Det er ikke altid let at skulle snakke om det, som man skammer sig over – men hvis man kan finde modet til at åbne op, kan det være, at det bliver lettere for andre at åbne op omkring det også? Men hvordan åbner man op for sådan et emne, som man egentlig helst vil holde for sig selv?

Jeg var bange for at blive rask 
Men jeg har noget, jeg tænker er vigtigt at få ud i offentligheden, noget som jeg skammer mig helt vildt meget over. En skam, som længe har holdt mig fra at indse, hvordan jeg bare hev mig selv længere og længere ind i min sygdom. Jeg turde nemlig ikke indse, at hvor bange jeg faktisk var for at blive rask!

Jeg husker, at noget af det første, som min behandler i OPUS sagde til mig, var, at han var helt sikker på, at jeg nok snart skulle blive rask. Jeg husker, at jeg havde lyst til at løbe grædende derfra. Hvordan fanden kunne han sige sådan noget? Nu havde jeg kæmpet så længe med min sygdom – kæmpet så længe for at komme ind i systemet og få hjælp, og så sagde han bare, at jeg snart var rask igen. I mine øre var det han sagde, at jeg sikkert snart blev hurtigt rask, og når jeg vat rask, så var der ikke mulighed for, at jeg kunne få mere hjælp. Men jeg har aldrig rigtig været ”rask” i mit liv, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive det, men jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at jeg fyldte for meget, og at folkene i OPUS ville gøre alt for at komme af med mig igen – sådan havde jeg nemlig tænkt hele mit liv. Så det endte med, at behandlerens udmeldelse gjorde, at jeg bare holdt endnu mere fast i min sygdoms titel!

Og desværre var det også noget, der kom til at præge mig gennem resten af mit sygdomsforløb – frygten for at blive rask! Jeg var så paranoidt bange for, at mine behandlere bare ville meddele en dag, at nu syntes de, at jeg var rask, og derfor ville de ikke længere hjælpe mig – og det måtte for alt i verden ikke ske, for jeg følte mig så syg, at jeg ikke havde den mindste tro på, at jeg kunne klare mig selv. Set ud fra mit perspektiv i dag, tror jeg heller ikke, at jeg ville kunnet have klaret mig selv, men på den anden side, så tror jeg heller ikke på, at der var en eneste af mine behandlere, der var i tvivl om, at jeg var syg. Desværre fik de det bare til at virke, som om de var i tvivl om det.

Jeg gjorde alt for at vise, at jeg var syg 
Denne tvivl gjorde, at jeg brugte rigtig lang tid på at kæmpe imod, når folk forsøgte at række ud for at hjælpe mig. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var syg, for det var jeg, men jeg gjorde ikke rigtig noget for at få det bedre. I stedet gjorde jeg faktisk alt for at få det værre. Alle tegn – selv det mindste – på bedring skulle straks udryddes og erstattes med et sår, der krævede behandling.

Det hele blev ikke gjort meget bedre af, at løb ind i et stort tvivlsspørgsmål omkring min diagnose. I den periode følte jeg mig meget syg, men jeg var også meget syg, men i den periode var der ingen hjælp at hente, fordi jeg blev sat mellem to afdelinger – P og Q. Og ifølge myndighederne og alt det der, så måtte ingen af dem yde hjælp, før alt var på plads omkring min diagnose.

Tvivlen drev min selvskade
I den periode var jeg så rædselsslangen for, at jeg ville blive afsluttet, at jeg virkelig gjorde alt for at overbevise alle om, hvor syg jeg var. Jeg sikrede mig, at min selvskade var så voldsom, at den krævede behandling hver gang, for så var der da i hvert fald ingen, der kunne komme og sige, at jeg ikke var syg – nu havde de da for helvede et synligt bevis.

Heldigvis faldt der ro på, men hvorfor denne tvivl og frygt? 

Heldigvis faldt hele tvivlen omkring min diagnose på plads, og jeg fik tildelt en behandler og læge, som for første gang arbejdede med mig på en måde, så jeg ikke længere følte det her store pres.

Men hvorfor er det så skidt at være syg? Stiler man ikke altid efter at være rask?

Jeg vil tro, at i mit tilfælde, har jeg været så skræmt for at blive rask, fordi jeg følte, at jeg havde et eller andet krav på at få hjælp. Jeg havde hele min barndom og ungdom kæmpet med en usynlig fjende, som havde tæret på min kræfter.

Diagnosen blev mit skjulested og min hovedpude 

Da jeg kom ind i systemet, havde jeg nået mit bristepunkt jeg havde ikke flere kræfter. Men så lige pludselige faldt den her fantastiske gave ned i mit skød – en diagnose, som jeg kunne gennem mig bag. En diagnose, som gjorde, at det var okay, at jeg ikke var som alle andre, og at jeg ikke kunne det samme som alle andre. For det var jo sådan, at det var. Jeg kunne ikke mere. Så derfor så jeg min diagnose som en gave. En meget tiltrængt sovepude, som jeg kunne bruge til at tage en lur med.

Men problemet var bare, at puden blev så blød, at jeg ikke ville af med den igen. Jeg vidste, jeg var syg – det havde jeg altid været, så det kunne der sikkert ikke laves meget om på. Jeg kunne slet ikke forestille mig en hverdag, hvor jeg var ”rask”. Derfor var min tanke omkring andres brug af ordet rask, at de bare ville tage min nye titel fra mig, uden at gøre mig rask. Min titel, der gav mig privilegere, som jeg havde så desperat brug for. Derfor måtte jeg for alt i verden ikke give dem en grund til at tro på, at jeg var rask.

