Som en start ved jeg at dette emne er noget der skiller havet i to. Der er dem der er tilhængere af medicinen og mærker en reel effekt og så er der modstanderne som mener at medicinen er den rene gift og burde afskaffes. Jeg har befundet mig på begge sider men er nu en af dem som mærker effekten af medicinen og prøver at leve med de bivirkninger som medicinen desværre bringer med sig. Dette indlæg kommer lidt rundt omkring i forhold til medicin og til de mennesker jeg har mødt i psykiatrien i knap 11 år.

Når man i psykiatrien får diagnosen skizofreni så står lægerne klar og vifter med recepter på medicin med en lovning om at det hele nok skal blive bedre hvis bare man tager den lille ovale pille. De snakker om at medicinen holder sygdommen i skak og at medicinen sørger for at man står stabilt med fødderne plantet godt på jorden.
Den første prioritering er medicinen og åbenbart også den vigtigste brik i det her forvirrende puslespil. Tilbud om terapi står bagerst i køen og i nogle tilfælde er det helt umulig at få terapi i psykiatrien – ligemeget hvad man nu bøvler med.
Der er muligvis en ide i psykiatrien om at når man har en skizofreni diagnose, så er terapi ikke dét som rykker men tværtimod medicinen som gør alt arbejdet så man kan acceptere at sluge flere piller om dagen.

Jeg har igennem mine knap 11 år i psykiatrien fået medicin fra starten. Jeg har fået alt fra anti depressive præparater og til tunge anti psykotiske piller. Min skizofreni diagnose er først kommet senere men med flere piller. Mine samtaler med psykiateren eller sygeplejersken handler umiddelbart kun om medicin hvilket i sig selv er hamrende frustrerende når man ikke kan få tilbudt terapi til at få brikkerne til at falde på plads igen. Jeg tror på at der er rigtig meget som medicinen ikke kan fjerne og andre gange håber jeg på at den næste pille er en mirakelkur. Lægerne startede med at give mig 2 runde piller som skulle lette mit dystre sind og befri mig fra de lænker som trak mig under vandet. Da det kom på tale med medicin, havde jeg ærligt et desperat håb om at jeg ville forandres til et positivt og glad menneske med så bredt et smil at der ingen tvivl var om at jeg var forandret men det var desværre ikke sådan det gik selvom lægerne lovede guld og grønne skove.

Nu står jeg her knap 11 år efter den første pille som blev til mange flere. Det er stadig det samme udgangspunkt som det var for 11 år siden. Medicinen skulle redde mig fra selvmords-tankerne og hallucinationerne og gøre dagene lettere at komme igennem men det er desværre ikke virkeligheden. Jeg blev et forsøgsdyr som skiftede medicin. Jeg har prøvet flere præparater end der kan tælles på to hænder og hver eneste præparat kom med deres bivirkninger. Jovist nogle af bivirkningerne var til at leve med som fx. at ryste på hænderne eller have øget mundvand. Desværre var der også de tungere bivirkninger som tittede frem som fx. vægt øgning. Lægerne skrev flere piller på recepter som skulle fjerne bivirkningerne men for mig virker det næsten komisk at skulle tage medicin der ville hjælpe med skizofrenien og så en pille mere for at undgå bivirkningerne som medicinen bragte med sig.

Som skrevet i starten af dette blog indlæg så ved jeg at der er folk som er imod og nogle er med medicinen. Jeg har haft min tvivl om hvilken af siderne jeg skulle stille mig på. Mange taler om alternative behandlings muligheder men det er desværre sjældent man får tilbudt disse ting i den offentlige psykiatri. Jeg har desværre kun mødt psykiatere som er med for medicinen, dem som mener at det er det bedste våben mod sygdommen. bivirkninger er noget man må lære at leve med. Jeg har selv stoppet med medicinen på egen hånd, uden psykiateren og jeg er nød til at indrømme at det er et af de dårligste valg jeg har valgt hver gang. Nogle kalder medicinen for gift, noget der ødelægger sind og krop, noget der ikke er nødvendigt og så er der dem som står på den anden side som mener at medicinen er den bedste løsning og klart er det der giver mest mening.

