”Menneskets værdighed må ikke krænkes, men den bliver krænket, når mennesket holdes hen i fattigdom, umyndighed og indflydelsesløshed”

Sådan står der, når man slår definitionen af værdig op på ordnet.

Hvem ville ikke føle sig krænket på sin værdighed, hvis de var udsat for disse omstændigheder? Desværre er det bare virkeligheden for rigtig mange psykisk syge mennesker.

Det gruer i mig, at man kan lade folk leve sådan. Hvis man ikke har indflydelse på, hvordan ens liv skal leves? At man lever i konstant fattigdom?

Jeg lever af uddannelseshjælp, som tidligere hed kontanthjælp. Jeg ved, at mange mener, at jeg er en samfundsnasser, men de har ikke hørt, at jeg faktisk er ude af stand til at varetage et job. Bliver jeg for presset, forsøger jeg at begå selvmord. Det er ikke bare bluff, for det er sket mere end en gang, at politiet måtte hente mig op af vandet.

Jeg lider af skizofreni. Det er bestemt ikke nemt. Det har krævet en del indlæggelser på psykiatrisk hospital, så jeg ved præcis, hvordan indersiden af psykiatrien ser ud. Jeg er heldigvis aldrig blevet umyndiggjort, men jeg har set rigtig mange, der er blevet lagt i bælte. Alle deres rettigheder er taget fra dem, fordi de er for pressede af systemet. De kommer ind til alle os andre, og her bliver vi opbevaret på afdelingerne. Vi bliver fyldt af medicin, så man fysisk ikke kan være psykotisk længere. Der er ikke tid til andet. Og personalet løber alt, hvad de kan, men de er simpelthen for få. Og så er det ikke tid til den stille pige på værelse 10. Hun passer sikkert sig selv.

Men det er ikke kun afdelingerne, der er pressede i bund. Jeg er før blevet presset ud i en situation, hvor jeg følte mig yderest indflydelsesløs. Jeg fik skiftet diagnose, men ingen fulgte rigtig op på mig. Jeg fik lov til at råbe og skrige om, at jeg havde brug for hjælp under processen, men jeg havde virkelig ingen indflydelse.

Jeg havde brug for, at der var nogen, der fulgte mig på siden, imens jeg stod mellem to klinikker. En, der hørte på mig. Det var der bare hverken tid til eller overskud til. I stedet endte det med, at jeg fik lov til at selvskade, indtil jeg var lige ved at forbløde, og tog på psykiatrisk skadestue.

Alle fortjener en værdig behandling. Om man mødes til et møde, eller om man er indlagt. Ingen fortjener at få krænket sin værdighed, for det knækker mennesker. Jeg knækkede næsten selv, da jeg ingen indflydelse havde. Men jeg er her endnu, og jeg vil være med til at kæmpe for en #værdigpsykiatriforalle.

Alle, der har været i kontakt med psykiatrien ved, at den er presset. Det går ud over alle i psykiatrien. Men det går også ud over Hr. og Fru. Danmark. Hvis lille Alexander har slugt et stykke lego, og Hr. Danmark ringer efter 112, er der måske ingen, der tager telefonen. De er nemlig i gang med at redde tre selvmordsturede psykisk syge mennesker.

Det går ud over alle, hvis vi ikke snart vågner op som samfund, og hjælper psykiatrien. Så lad os for alvor stå sammen, så vi kan få en værdig psykiatri, hvor der er tid og plads til alle! Andet kan  vi ikke være bekendt!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.