Charlotte Adserballe Dahl oplever, at ensomhed oftest bliver forbundet med, at et menneske er alene og oplever en krise ved denne situation. Hun mener, at for at komme denne ensomhedsfølelse til livs, gælder det om at opsøge sociale konstellationer, hvor samværet med andre mennesker kan være med til at afværge denne følelse. Som psykisk sårbar kan du opleve ensomheden i aspekter, der ikke har noget at gøre med socialt samvær.

Af Charlotte Adserballe Dahl

Vær åben omkring din sårbarhed
Det gælder for alle mennesker, at de fra tid til anden, eller måske endog konstant, oplever ensomheden trods deltagelse og samhørigheden med andre mennesker. Det gælder både i forbindelse med forhold, familie, kolleger osv. Som psykisk sårbar kan du opleve ensomheden i mange aspekter, som intet har at gøre med deltagelse i socialt samvær. Du kan eksempelvis opleve, at du kan have svært ved at forholde og indvie andre i dine tanker, følelser og bekymringer, som fylder dit sind. Blot tanken om at delagtiggøre dine omgivelser i din sårbarhed, og hvordan denne løbende måtte udmønte sig, kan måske afholde dig fra at betro dig til andre, og dermed kan der opstå en følelse af ensomhed, idet du kan føle, at du står alene med dette. Endvidere kan du have en grundlæggende frygt for, at såfremt du netop udviste tillid og inddrog dine relationer i dine tanker omkring din sårbarhed, ville de måske dels ikke kunne forstå dig, eller endog tage afstand fra dig og dermed holde mindre af dig.

Det er vigtigt, at du kommer over denne tilbageholdenhed, i hvert fald hvad angår dine nærmeste, hvilket kan skyldes flere ting. Du udviser ikke dine nærmeste den tillid, som gerne skulle være til stede i jeres relation. Såfremt din sårbarhed med tanker og følelser indeholdt i denne ikke tåler at komme frem eller bliver modtaget negativt eller slået hen, skal du overveje, hvorvidt du befinder dig i de rigtige forhold. Desuden går du måske alene med disse tanker, hvorfor de kan hobe sig op i dit sind og efterfølgende komme ud af proportioner, hvilket kan afstedkomme øget sårbarhed eller en konkret krisesituation. Når du indvier andre i disse, kan du opleve, at de bliver modtaget med forståelse og kærlighed, og desuden kan en tilkendegivelse fra modtageren om, at vedkommende oplever det samme eller lign. være med til at berolige dig og måske stoppe disse tanker.

Åbenhed giver den fulde indsigt i dig som menneske
Hvor meget, hvornår og hvordan du får tilkendegivet din sårbarhed og sat ord på er naturligvis en balancegang, idet din sårbarhed også kan indeholde aspekter af mindre selvværd, hvorfor omgivelsernes umiddelbare reaktion eller kommentarer kan være sårende i en grad, hvor du kan føle dig krænket. Det kan være irritation, aggression eller kommentarer som, at du altid er sart. Imidlertid vil du finde en balance og ofte kunne afkode dine nærmestes handle- og adfærdsmønster, hvorfor du dermed kan mærke, hvor åben du både ønsker og kan være. Du må prøve dig forsigtigt frem i forhold til din egen udvikling og ikke trække dig for meget ind i dig selv, såfremt du skulle være ude for at blive misforstået og dermed have fået krænket din integritet.

Omvendt vil din sårbarhed og din indsigt i livets nuancer ofte kunne indvie dine nærmeste om forholdemåder, som de ikke tidligere havde fået øje på eller havde reflekteret sig frem til. Det kan være en værdifuld gave, hvis du evner at danne mønstre, hvor du med din menneskelige og følelsesladet indsigt i sindet, kan dele dine overvejelser og indsigter med dine nærmeste på en for alle berigende og frugtbar måde. Samtidigt må du indse, at dine tanker, følelser og adfærd udgør dig som person, hvilket vil være den eneste måde, at dine omgivelser får det fulde indblik i dig som menneske og dermed også den kærlighed, der måtte være mellem jer. Dine tanker, følelser og i visse tilfælde også din adfærd, vil kunne anspore dine relationer til at få indsigt i, hvorledes dit velbefindende er, og hvorvidt du er inde i en mere eller mindre sårbar periode eller står over for en situation, hvor din sårbarhed kan komme på en prøve. På denne måde kan du bede om hjælp, således at dine nærmeste kan række hånden frem og hjælpe dig på vej og videre trods en svær situation eller periode i dit liv. Det åg, som du uvægerligt bærer på dine skuldre ved at være tavs, kan blive lettet, hvilket på længere sigt kunne gøre dig stærkere, idet du muligvis med hjælp fra dine nærmeste er kommet igennem en svær periode, og dermed er blevet styrket.

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

4 Kommentarer

  1. BagMitSmil

    Helt vildt godt skrevet🙂 det var som læse omkring mig selv. Dejligt evt at få en løsning på hvad man kan gøre, når det er svært at åbne omkring sin sårbarhed.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    I forbindelse med min egen psykiske sygdom, og dennes helbredelse, er den tanke undertiden strejfet mig, at den helt dominerende ensomhedsfølelse, som man kan opleve, og som kan være ganske uafhængig af, hvorvidt man er sammen med nogen eller ej, kan have sit udspring i, at man ikke hænger sammen som person. At ens enkelte psykologiske dele ikke kommunikerer ordentligt sammen. Jeg vil jo mene, at problemet jo på en måde beror på ens egen manglende evne til indlevelse i andre mennesker, og at man derigennem forholdes følelsen af ægte kontakt. Jeg har jo kunnet konstatere, at der er mennesker, der uophørligt taler om “menneskets ubodelige ensomhed”, som om dette var et for alle gældende grundvilkår, hvilket jeg bestemt ikke mener, at det er. Der kan forsåvidt ligge en pointe i, at disse mennesker netop mangler oplevelsen af ægte indlevelse. Det forhold, at min medicin har udraderet enhver oplevelse af ensomhed hos mig, har bestyrket mig i den opfattelse, at konstitutionel ensomhedsfølelse i virkeligheden er et sygdomstegn. På den anden side har jeg fra debatten herom her i bladet kunnet konstatere megen modstand mod denne opfattelse. Men pointen må da være, at hvis man kan komme af med ensomhedsfølelsen, så er det værd at tage det med. Der har været en del debat gennem tiden om, hvad man skulle kalde de forskellige tilstande, hvilket jeg altid har opfattet som en futil diskussion, idet det væsentlige må være, hvordan man har det med en given psykisk tilstand. Stigmatiseringsdebatten har medført en berøringsangst som efter min opfattelse er uhensigtsmæssig. Er det så slemt, at en given tilstand omfattes af vore begreber om sygdom? Hvis problemet kan løses, hvorfor så ikke få det med i beregningen?

    Svar
  3. Sz

    Er det ok jeg deler denne artikel på min blog?
    Har netop selv skrevet om min oplevelse af ensomhed, og så lige denne artikel…

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.