Det er sommer, det er varmt og det kan være et helvede for os der selvskader eller tidligere har gjort det – lidt som meget.

Jeg begyndte først for 4 år siden at gå med bare arme. Det kom ikke fra den ene dag til den anden, og det er først inden for det sidste halvandet år at jeg ikke længere er hæmmet af tankerne omkring mine ar.

Da jeg var selvskadende var det min største hemmelighed og jeg gjorde alt for at skjule mine sår og ar. I starten kunne det dækkes af armbånd, og det blev så et tørklæde om håndleddet, så blev det langærmede trøjer hele året rundt og indimellem sådanne arm-varmere, så jeg havde mulighed for at have t-shirts på, men hvor mine underarme var dækkede. Jeg fortalte de nysgerrige, at jeg havde udslæt på armene der ikke kunne tåle sol.

Jeg har stort set kun skåret mig i underarmene, fordi jeg en dag troede jeg kunne få arrene fjernet. Dette var ikke en mulighed, men i dag har jeg (næsten) kun ar på underarmene, hvilket jeg på sin vis er rigtig taknemmelig for – det gør det bare lige nemmere at forholde sig til.

Men ikke desto mindre tror jeg at mange selvskadere kan nikke genkendende til sommer-issuet…..

Som skrevet, tænker jeg ikke over det mere. Og dog! For blot to år siden tænkte jeg hver morgen min dag igennem, så jeg kunne planlægge min påklædning efter hvor jeg skulle hen.

Korte ærmer var for mig no-go hvis jeg skulle være tæt med andre mennesker, hvis de skulle se mig i øjnene. Som fx ekspedienter i en butik, hvis jeg skulle på restaurant, hvis jeg skulle mødes med bekendte eller nye bekendtskaber. Alle steder, hvor jeg på den ene eller anden måde skulle interagere med personer der ikke kendte mig, fordi arrene altid gav et førstehåndsindtryk jeg på ingen måder kunne forene mig med som Sidsel i dag.

Jeg har ikke været selvskadende i 6.5 år, så det er ikke fordi jeg har friske ar længere, men det gør stadig enormt indtryk når man ser arme som mine – og det forstår jeg.

I dag har jeg kun langærmede på når jeg arbejder med børn, hvilket jeg indimellem gør som vikar i en vuggestue. Jeg ønsker ikke at forældrene skal være utrygge ved at overlevere deres barn til en vikar i vuggestuen. Desuden fylder det også i mig, når jeg skal møde nye venner eller ja, selvfølgelig på dates eller når jeg skal møde en kærestes familie og venner. Personer hvor jeg føler det kan være vigtigt med et godt førstehåndsindtryk og hvor jeg ikke bliver dømt uden de når at se mig i øjnene og møde mig.

Vi kender det alle; Der kommer en person gående som på den ene eller anden måde skiller sig ud fra normen, og vi ved ikke hvor vi skal kigge hen og er samtidig draget af det anderledes og har måske en nysgerrighed.

Jeg møder det hver eneste dag, forskellen for mig i dag og til for 2 år siden er, at jeg ikke længere er hæmmet af det. Jeg er ikke flov og det rører mig ikke hvad andre tænker, men jeg kan forarges over reaktionerne indimellem.

Børn er faktisk de letteste at omgås. De er ligetil og spørger hvad der er sket. Det er befriende for mig, fremfor at man kigger væk og trækker sig fra mig – dette ville hurtigt kunne give mig en følelse af at være mindre værd og at jeg er farlig, og var det ikke fordi jeg har arbejdet så meget med måden jeg ser mig selv på, så ville dette sætte sig dybt i mig, hvilket det gjorde i mange år. I dag er jeg klar over, at måden som folk reagerer på, intet har med mig at gøre og at jeg stadig står stærkt.

Når børnene spørg svarer jeg bare, at jeg har været syg. De trækker på skuldrene og accepterer svaret og så er jeg lige meget værd i deres øjne som andre voksne. Desværre er det bare ofte sådan at forældrene trækker børnene væk fra mig, tysser på dem og fortæller dem at man ikke må stirre.

Jeg oplevede det forleden i en sauna, hvor der sidder et barn med hans far. Barnet spørger tydeligvis faren om hvad der er sket med mig, og faren tysser på barnet og laver roterende fingre for tindingen – som var jeg tosset. Det gør så ondt at se, at forældre præger børn i den retning, når de er så naturlige og lige til og meget nemmere at omgås for os der skiller os ud.

En anden lille sjov oplevelse for nyligt var, da en fremmed kvinde til et selskab kom hen til mig og ville sludre. I første omgang om mit hår, om ja, løst og fast, og midt i samtalen glider hendes øjne ned på mine arme, som hun ikke havde lagt mærke til inden. Hun blev tydeligvis forskrækket og udbrød: ”Nej da, hvad er der sket med dig?”

Jeg sagde det som det var, at jeg har været syg for år tilbage og meget selvskadende. Kvinden anede ikke hvad hun nu skulle sige, der blev en akavet pinlig tavshed, og jeg forsøgte at smalltalke for at lette stemningen. Det interessante er, at vi som mennesker hele tiden stræber for at putte folk i kasser i vores hoved. Og hvis vi så møder et menneske som i første omgang kan være forholdsvis nemt at placere, men som så pludseligt kommer med sådan et twist, så fucker det rundt med hjernen og vi aner simpelthen ikke hvad vi skal stille op med os selv.

I dag når jeg står overfor en ekspedient der ikke kan se mig i øjnene, så smiler jeg stort. Når folk kigger i bussen, eller på gågaden gør jeg hvad jeg kan for at få øjenkontakt med dem og smile.

Jeg tænker ikke over det på samme måde mere, og det er sluppet i takt med at jeg har sluppet mit eget lave selvværd, i takt med at jeg ikke længere identificere mig med den måde som andre møder mig.

Jeg fortæller om stigma og selvstigma når jeg er ude og holde foredrag, og hvor ville jeg ønske at det ikke var noget jeg stadig skulle være så bevidst om hver eneste dag. Men det skal jeg resten af mit liv, så jeg kan ligeså godt omfavne det og lære af det.

 

Jeg ønsker jer en dejlig, befriende sommer. Husk nu, at nye ar ikke må få direkte sollys. Og husk så, at det er godt at turde være nysgerrig – jeg går ikke i stykker af at i spørger. Jeg er ikke farlig, jeg kunne aldrig finde på at gøre jer noget. Hvilket jeg jo tydeligvis heller ikke kunne finde på da jeg var syg, det var kun mig selv det gik ud over.

Jo mere tavse I er omkring os der skiller os ud, jo mere er I med til at styrke tanken om, at vi ikke er noget værd.

I kan som altid læse meget mere om mig og det jeg brænder for HER

Kram kram fra mig.

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min hjemmeside www.sidselhoeg.dk eller facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.