I den kommende tid skriver jeg essays om angst, terapi, kærlighed, alkohol, narkomaner, retten til at få børn og meget andet.

Alt er forklaringer og undskyldninger til mine to dejlige døtre, som jeg elsker mere end alt andet.

Lone, der er en vidunderlig ”Horsenstøs”, påstod fornylig, at mine essays til jer kommer til at fylde mere end 1000 sider. Altså hvis jeg beskriver alle de gange, jeg har udvist mystisk adfærd i meget beruset tilstand. Hun bliver naturligvis straffet for den elendige bemærkning, når vi mødes privat. Eller måske fortæller jeg jer, hvad jeg gav hende som øgenavn en enkelt aften for mange år siden…………….Næh, hun har jo ret.

Derfor snupper jeg en tidsmaskine, der trods alt virker på skrift, og sender mig tilbage til cirka 2015. Det er lidt usikkert, om jeg skal til 2014, men måske kan ejeren af Cafe 41 huske, hvornår vi mødtes første gang. Så kære Kirsten hvis jeg fanges i et forkert årstal, så send mig lige en besked via Facebook, så jeg kan komme tilbage til nutiden. Der er nok dem, der mener, at jeg ikke har lært af mine fejl, men jeg har simpelthen ikke styrke til en fuldstændig genoplivning af den periode af mit liv. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg så absolut ikke er veltrænet længere.

Men nu er jeg så i 2014. Vi er i slutningen af maj måned. Jeres bonussøster dengang afholder konfirmation i Løget Høj. Jeres fælles farmor opdager, at jeg snyder med en Cola. Tilfældigvis opdager hun den 3 litersdunk med vodka, som jeg fortynder colaen med. Jeg forklarer kortfattet, at den væske er blevet hverdag, efter jeg flyttede fra Horsens, hvorfor den sidste fornuftige gerning er gennemførelse af konfirmationen. BUM. BUM. BUM. BUM.

Tidsmaskinen røg lige ind i et uvejr af vodkaflasker og dunke med rødvin. Jeg prøver efter bedste evne at beskrive, hvad jeg så. Utydeligt ser jeg MIG sidde aften efter aften med alkohol på skrivebordet foran computeren. Jeg snakker stort set kun med et menneske. Han drikker vist også vodka. Vi taler et sprog, som jeg ikke har lært i skolen. Jeg evner ikke en afkodning af, hvilken sprogstamme det er. Forbandede tidsmaskine………Jeg ser billeder af mig kørende i en bil med en ung flot kvinde. Vi drøfter politik og alverdens andre emner. Hun er tydeligvis begavet, selvom hun tjener til livets udgifter som glædespige. BUM. BUM. BUM. BUM. Så skete det igen. Nu aner jeg ikke, om jeg stoppede i den periode med forsøget på at drikke mig ihjel, eller om det var inden.

Jeg undskylder med lettere tårevædede øjne, at jeg var så langt ude. I er langt mere værd end den tids ynkelige selvmedlidenhed.

Og nu prøvede jeg lige at slukke for den elendige tidsmaskine, men selvom der står i brugsanvisningen, at jeg ”bare” skal trykke på knappen delete, så tumler vi igen rundt blandt flasker og alt muligt andet bras, der ødelægger udsigten. ØSTEUROPA. Ja, jeg er i Polen for at finde en lejlighed. Jeg vil væk fra Danmark og fortiden. Jeg husker værtshuse med billigere øl og sprut end i Danmark, men det er altså heller ikke nemt at finde en billig lejlighed i land, hvor stort set ingen taler hverken dansk eller engelsk, så jeg kører videre til nye polske byer. Jeg ser lidt af byen Wroclaw. Jeg ser også lidt VM i fodbold på en sportsbar. Fejlagtigt hepper jeg på tyskerne, fordi de spiller underholdende. Jeg husker blikkene. Da det øvrige publikum, finder ud af, at jeg ikke er tysker, får jeg forklaringen. Polen har aldrig nogensinde glemt 2. verdenskrig. Den dag var jeg faktisk glad for at være dansker. BUM, BUM. BUM. BUM.

Tidsmaskinen er kaput. Jeg husker dog, at en bil går i stykker, hvorfor jeg returnerer til Danmark og finder en anden billig og brugt. Derefter kører jeg vist til Prag, hvor jeg parkerer bilen, som jeg derefter bruger en uge på at finde.

Det var på et eller andet tidspunkt i denne lidt kaotiske periode, at vi mødtes Kirsten. Stakkels dig. Jeg var garanteret en spidsbelastning, selvom jeg kun husker nogle gange, hvor jeg dukkede op på dit værtshus i meget beruset tilstand. Der var heldigvis ingen, der slog mig ihjel, selvom det var mit håb. I dag kan vi heldigvis grine af det. Og indrømmet så nyder jeg endda at snakke med dig. Måske bliver jeg en dag værdig nok til at skrive alle de historier, du har samlet sammen efter næsten 20 år som ejer af et værtshus. Måske inviterer du inden længe mig og kæresten på mad? Fremtiden kan man trods alt kun spå om.

Og kære chefpsykolog og adjungeret professor Nicole Rosenberg. Jeg venter simpelthen til næste essay med at fortælle om den alternative kognitive terapi, der forærede mig de bedste 3 år af mit voksenliv: Tiden kort forinden jeg flyttede til Vejle, hvor jeg så mine døtre hver anden weekend, og hvor jeg kun tog til Sydhavnen i Horsens og drak med flinke og hyggelige mennesker en eller 2 gange om måneden. Du mødte mig i øjenhøjde og var aldrig fordømmende, selvom jeg fik et par små irettesættelser. Du præsterede et mirakel.

Kære døtre. Næste gang sender jeg os alle 3 tilbage til den tid, hvor Nicole var min trofaste støtte og så vil jeg skrive lidt om, hvorfor min mor aldrig skal føle, at hun har svigtet, og så skal vi også have min elskede lillebror med. Og glemmer jeg noget, skyldes det kunstnerisk frihed og ikke en ødelagt hukommelse. Jeg kan foreksempel aldring finde på at drille lillebror med at namedropping er elendigt, og Jan Stage engang skrev en hel roman uden et eneste komma eller punktum. Jeg opdagede det heldigvis på side 42. Den kan du jo lige tænke over kære bror, hvis du må læse med på din søde kones facebookprofil.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.