Sorgen er stadig lige voldsom…
Få har selv oplevet det, de fleste forstår ikke det de få gennemgår…
Særligt ikke efter, som for mit vedkommende, 4 1/2 år efter.
25/9-2014 Modtager jeg en opringning. Jeg er til et arrangement den eftermiddag. Om hvad husker jeg ikke. Jeg husker, at min kæreste, min soulmate, mit et og alt, ringede om morgenen den dag.
Kommer du ikke her i formiddag? Jeg ved godt du skal til et arrangement…selvfølgelig skal du tage med, hvis du vil.
Om eftermiddagen, til arrangementet:
Min telefon ringer, Stig er faldet om med flere på hinanden følgende hjertestop. Han havde været uden ilt og kredsløb i ca. 40 min. Han var med udrykning kørt på sygehuset.
Aldrig har turen fra Odsherred til Slagelse været så lang. På sygehuset lå han i koma, koblet til en respiratoren. Det blev aften og jeg gik PAM, om jeg måtte være der. Min kæreste var døende og jeg turde ikke sidde i Odsherred , hvis han døde 9m natten. Nope, det var ikke et hotel. Nej, tænkte jeg, jeg var heller ikke en potentiel hotelgæst, men en kvinde på 40 i dyb krise.
Hjem kom jeg. Og efter en nat med minimal søvn, gik turen til Slagelse. Endelig fik jeg tilbudt en pårørendestue. Et par fælles venner var hos os på sygehuset i weekenden. De tog mig med ned til Kulturnatten. Men jeg tog hurtig tilbage. Havde været forbi Stigs lejlighed og hente tøj til hans sidste rejse.
Lørdag d.27/9-2014
Stig havde en stor hjerneskade. Selvfølgelig skulle han have fred. Respiratoren blev slukket ved 11-tiden om formiddagen. Stigs eget hjerte tog over…for en stund. Der var tid til en kop kaffe med mine forældre på en cafe . Kl.17.55, cirka , trak Stig vejret for sidste gang.
Hvor kom overskuddet fra?
Overskuddet til alt det praktiske omkring samtale m. Præst, bedemand, bisættelsen, snak m. Bobestyrer…
ærlig talt ved jeg det ikke, men ser det lidt som dyrisk instinkt, overlevelse. 3 uger…så knækkede jeg og to måneders indlæggelse på psykiatrisk afd. Fulgte. Blev udskrevet en uges tid før jul. Troede jeg var rustet til at håndtere tabet, bare nogenlunde. Men på rekordtid gik jeg fra 1 times bostøtte til 16 timer. Der fulgte et par måneders indlæggelse i april/maj måned m. Ect og følgende vedligeholdelsesbehandlinger m. Dette. Bosted, hvor jeg ud af 10 mdr. Var indlagt ca. 4. Herefter nyt bosted, hvor jeg er i dag. Jeg har ændret mig. Voldsomt temperament, særligt ved nye tiltag, afvisninger, følelsen af svigt. Social angst m.m
Idag…d.22/1-19
Jeg er indlagt på psykiatrisk efter en overdosis forrige mandag. Sorgen æder mig op indefra. Jeg har kanaliseret den ud, fundet årsager til at jeg har det skidt alle andre steder, men nu er jeg endelig blevet lovet en lidt længerevarende indlæggelse m. Psykologsamtaler indelagt.
Jeg håber og beder til, at dette kan give mig en oprigtig lykkefølelse, glædesrus over ting i livet, igen.
Det bliver en kamp.
