Er der andre, der oplever tomme huller i hukommelsen, pga. psykiske lidelser?

Jeg kan stort set ikke huske, hvad jeg lavede i fredags. Jeg er helt blank.

Da jeg i sin tid blev diagnosticeret med både angst, stress og depression (trekanten), fik jeg at vide, at hukommelsessvigt ikke var unormalt, og hukommelsen ville komme igen. Det har jeg så også oplevet.

Jeg må indrømme, at det skræmmer mig, ikke at kunne huske. Eller kun at kunne huske brudstykker. Jeg har oplevet det op til flere gange, og det er især, når jeg er presset, har et angstanfald eller er træt. Det værste, er de tomme huller. Hvad er der sket? Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg sagt?

Har I nogensinde været et sted, som I kendte, og så alligevel tænkt, hvor fanden er jeg henne? Eller hvorfor er jeg her? Hvad skulle jeg egentlig?
Det kan sende mig helt ud over kanten. Sætte hele alarmberedskabet i gang. Det kan være så invaliderende, at jeg føler mig lammet. Jeg kan intet gøre. Kan ikke få luft, kan ikke tænke, kan ikke være sammen med nogen. Blot ligge under dynen og have lyst til at skrige af frygt. Frygt for at blive tosset. Frygt for at glemme mig selv og mine nærmeste.
Jeg har oplevet demens og alzheimers på tætteste hold, og jeg frygter at jeg selv kan blive ramt en gang. Hvis jeg glemte min familie, min omgangskreds, ville jeg glemme mit fundament og miste mig selv fuldstændigt.

Er der andre, der kan nikke genkende til de tomme huller?

Kærligst,
Maria

Om Forfatteren

Jeg er 26 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg synes, at jeg her vil bringe tre forskellige ting/begreber/fænomener ind i debatten, som kan tjene til at få det hele til at stå lidt klarere. Den første ting er selve hukommelsen. Hjerneskader kan bevirke, at der slet og ret er hukommelsesspor, som er slettede. Dernæste er der genkaldelsesfænomenet, som jeg selv har problemer med, og som givetvis er involveret i demens og alzheimers. Det går ud på, at der er ting, som man udmærket godt ved, men som man blot ikke kan få fat på, når man står og skal bruge det. Der er her tale om, at der ikke er noget i vejen med hukommelsen, men at det er det at få det op i bevidstheden, der er problemet. Den tredie ting er fortrængningsfænomenet, hvor man på grund af indfundne traumatiske oplevelser forkaster husket materiale på en sådan måde, at det ikke er tilgængeligt for bevidstheden. Ofte er situationen den, at fortrængningen ikke kun omfatter det traumatiske, men som har en tilbøjelighed til at udbrede sig over det hele, så man ikke kan huske fra næse til mund. Jeg har selv oplevet dette. Og så er der måske en fjerde ting, som består i, at dagene flyder ind i hinanden, fordi vi gør de samme ting dag ud og dag ind, så den ene dag ikke er til at skelne fra den anden. Af disse grunde er der meget andet ved hukommelsen end blot og bart at huske eller glemme. Hele det psykologiske udtræk er inde over det hele.

    Svar
  2. Mit liv med angst

    Jeg kan sagtens nikke genkendende til det, du skriver.

    Jeg har selv været igennem traumatiske oplevelser, (det kommer i et indlæg), som gjorde at jeg fortrængte det.
    Hjernen er exceptionel, da den kan “lukke ned”; slette minder, så at sige, men også være i stand til at genkalde traumerne. Sådan har det i hvert fald været for mig.
    Men da traumerne igen dukkede op, skete der det, at angsten fyldte så meget, at min hukommelse blev svækket pga. følelserne. Jeg kunne ikke huske fra dag til dag, eller fra næse til mund, som du beskriver.
    Eller, det vil sige, jeg kunne godt huske. Men det var de ting, jeg allerhelst vile glemme.
    Så i en lang periode af mit liv, var min hjerne, min psyke og mit sind, mine allerværste fjender. Jeg hadede, at det havde magten over mig. Det styrede mit liv fuldstændigt. Og jeg følte, jeg var ved at blive sindssyg.

    Jeg lever stadig med traumet; jeg bearbejder det hver dag. Om jeg nogensinde kommer over det, ved jeg ikke, men jeg er fast besluttet på, at det ikke skal styre mit liv fremadrettet.