Jeg befinder mig i et limbo hvor jeg har et ønske om at medicinen vil fjerne alt det som er “forkert” indeni mig. Jeg drømmer om en mirakel kur, at vågne op og være fri fra alle de dæmoner som spøger. Men jeg er også bange for det giftige og ødelæggende hvilket fører til skræmmende og meget virkelige tanker imens skizofrenien titter frem med spidse tænder og befaler mig til at stoppe med medicinen fordi lægerne har puttet noget i den som gør den giftig. Stemmerne snakker om at psykiatrien vil slå mig ihjel, at jeg ikke må snakke om den og at det bedste ville være at stoppe fuldkommen. Men jeg ved at hvis jeg stopper med medicinen at jeg så igen vil dykke dybt under vand overfladen indtil jeg er nød til at række hånden ud efter hjælpen og lige netop her står psykiatrien igen klar med en redningsvest, en slags billet ind på afdelingen med de kolde hvide vægge. De står klar med runde og ovale piller. Jeg tager medicinen selvom kampen indeni er uudholdelig.

I psykiatrien er der stor chance for at blive en slags prøve kanin hvor man prøver alt slags medicin indtil man finder det som virker mest optimalt. Først prøver vi den her lille grønne pille og hvis den ikke virker så er der da stadig 5 andre slags der ikke er afprøvet. Jeg har været igennem mange præparater og er heldigvis landet på det som virker mest optimalt. Når min psykiater tilbyder at ændre i medicinen så er der en del af mig der virkelig håber på at NU får jeg det godt, at jeg kun skal have medicin i en kort periode – ligesom når man får penicillin i en periode for at fjerne lunge betændelsen.

Jeg ved ikke længere om jeg er for eller imod medicinen. Jeg har forsøgt at leve uden og det blev til endnu mere kaos og mørke tanker men samtidig rammes jeg jo af de pokkers bivirkninger.
Medicinen står heldigvis ikke alene i mit tilfælde, der er støtte og omsorg og en masse samtaler på bostedet hvor jeg bor. jeg ved ikke om jeg stadig fumler rundt i mørket efter det der lille lys som kan vise mig vej igen eller om jeg har mistet kampgejsten. En del af mig er splittet mellem gift og mirakel kuren. Jeg håber at jeg en dag kan starte på et liv med minimal medicin men med mere kampgejst, et fremtidig liv hvor de mørke skygger forsvinder. Men jeg har accepteret at jeg lige nu har brug for den krykke som medicinen er. Jeg møder modstand men det er trods alt mig som skal leve med mørket og dæmonerne.

Det er og det bliver altid MIT valg.

En kommentar

  1. Mynthesommer

    Kære Charlie,
    Sikke en kamp du har været i gennem. Super vigtigt indlæg du har skrevet! Jeg forstår udmærket din ambivalens vedrørende medicin – specielt når man tager alle bivirkninger i betragtning – for dem er der uheldigvis oftest en god håndfuld af!
    Jeg er bipolar og har også vaklet i mellem samtlige præparater, der enten ikke har kunnet formå at holde tilstandene på afstand, eller som direkte har forværret dem. Nu får jeg endelig lithium, som er det første medicin, der har hjulpet. Dog er listen over bivirkninger meget lang. F.eks. er jeg på en kronisk antibiotikakur, så jeg ikke får slem acne i ansigtet. Selv på kuren skaller mit ansigt af dagligt. Jeg ryster så meget på hænderne, at jeg ligner en abstinent alkoholiker. Mine tænder, der for blot 11 måneder siden var kridhvide er nu “kaffeplettet”. Jeg får mange muskelsvigt, hvor mine arme og ben pludseligt spjætter umotiveret. Listen er lang.

    Modsat tør jeg ikke undvære lithium, da jeg ellers er til fare for mig selv i visse tilstande. Men ligesom hos dig er ambivalensen så aldeles til stede.

    / Mynthe

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.