Mennesker som har gennemlevet en Recovery – proces, kan ofte fortælle om et specifikt vendepunkt, som var afgørende for dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad mit afgørende vendepunkt var. Det var uden tvivl, da jeg blev student d. 22.6.2011. Det var første gang i flere år, hvor jeg bare gjorde noget, som var normalt for min alder – jeg blev student! Jeg husker tydeligt, da jeg kom ud fra den sidste eksamen og hvilket befriende sus der gik gennem min mave. Det var SÅ overvældende og en fantastisk følelse. Jeg begyndte fluks at græde, da jeg fik min hue på. For første gang i mange følte jeg en oprigtig GLÆDE. Det var som om, at de tågede vinduer, som jeg i flere år havde betragtet verdenen bag med et blev pudset. Dermed ikke sagt at alt bare siden den dag har været rosenrødt og mine dæmonerne uden videre pakkede sammen og skred fra mit sind. Men det var den dag, hvor jeg for alvor begyndte at stole på, at livet også kunne være godt. Stille og roligt.

Jeg må helt klart indrømme, at når jeg tænker tilbage på mine teenagerår, så bliver jeg ofte trist ved tanken om, hvad dæmonerne frarøvede mig og hvordan jeg pga. deres tilstedeværelse blev gjort til et alt for alvorligt og eftertænksomt ungt menneske. Noget som i den grad har gjort indtryk på mig er, hvordan jeg ikke bare selv led, men også under mine indlæggelser så andre mennesker lide. Jeg fik ofte nogle “syge”oplevelser, som var svære at dele med mine jævnaldrende veninder, hvorfor jeg kom til at føle mig anerledes og mærkelig. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg brændende ønskede mig, at mine kampe også “bare” handlede om kæresteproblemer, manglende tid til lektier osv. Derfor var det igen bare SÅ fantastisk, da jeg ligesom mange andre unge kunne sætte studenterhuen på hovedet!

Når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg er kommet så langt, så er det svært at give noget enkelt svar. Men jeg tror helt klart, det var afgørende for mig, at jeg var meget bevidst om at værne om “mig Sanne”. Jeg HAVDE en diagnose – men VAR den ikke, hvilket mange professionelle heldigvis  var rigtig gode til at støtte mig i. Derudover vil jeg både dengang og nu under ingen omstændigheder ynkes eller for den sags skyld behandles som et offer. Omvendt er jeg dog bevidst om at pga. mine “syge” ungdomsår, så har det været oplagt at se mig som et offer. Men det er jeg IKKE. Jovist har jeg haft meget at kæmpe med, men min erfaring er, at jo mere man har kæmpet og bakset med i livet desto stærkere og livsklog bliver man.
Som tidligere nævnt følte jeg mig anderledes end mine jævnaldrende i mine “syge år” og gør det et eller andet sted nok stadig den dag i dag, men jeg har prøvet at gøre det til en styrke i stedet for svaghed. Fx er jeg slet ikke i tvivl om, hvordan mine kampe mod dæmonerne i mine ungdomsår er en væsentlig grund til, at jeg er i dag er en dygtig pædagog og ikke mindst er nysgerrig på, hvorfor andre mennesker er blevet, som de er – herunder at tingene aldrig er sort/hvide og der altid er en intention bag en handling. Jeg er simpelthen blevet så fascineret af menneskets psyke og hvordan denne bliver påvirket af vores sociale kontekster. Denne fascination havde jeg personligt slet ikke opnået, hvis jeg blot havde haft nogle såkaldte “almindelige ungdomsår”.

Men andre ord: Intet er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget.

 

 

 

 

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner fra bl.a. sit nuværende arbejde som specialpædagog. Sanne har tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.