Jeg så hende godt dengang vi kom ind, men jeg turde ikke sige hej, for hun så virkelig ud til at have det skidt.

Og nu sad jeg her med valget, om jeg skulle tage den sidste plads. Jeg havde helt sikkert brug for at blive indlagt, men det havde alle de andre i køen bag mig også. Også min gode veninde inde i det andet rum.

Så hvad skulle jeg gøre. Skulle jeg tænke på mig selv, og så tage imod pladsen, velvidende, at min veninde så som det mindste skulle til Randers? Eller skulle jeg tænke på hende, men så risikere at gøre noget dumt i løbet af aften. Hvad fanden var det for en situation at sætte en halvvejs psykotisk og selvmordstruet i!

Men det var jo ikke mig der havde det værst, for det var ikke mig, der skulle ind og se min veninde i øjnene bagefter, og sige, at der ikke var plads her. Det var lægens opgave. Det kunne på ingen måde være en nem opgave. Det var bare en lortesituation i det hele taget, som vi var blevet stillet i. En situation, der ikke burde være nødvendig.

Jeg blev ved med at sige, at jeg ikke ville have pladsen, fordi jeg trods alt havde min kæreste, som jeg kunne trække på. Det havde min veninde ikke. Derfor var jeg sikker på, at hun havde mere brug for pladsen end mig. Men sygeplejersken og min kæreste holdt fast. Og til sidst sagde jeg også ja. Men det var vel vidende, at jeg en dag skulle se min veninde i øjnene, og sige, at jeg tog den sidste plads den aften. Hun vil under alle omstændigheder finde ud af det på et tidspunkt, og så er spørgsmålet, om vores venskab vil kunne holde til det.

For lægen er måske nok den, der skal ind og fortælle min veninde, at hun skal til Randers, men hun ser hendes formodentlig aldrig igen. Jeg skal til gengæld se min veninde i øjnene mange gange. At skulle stilles i sådan en situation, fordi der ikke er plads. Det burde ikke være nødvendigt.

 

Det værste ved den aften, var, at jeg blev sendt ned på afdelingen, hvor jeg havde fået pladsen, men inden jeg fik lov til at komme ind på stuen, så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få pladsen alligevel. Den skulle holdes fri til en eventuel tvangspatient. Så jeg måtte tilbage. Og nu var pladsen i Randers også væk, så jeg skulle ud af regionen, hvis jeg skulle indlægges.

Sygeplejersken, der havde taget imod mig, da jeg kom ind, og som havde overtalt mig til at tage den sidste plads, havde det så skidt over det, at hun ikke kunne se mig i øjnene. Lægen kunne heller ikke undskylde nok gange. Ordren var kommet oppe fra overlægen, så der var ikke noget, de kunne gøre, andet end at være dem, der skulle fortælle til en selvmordstruet, at der ikke var plads til hende.

Men det er jo ikke deres skyld! De stod bare med sorteper, ligesom jeg gjorde overfor min veninde. Det var bare sådan det er, fordi psykiatrien er så presset. Det er et klokkeklart billede på, at der ikke er sengepladser nok i psykiatrien.

Jeg bebrejder ingen den aften, for de fandt en løsning, selvom de var yderst pressede. Faktisk var de helte. Skuren må til gengæld være samfundet, der ikke vil ofre nok penge på deres syge borgere. Men havde jeg ikke haft min kæreste med den aften, så havde jeg ikke taget imod lægens sidste løsning. I stedet ville jeg være taget hjem, men jeg er næsten helt sikker på, at der ikke ville være gået længe, før jeg var blevet så dårlig, at jeg ville være gået ud for at drukne mig selv. Det ville selvfølgelig være tragisk, men det ville også kræve en masse af beredskabets tid, hvis jeg skal reddes. Og hvis jeg så bagefter skal tvangsindlægges, vil der blive brugt endnu flere ressourcer.

Så i sidste ende, vil det, at vi mangler senge virkelig kunne mærkes selv for den almindelige borger. Så jeg kan ikke råbe det højt nok, at vi har brug for hjælp til psykiatrien, for hvis vi ingenting gør, så koster det bare endnu mere. Måske endda menneskeliv.

En kommentar

  1. Mit liv med angst

    Kære Mia
    Dit indlæg ramte lige i solar plexus.
    Din fortælling her er vanvittig vigtig i forhold til #VærdigPsykiatri.
    Jeg kan godt forstå at du har haft det frygteligt med at få pladsen i stedet for din veninde – men når den så bliver “taget fra dig” igen, så står man der, og ved egentlig ikke hvad man skal gøre. Det er synd for os patienter, der har brug for hjælpen, og det er synd for de læger og sygeplejersker, der knokler for at give os en god behandling. Jeg håber sådan at dit indlæg her kan skabe mere fokus og debat på området. Der er for få hænder og endnu færre sengepladser.
    Kærlige tanker fra Maria

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.