    Min pointe med indlægget var at sætte fokus på hukommelsen, når man – som mig – har angst. Hvordan sygdommen har påvirket min hjerne. Og mine tanker.

    I dag har jeg det sådan, at jeg kan mærke at stort set alle mine sanser er forstærket. Det er både godt og skidt. På den måde at forstå, hver dag er en kamp for ikke at lade de negative tanker og følelser styre, men det er svært; rigtig svært.

    Om der var andre, der kunne nikke genkendende til min problematik.. tja, det kunne godt være. Så derfor skrev jeg indlægget for at høre om andres oplevelser.

    Så jeg er glad for at du fortæller om de forskellige begreber og kommer med noget faktuelt. Det kan jeg i hvert fald tage med videre, og have med mig og arbejde med 🙂

    Svar
    • Arne Nielsen

      Nu er der jo også det der med fænomenet TID, som har det med at spille forskellige roller. Min mor begik selvmord i 1989, og det er mange år siden, og der er groet mos på det i den forgangne tid. Tiden er gået. Imidlertid er der en interessant ting vedrørende skizofrenipatienter. Undersøgere har gjort den iagttagelse, at det er som om tiden slet ikke går for denne patientgruppe. Konflikter, som var aktuelle for ti år siden, står lige så frisk i erindringen, som var de sket i går. Endvidere er der en lignende problematik for personer med det såkaldte kz-syndrom (som så vidt man ved er en af-art af PTSD-problematikken), idet disse personer kan få flashbacks til det traumatiske mange år senere end da det indtraf. Der gør sig nok også det gældende i denne forbindelse, at folks psykiske konstitution er forskellig, idet nogle er i stand til at rumme sådant materiale uden problemer, mens andre ikke kan håndtere det. Efter min opfattelse vil det være en fejlagtig tolkning at betjene sig af begreber som stærke og svage personer; snarere er der tale om, at der er bestemte psykologiske værktøjer, som nogle råder over, og andre ikke. Når man betænker hvor mange forskellige psykologiske værktøjer, man har brug for i et menneskeliv, er det ikke så mærkeligt, at der kan mangle noget i værktøjskassen – og desuden er vi forskelligt udrustet i forskellige perioder i livet. Som ung har man formentligt færre værktøjer at råde over, mens man som ældre har flere. Desuden er det min erfaring, at for nogle mennesker kan meget stærke moralopfattelser stå i vejen for en klar analyse af et problem, der ville lede til en lettelse af vanskelighederne; mange mennesker har en tankekategori, man kunne kalde “forbudte tanker”. Hertil er at bemærke, at tanker er toldfri, men at det jo forholder sig anderledes med handlinger eller udtryk for synspunkter. Ikke sjældent er der så intim forbindelse mellem tanker og det at give udtryk for dem eller at handle på dem, at mange mennesker har vanskeligt ved at adskille disse to ting, hvilket vel igen leder til kategorien “forbudte tanker”. Selve erkendelsen af, at det er en mulighed at internalisere tanker, dvs. at tænke dem uden at indvi nogen heri, kan for nogle være til hjælp. Men dertil kan det være en mulighed at have samtale med erfarne personer, som kan delagtiggøre personen med problemerne i værktøjer, som kan afhjælpe disse. For os mennesker er indlevelse jo en mulighed, som dyrene ikke synes at have, og som kan udvide paletten af måder, man kan gå til problemerne på.

      Svar
  3. Arne Nielsen

    I tilknytning til mit foregående indlæg kan jeg berette, at med hensyn til tanker, der indebærer vanskelige følelser, er der en problematik, der består i at adskille følelser og at begrænse disses omfang. Det gælder især skizofrenipatienter, men kan også gælde for personer, der deler personlighedstræk med skizofrene uden at være sindssyge. Jeg har behandlet denne problematik mere indgående i artiklen:
    https://outsideren.dk/2018/03/14/psykologi-i-relation-til-sindslidelser-hvad-fanden-snakker-manden-om/
    , idet det vedrører nogle dybdepsykologiske forhold som efter min opfattelse er interessante. Jeg må nok indrømme, at det ikke er nemt stof, men der er jo den mulighed at tage den ad flere omgange, og så ind imellem tygge på, hvad jeg beretter. God vind!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.