Fordømt, for hvor ville det være skønt, hvis vi alle kunne tage hinanden i hånden, danse og sige: ”Vi har ikke brug for en skranke. Vi har alle sammen lige meget overskud og overblik til hver en tid. Der findes ingen psykisk sygdom, ingen psykoser, ingen angst, ingen aktive cuttere, depressioner eller manier”. Men vi kommer nok ikke udenom at de ting eksisterer, og jeg tror heller ikke vi kommer uden om skranken. At den er der og at den faktisk kan have sin berettigelse – ja endda sine fordele.

Men hvad er en skranke? For mig er det et brunt og lakeret træmøbel. Men den kan også have udskæringer og mange mønstre. Der er mange udgaver af en skranke, men den har altid en funktion. På godt og ondt. Som det er med det meste, så er “kontekst” også nøgleordet her: Forskellige skranker til forskellige relationer.

Der er for eksempel den kantede og virkelig stigmatiserende skranke – hvor alt hvad du siger bliver brugt imod dig, eller hvor du bliver totalt ignoreret. Denne form for skranke har dog aldrig gavnet nogen. Heller ikke skrankepaven, tror jeg.

Og så er der den anden. Jeg har en temmelig tæt relation til nogle af mine kontaktpersoner, hvor jeg også er indviet i dele af deres privatliv – til tider næsten som om, at skranken ikke er der. Men det er på en god måde, for hvis lokummet brænder, så er skranken der igen og de kan hjælpe mig. Netop fordi de står på den anden side af skranken. Og det giver mig en vis tryghed at vide, at skranken er der – så længe den tilpasses den enkelte situation.

Det er faktisk også okay, at der er forskel på hvilken side af skranken du står på – så længe du bliver rummet, respekteret, og der tages udgangspunkt i netop dig.

En kommentar

  1. King of Nothing

    Tilføjelse til skrankeriet.
    At jo, skranken er der. Men måske er det tilfældigt hvad side du kommer til at stå på, og står på

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.