Jeg mødte i 2002 en handicappet borger på min køreliste, som viste sig også at være pædofil. Han havde nogle krænkende billeder hængende på væggen i sin stue, og over sengen, hvilket chokerede mig. Han kommentar til billederne var, at “ja, børn er dejlige”. Jeg husker herefter, at jeg blev meget svimmel og måtte ud af lejligheden.
Jeg forsøger i dag at få et forlig med Københavns kommune, efter nogle voldsomme senreaktioner, og tanker om selvtægt. Sagen har varet i over et år, og ligger nu hos Ankestyrelsen. Jeg oplever en del stress, også selvom jeg hørte for nylig at manden er død.
Symptomer
Jeg ved at politifolk der sidder på opgaver der omhandler krænkende billeder af børn, må superviseres hyppigere end deres kollegaer, der sidder med andre slags opgaver. Det fortæller en veninde, der har arbejdet hos rigspolitiet. Det er især også nødvendigt, for at undgå at de begår selvtægt, fortæller en anden veninde mig. Hun arbejder i psykiatrien. Jeg så engang en politimand på TV, der var blevet syg og PTSD-ramt, imens han sad på sådan en opgave.
Jeg reagerer med en kraftig PTSD, selvom episoden foregik helt tilbage i 2002. Min chef anbefalede mig dengang ikke at gå til politiet, og meddelte på et personalemøde, at de havde besluttet ikke at gøre mere ved sagen, fordi at borgeren nok ville dø, under sin næste “by pass” operation. Jeg husker jeg begyndte at græde. Jeg fik herefter at tænke på, om man nu overså en pædofilring – og hvad med pigen på billedet ? “Saml benene” sagde jeg til min datter, da jeg kom hjem fra arbejde.
Jeg kan se i min ansættelsespapirer, at jeg på et tidspunkt bad om, at komme på nedsat tid, pga. stresssymptomer og begyndende hårtab. Jeg blev også truet med en fyreseddel pga. for meget fravær – og efter det med borgeren, blev jeg bedt om, at være mere “psykisk robust” i mit arbejde som handicaphjælper. Jeg gik som ufaglært medarbejder til 98 kr. i timen, og havde modtaget et par timers læring i psykologi på en workshop.
“Psykisk robusthed har ikke noget på sig , i det tilfælde du bliver eksponeret for krænkende billeder børn, har en ekspert i PTSD tidligere fortalt mig.
Behandling
Jeg har oplevet kollektive svigt, både før og efter den episode jeg nævner her. Jeg har stadig ikke fundet et behandlingstilbud, men ved at fagfolk forsøger med socialkognition. Forsøgene tilbydes idag kun mennesker med en skizotypisk lidelse, og ikke en paranoid skizofreni. Jeg er blevet afvist på traumecenter flere gange, pga. min diagnosebillede. Jeg har tilmeldt mig et mindfulness kursus, i Kulturhuset, men er lidt nervøs for om det vil overskride min psykose tærskel. (Det gjorde det, hvor jeg gik midt i timen).
Forstyrrelser
Sager om pædofili og overgreb, skaber nok ubehag – men det kan, som jeg også erfarer det, trække nogle ubehagelige spor med sig, hvis ikke man opdager det, eller behandler det. Det kan komme til at fylde i statistikkerne med flere seksuelle overgreb, mere vold og kriminalitet. Hyperaktivitet hos et barn, kan være et tegn på overgreb – det står der på socialministeriets hjemmeside. Der står også, at 3% af seksuelle overgreb på børn, begås af andre børn. Det har jeg selv oplevet.
Der står blandt andre diagnoser, en Borderlineforstyrrelse i mine papirer. Jeg er flere gange også blevet mindet om, at jeg har været samme med flere mænd, i forhold til min veninde. Ok, men bag ved det udsagn ligger en historie om overgreb, mobning, vold og svigt.
Har man været udsat for vold eller seksuelle overgreb i sin opvækst, eller senere, læser jeg, at man kan have svært ved at sige NEJ til sex, blive promiskuøs, og opleve at kunne blive voldelig selv (det meste af det, er også sket for mig).
Det var måske en mundfuld, men jeg håber mine omgivelser vil se, hvordan jeg stadig forsøger at placere et samsurium af trauma, som min tidligere psykiater kalder det. Jeg opfatter pædofili som en “orm”, der bør standses, med den rigtige støtte. Jeg krydser fingre, for et forlig med Ankestyrelsen.
(Jeg fik ikke et forlig, desværre ).
BH
J.E.
Billede: www.socialworker.com