tyrkis. Værelset var mit gemmested og ligeså snart jeg gik ud af den tyrkiske dør, så kom jeg til helvede. Sådan havde jeg det. Ude for værelset var alt mystisk og jeg kunne ikke gemme mig. De jordnære farver var gode og det var på sin vis heldigt at det var efterår. Bladene der faldt fra grenene på de høje træer var i de jordnære farver og gav mig en form for tryghed i alt det miskmask jeg levede i på det tidspunkt. Jeg kunne sidde i timevis inde på værelset og kigge ud på bladene det stille og roligt faldt af og lagde sig som en bunke af tryghed på de farlige mørke fliser udenfor vinduet. Den mørke farve gav mig kvalme og gjorde mig utryk. Alt andet her på afsnittet var i hvide nuancer. Jeg fik det gradvis bedre med tiden og lod mine indre koder for at overleve slippe mit sind igen. Nu er det efterår igen og jeg nyder stadig de jordnære farver, som pynter verden derude.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Kære Lene Bang!

    Selvom jeg ikke lige har haft den version, du dér beskriver, genkender jeg udmærket måden at tænke på. Jeg har også haft noget med farver, som i min psyke blev oversat til noget sprogligt. Til sidst kunne jeg “læse” farverne og få hele sætninger ud af det. Jeg udelader her noget, fordi det er en så privat del af mig, at det er mig ubehageligt at dele for meget ud af det til omverdenen. Det er meget modigt af dig at tale om noget så privat. Når man har psykose, er man så ubeskyttet. Den tanke har ofte strejfet mig, at man skulle have points for den kunstneriske udførelse af en psykose. Nogle har så rædderlige psykoser, at det i ingen henseende er noget at tragte efter, men min psykose var både tankevækkende, flot og elegant – selvom jeg er meget taknemmelig for at være blevet den kvit. Men det blev mig klart, at det at have en normalt fungerende psyke – så enkelt dette kan virke – er et enormt omfattende og intrikat samspil mellem en masse psykiske funktioner, som den normale blot er ganske uvidende om. Jeg oplever psykosen som det at få et kig ind i de mekanismer, der ligger bag vor psykiske funktion, et kig, som ikke er den person forundt, som ikke har oplevet en psykose. Problemet består i, at dette kig er ufrivilligt, og at det ikke slutter. Kun medicinen redder mig fra disse problemer.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.