Der er stor forskel på de to bosteder, hvor Eisa Hunø Swierkosz har boet. På det første bosted blev hun behandlet som et barn og følte sig aldrig rigtig hjemme. På sit nuværende får hun hjælp, men bliver stadig set som et selvstændigt menneske.

Af Maja Skov Vang

Det er ikke, fordi Eisa Hunø Sweirkosz ikke er taknemlig for de fem år, hun boede på et af landets største bosteder, Thorupgården, der er en del af Center Nørrebro i København. Det er hun. Uden bostedet er hun ikke i tvivl om, at hun var blevet endnu en svingdørspatient på psykiatrisk skadestue. Men der var alligevel noget, der gjorde, at hun aldrig rigtig følte sig hjemme.

– Det sted, hvor jeg bor nu, føler jeg, er mit hjem. Thorupgården var mere en blanding af et hjem og en psykiatrisk afdeling. Personalet havde det med at gøre folk til babyer. Der var engang på Thorupgården, hvor der skulle være en fest, og så var der fandeme bestilt en ballonmand. Jeg var rasende. Jeg kom slet ikke hjem den dag. En ballonmand, er det ikke latterligt?

Det var ikke den eneste gang, at Eisa på 39 år oplevede at blive barnliggjort:

– Personalet talte også ofte til os, som om vi var børn. Der var eksempelvis morgenmad om fredagen, hvor man skulle spritte sine hænder af inden. Og hvis man så glemte det, så sagde de ”Det kan vi jo alle sammen komme til at glemme” i sådan et barnligt toneleje. Og det er bare sådan ’åh, de mener det godt’. Men det går ikke at tale til et voksent menneske, som om man var et barn.

Beboerne solgte joints
Der var også et andet problem, der gjorde tilknytningen til stedet problematisk. Inden Eisa flyttede på Thorupgården havde hun været indlagt i 21 måneder på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Hun fik flere diagnoser, blandt andet paranoid skizofren. I perioder har hun været misbruger af blandt andet hash, speed og alkohol. Det misbrug blev ikke mindre af at være på Thorupgården:

– Der var meget misbrug på Thorupgården. Folk kom og bankede på min dør og solgte joints. Jeg kom først ud af mit misbrug, efter jeg flyttede derfra. Det ville have været umuligt at gøre, imens jeg boede der, fortæller Eisa.

Der er også beboere, der ryger hash på Fogedgården, hvor Eisa bor nu, men fordi rammerne er helt anderledes, så bliver hun ikke påvirket af det på samme måde som før:

– Der er stor forskel på de to steder. Thorupgården minder lidt om ”Ondskabens hotel”. Nogle gange tænker jeg, at jeg kommer op til de der to tvillinger, der står og kigger på mig på gangen. Det er et gammelt plejehjem fra 1978, og det bærer det præg af. Alt er i én bygning, både kantinen, opholdsrummene og personalet. Det er meget institutionelt. Hvor Fogedgården er en helt almindelig opgang med lejligheder. Der er heller ikke kantine, og personalet er der kun fra klokken 8-22. Man kommer ikke hinanden ved på samme måde, og rammerne indbyder ikke til, at man kommer og banker på hinandens dør og eksempelvis sælger stoffer.

Jeg landede aldrig
Var du nogensinde utryg ved at være på Thorupgården?

– Der var nogle mennesker, jeg var utryg ved. Men jeg var ikke utryg, når jeg var i min lejlighed. Men der var en del mærkelige skumle mennesker. Jeg landede aldrig helt derinde. Ikke som jeg har gjort nu. Men jeg er også blevet mere robust med tiden.

Det var i 2011, at Eisa flyttede fra Thorupgården til Fogedgården. Det var en tilfældighed, at det var der, hun endte med at bo:

– Jeg havde altid tænkt, at når jeg skulle flytte fra Thorupgården, så skulle jeg flytte i en helt almindelig bolig. Men så var der en af de andre beboere, der spurgte, om vi ikke skulle tage ud og se på Fogedgården. Jeg kedede mig alligevel den dag, så jeg tænkte ”hvorfor ikke”. Jeg fandt ud af, at det var helt almindelige lejligheder. Jeg var vant til Thorupgårdens lange gange.

Hjemme er Nørrebro
Både Thorupgården og Fogedgården ligger på Nørrebro. Det var vigtigt for Eisa, at hun blev i den københavnske bydel.

– Jeg har boet på Nørrebro, siden jeg var 16, og det er her, jeg har hele mit netværk. Adressen på Fogedgården er måske ikke lige så fancy som Thorupgårdens, der ligger lige ved søerne. Men det er egentlig ligegyldigt. Bare jeg er tæt på mine venner.

