Jeg har gennem en lang periode været selvskader. Min arm og mine lår er overdækket af ar. Det er ikke noget, jeg selv har noget i mod. Hverken nu eller da jeg lavede dem.

Dengang jeg selvskadede rigtig meget, var jeg så fanget i mit hoved og i mine onde tanker, at jeg ikke kunne se andre strategier for, hvordan jeg skulle få det bedre. Jeg kunne i hvert fald slet ikke tænke på dem omkring mig. Mine nærmeste, dem der betød mest for mig, var på en eller anden måde for langt væk til, at det kunne stoppe mig. Havde de fysisk siddet i rummet ved siden af mig, så var det måske noget andet, men der var ingen, når jeg selvskadede. Kun mig og mine stemmer.

Det samme gjorde sig gældende, når jeg forsøgte at tage livet af mig. Jeg kunne ikke få fat i alt den omsorg, som alle omkring mig forsøgte at udvise. Den var simpelthen for galt for mig, til at jeg kunne tage den til mig.

Selvfølgelige blev jeg selv skadet af alt det her, og efter de selvmordsforsøg jeg har haft, har jeg også følt en stor skam over at involvere så mange mennesker. Men jeg har ikke rigtig haft en følelse af skyld og skam over, at jeg gjorde andre mennesker kede af det.

Men det har ændret sig! Jeg fik en kæreste, som jeg virkelig kom til at elske. Han kom til at betyde så meget for min udvikling. I starten var der dog ikke den store ændring i min selvskade. Jeg selvskadede stadig meget. Det kom dog ligeså stille til mig, at jeg begyndte at føle skam over, at udsætte min kæreste for det. Jeg kunne virkelig fysisk mærke på ham, hvor hårdt det var for ham, at jeg skadede mig selv.

Jeg har aldrig ladet nogen elske mig på den måde, som jeg har ladet min kæreste elske mig på. Han har fået lov til at trænge gennem min ellers meget tygge barrier. Hans følelser påvirkede virkelig mig, fordi han var ked af det på mine vegne. Noget jeg aldrig rigtig følte, at jeg havde oplevet før. Ikke fordi, at min familie ikke havde været kede af det på mine vegne, for det har de. Men de var ikke kommet ind under huden på mig.

Nu kunne jeg virkelig mærke, hvor meget skade min selvskade og selvmordsforsøg egentlig gjorde. Hvordan de næsten ødelagde min kæreste. Han er nemlig et meget følsomt menneske ligesom mig, så derfor tog han det meget hårdt, når jeg skadede mig selv.

At se, hvor meget jeg gjorde ham ondt, fik mig til at tænke over, hvor meget min selvskade ramte andre mennesker. Jeg vil ikke sige, at det fik mig til at stoppe lige med det samme, for man stopper ikke bare sådan et mønster eller vane lige med det samme. Men det fik mig til at tænke mig om. Jeg havde pludselig en lyst til at stoppe min selvskade. Jeg havde lyst til at finde andre alternativer.

Det gik også pludselig op for mig, at jeg skadede de mennesker, der er omkring mig. Fordi de ikke har fået lov til at komme ind under huden på mig, så har det ikke føltes så slemt, når de skulle konfronteres med min selvskade. Men det begyndte pludselig at føles slemt. Jeg kunne mærke, at de også bare var mennesker, som i høj grad blev påvirket af at se selvskade. Om man så holder af personen eller ej.

Det er virkelig svært at se ud over sin egen næsetip, når man er fanget i selvskade helvedet. Jeg er bare glad for, at min kæreste fik mig til at indse, hvor slemt det påvirker andre. For havde han ikke det, så er jeg ikke sikker på, at jeg var stoppet.
Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er alle, der har en kæreste, men det behøver heller ikke være en kæreste. Det skal bare være en person, der kan nå ind under huden, og som virkelig kan gøre en forskel. Og bare rolig, sådanne personer er der derude til alle. Det er bare med at finde dem!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.