Hvad så med i dag? 
I dag er jeg heldigvis ikke bange for at blive rask mere, for jeg har lært, at jeg ikke ”bare” vil blive smidt ud af systemet. Og bare fordi, at jeg har en god dag, betyder det slet ikke, at jeg er rask. Det tager lang tid at komme dertil, hvor jeg kan klare mig selv, og jeg har fået lovning på, at der vil være nogen bag mig hele vejen. Det var en information, jeg savnede meget i min tidlige fase af min sygdom. Her handlede det hele tiden om, at jeg havde så og så lang tid, for jeg lignede en, der snart ville blive rask.
Og det er sandt – mit sygdomsforløb har formentlig ikke været så turbulent som mange andres, og min prognoser ser måske bedre ud end andres, men derfor er jeg stadig syg, og jeg har stadig brug for hjælp. Desværre er det bare sådan, at der i dag ikke altid er ressourcer i vores psykiatriske system til at give os tiden. En skam, da jeg er bange for, at andre måske har det ligesom mig, og faktisk bliver mere syge af det pres, der bliver lagt på dem?

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Der er desværre en masse mennesker i dette land, som har travlt med at bagatellisere de lidelser, folk med psykiske sygdomme må gennemgå. Maximen “de kan jo bare tage sig sammen” er desværre gangbar i vide kredse. Problemet ligger i mange tilfælde i, at de klager, psykisk syge har at fremføre, ikke er ukendte af det store flertal – blot kender dette flertal kun problemerne i en form, hvor de er håndterbare. Mere eksotiske former for psykisk sygdom står de uforstående overfor, men de har som skatteydere ingen forståelse for, at samfundet skal bekoste hjælp til de ramte. Dertil kommer et meget ufornuftigt diagnosesystem, hvor lette lidelser blandes ukritisk sammen med meget alvorlige lidelser, tildels til ære for en medicinalindustri, som tilsyneladende har haft den indflydelse på diagnosesystemerne i den hensigt af få diagnoser, der passer til deres produkter. Hele denne problemstilling er ikke enkel, idet muligheden for medicinsk behandling er af største betydning for mange psykisk syge. Jeg har personligt gjort den erfaring flere gange, at der i medicinens virkninger lå større forståelse for min psykiske sygdom, end den, jeg kunne have opnået hos noget menneske.

    Det er forbundet med de største vanskeligheder at få kommunikeret til de brede lag nytten i at bekoste hjælp til psykisk syge. Dertil kommer så det forhold, at vi har set en enorm vækst i antallet af mennesker, som giver udtryk for at have en psykisk lidelse. Tildels ligger der vel også heri, at mange psykiske lidelser, som før gik under radaren, nu er blevet synlige, vel ikke mindst i forbindelse med, at kundskaber vedrørende disse er blevet udbredt i videre kredse. Muligvis er der sket ændringer i mønstret af psykiske sygdomme, men denne problematik er ufuldstændigt kendt. I tidligere tid var der mange lidelser, som man ikke rubricerede som psykiske lidelser, men man sagde for eksempel, at “hun døde af sorg over…”, eller man blandede religiøse motiver ind i det hele. Selve opdagelsen af psyken som fænomen og som realitet har nok haft konsekvenser for hvordan vi i dag ser på psykiske lidelser.

    Svar
  2. Linn Marie Agerley

    Kære Mia
    Du er ikke alene. Jeg har haft og har stadig tanker som dine. Af mange grunde. En af grundene er nok at jeg er bange for at blive syg igen, når jeg er blevet rask.
    Jeg har med årene lært at psykisk sygdom er noget jeg HAR, ikke noget jeg ER. Det har gjort en stor forskel. Man HAR et brækket ben eller influenza. Man ER det ikke. Bare det at ændre måden at tale om sin sygdom på, og ikke sig selv, skaber et nyt rum, hvor der er plads til at være noget andet end syg.
    Og dermed også plads til at blive rask.
    God bedring!

    Svar
  3. Lena

    Du har gjort dig mange fine tanker, Mia. Tak fordi du deler dem.
    Og jeg kan godt nikke genkendende til nogle af dem. Da min behandler under min første samtale i et ambulant tilbud sagde ”i psykiatri-regi er du et let tilfælde”, gik jeg lidt i panik. Det hun mente var, at der var al mulig grund til at forvente at kunne leve et normalt liv på sigt, med de sandsynligvis få begrænsninger min sårbarhed ville give. Men det jeg hørte hende sige var ”Du er for rask – vi kan alligevel ikke hjælpe dig”.

    Svar
  4. Loucia Annachanell

    Måske, fordi der følger et ansvar med?

    Da min angst forsvandt, panikkede jeg. Nu ventede der et normalt liv foran mig, men jeg var jo vandt til at have det skidt. Kunne jeg klare mig uden drama? Det kunne jeg ikke. Ikke i starten. Min krop skreg og jeg havde en stor trang til at fucke det op, bare så jeg kunne komme tilbage til det, jeg følte mig tryg ved. At blive erkleret rask betyder, at lykken nu ligger i mine egne hænder. Men det betyder jo også, at ulykken gør. Så er det mere belejligt at blive liggende, fordi så er det ikke mit eget ansvar, når det går galt.

    Tak for endnu et relevant indlæg!

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.