Min værste fjende…
er mig selv, mit eget indre, min egen stemme. Mit selvhad. For jeg hader virkelig mig selv og jeg forstår simpelthen ikke at der findes mennesker i denne verden, der gider at spilde tid på mig.
I mit eget univers er jeg ingenting, mindre end ingenting og jeg har ikke ret til at føle, mene eller mærke noget. Jeg har ikke ret til at være noget. Men så alligevel, allerindest inde er der en lillebitte stemme, der gerne vil noget andet. Der er et lillebitte lys, der forsøger at overleve midt i det stormende mørke, der er mig. En gang imellem kan jeg mærke en smule til det lille lys, en gang imellem tillader jeg mig selv at mærke noget, der er rart. En smule tryghed. Men det må jeg faktisk ikke, for jeg er jo intet. Og intet skal ikke være tryg.
Der er ikke plads til mig i mig. Der er ikke plads til mig i det mørke, der er mig. Men jeg skal jo være der et sted og jeg prøver. Og det gør ondt, ufatteligt ondt og det er en kamp, en evig kamp og nok uden en vinder.
Jeg kan ikke finde ud af det her med at være i verden, jeg kan ikke finde ud af det med at være menneske. Jeg kan ikke finde ud af livet. Jeg går i stykker, itu. Bliver revet fra hinanden af de modsatrettede ting, der sker i mit indre. Jeg må ikke være noget, men det lille lys vil faktisk gerne være noget. Det vil gerne have lov at føle, at være, at mærke tryghed. Men mørket vil ikke tillade det. Hvis lyset finder en smule ro, en smule tryghed og lader sin flamme brænde lidt mere stabilt overtager mørket igen og ødelægger det. Mørket sætter dagsordenen, mørket bestemmer.
Mørket fortæller mig at det er forkert at føle noget, for jeg er jo ingenting. Jeg er en opgave, jeg er for længst holdt op med at være et menneske. Jeg er en diagnose, et nummer, en ligegyldig ting. Men alligevel kan jeg ikke give mig lov til at falde 100% hen i den, for jeg vil jo stadig gerne være et menneske, et individ. Jeg vil gerne føle at det er okay at føle noget. Men følelser er forbudte og forkerte og farlige. De skal fjernes. De er ikke tilladte.
Når jeg en sjælden gang fornemmer en smule tryghed vil jeg gerne have mere af det, for det er rart. Men jeg tør ikke tillade mig selv at føle mere for tænk hvis det forsvinder igen. Jeg kan ikke koordinere min fornuft og mine følelser, mit selvhad spænder konstant ben. Det er så voldsomt, stort og konstant. Jeg hader mig selv for alt hvad jeg gør, for jeg kan altid finde fejl i det, jeg gør, uanset hvad det er. Jeg kan altid gøre det bedre eller anderledes.
Jeg opfanger alt og bruger det i mod mig selv, jeg forstår ikke at nogen måske kan se noget værdifuldt i mig. Jeg forstår ikke at de professionelle omkring måske rent faktisk gerne vil mig, for i mit univers er jeg den værste opgave, man overhovedet kan få. Jeg er det værste selskab på jorden og total håbløs. Jeg forstår ikke mine veninder, jeg forstår ikke at nogen mennesker overhovedet vil bruge tid på mig og da slet ikke, hvis de ikke bliver betalt for det.
Jeg forstår ikke at jeg lever.
Måske har min psykolog ret i at jeg har allergi over for følelser, for jeg kan slet ikke finde ud af dem. Jeg kan ikke finde ud af rigtigt og forkert. Jeg er så sindssygt usikker på alt, hvad der sker indeni mig. For uanset hvad er der intet, der føles okay. Men samtidig vil jeg gerne være okay. Og så begynder min indre kamp. For jeg må ikke føle noget og samtidig kan jeg ikke lade være. Jeg er jo for længst holdt op med at være noget, men jeg vil gerne være noget.
Min værste og eneste fjende i hele verden er mig selv og jeg kan ikke bekæmpe mig selv.