Egentlig kommer Eisa fra Faxe Ladeplads, hvor hun boede med sin mor og stedfar. Men hun trivedes ikke med sin mors mand, så da hun gik i 8. klasse tog hun på efterskole og bagefter, som bare 16-årig, forlod hun provinsen og flyttede først til Frederiksberg med nogle venner. Siden fik hun sin egen lejlighed på Nørrebro. Her begyndte hun at slå rødder, selvom sindet svigtede engang imellem.

– Første gang jeg blev indlagt var i 1999, hvor jeg havde et selvmordsforsøg. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg har været indlagt 50 gange. Der var både pille-overdoser og alt muligt andet drama. Men det var også i mine 20’ere. Jeg er blevet mere rolig nu.

Kontaktpersonen er vigtig
Eisa er hurtigt til at sætte ord på, hvad der er vigtigst for hende på et bosted:

– Det betyder meget, at jeg har mulighed for at have et privatliv, og at jeg har det rigtig godt med min kontaktperson.

Forholdet til kontaktpersonen kan nogle gange være besværligt, fordi der er meget udskiftning af personalet på de bosteder, hvor Eisa har boet. Et vilkår, som hun har lært at leve med.

– Det er jo en lidt hård branche. Der kommer mange studerende fra socialog sundhedshjælper-uddannelsen, som man får relationer til, og pludselig er de væk. Sådan er det bare i den her branche. Men det vigtigste for mig er, at personalet er empatiske. Jeg ved ikke, om man kan kræve empati, men de skal i hvert fald have en interesse for det job, de har og de personer, de arbejder med. Og så skal de ikke tale dikke-dik-sprog. Jeg hader, når de siger ”Jeg forstår godt, hvad du mener”. For nej, det gør de ikke. De ved ikke, hvordan det er at føle, at man bliver jagtet af dæmoner. Personalet skal være forstående, men de skal ikke tale ned til beboerne.

Eisa fortæller, at hun er blevet private venner med to af sine tidligere kontaktpersoner fra Thorupgården.

– Det blev de efter, de havde været mine kontaktpersoner. Jeg plejer at sige til dem, at nu skal jeg også høre om deres problemer, så vi kommer ud over den professionelle kontakt. Så det kan godt lade sig gøre, siger hun med et skævt smil.

Kontaktpersonen er ikke kun til hjælp
I Eisas lejlighed har hun to værelser, et køkken og et badeværelse. Hun sørger selv for madlavning, men får hjælp til rengøring. Derudover sørger personalet for, at hun på ugentlig basis får den medicin, som hun har behov for:

– Derudover har vi ingen faste aftaler. Jeg har både en primær kontaktperson og en sekundær. De hjælper både til med det lavpraktiske, men de giver mig også noget socialt. Når jeg har fødselsdag kan vi gå ud at spise kage, eller få ordnet fødder eller tage en tur i Torvehallerne. Det var også min kontaktperson, der hjalp mig med at få hentet min hamster, som jeg havde købt af en person i Rødovre.

Eisa er skrevet op i flere forskellige boligforeninger, men hun har ingen planer om at flytte foreløbig. Dog drømmer hun om en bedre udsigt, end den hun har på 2. sal, hvor hun bor nu.

Artiklen har været bragt i Outsiderens Bostedsmagasin. Klik her for at finde alle vores trykte magasiner:

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

2 Kommentarer

  1. Lars Lottrup

    Jeg laver tit ballondyr til voksne. Det behøver ikke være et tegn på en børnefødselsdag. Et af de fedeste jeg jeg selv har været på var på en konference hvor der skulle laves ballon hatte og blomster til alle deltagere.
    Nogle steder skal deltagerne undervises i selv at lave ballondyr. Det er bestemt ikke let.

    En ballonmand er ikke nødvendigvis et tegn på en nedgørelse.

    Svar
  2. En Udramatisk Stemme

    Jeg har boet på Tranehavegård, som er under samme center, som Thorupgården. Jeg blev ikke behandlet som et barn, men det var recovery på personalets præmisser, de var ikke åbne for at tage hensyn til individuelle ønsker til støtten. De gjorde ikke noget for at forhindre, at jeg blev indlagt. De sagde, at jeg ikke skulle tage en indlæggelse som et nederlag, men det var ikke det, der var problemet med at være indlagt, problemet var miljøskiftet, som jeg fik det dårligt af. På det halve år jeg boede der, havde jeg tre indlæggelser, så da jeg ikke kunne klare at bo der, valgte jeg at flytte til et bosted med en anden ledelse, Hedelund. I de seks år jeg boede der, havde jeg en enkelt indlæggelse, personalet på Hedelund prøvede at løse problemerne, der hvor de var. Jeg var ikke specielt glad for at være der, men jeg undgik indlæggelserne. Der var rigtig mange, der ikke kunne klare at bo på Tranehavegård, men det så personalet som udtryk for beboernes sygdom og ikke som noget med den måde personalet støttede på. Jeg synes det er et problem på bostederne, at når der er noget man er utilfreds med, så kan personalet bare underkende ens opfattelse og sige at det er noget med ens sygdom.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.