Det slår mig lige nu, hvor svære og skræmmende forandringer er.

Hvor svært det er at holde fast i de gode ting i en foranderlig verden. Hvor nemt det er at blive bange og få lyst til at falde tilbage i gamle kendte mønstre. Hvor meget angst og kaos forandringer kan skabe indeni mig.

Jeg er et menneske, der har så meget brug for struktur, genkendelighed, forudsigelighed og tryghed for at kunne fungerer. Når disse ting forsvinder, går min verden i stykker og de mærkelige tanker tager over. De forbudte tanker, det grønne monster.

Det sidder i et hjørne af mit sind, altid på spring, altid klar til at tage over, når verden bliver for farlig, for svær for mig.

Det lokker med sine små fangarme, med sin trygge favn, det kendte og kontrollen. Jeg ønsker bare at have kontrol og jeg ved at det lille grønne monster vil få mig til at føle kontrol. Jeg er begyndt at springe måltiderne over, skære ned på drikkevarerne. For når angsten fylder mig er det letteste for mig at byde spiseforstyrrelsen velkommen tilbage i mit univers.

Jeg ved at hun aldrig svigter. Jeg ved at hun også er der i de mørkeste stunder. Når verden smuldrer omkring mig, står vi sammen. Side om side, hånd i hånd. Folk omkring mig forsøger at bilde mig ind at hun er en dårlig ven, men jeg tror dem ikke for de er så ustabile.  Verden er ustabil og jeg har så hårdt brug for stabilitet for at kunne holde styr på dæmonerne.

De siger at jeg skal stritte imod hendes kalden, de siger at hun ikke er god for mig. Men hvad ved de egentlig om det? De fremmede, professionelle, der er ansat til at hjælpe mig. De ved ikke hvor længe vi har været et par, hvor mange mørke stunder vi har klaret sammen. Min usynlige veninde og jeg.

De siger hun er destruktiv, men det er verden der er destruktiv. Det er verdens foranderlighed og utryghed, der er destruktiv. De tager fejl. De tror hun er farlig, men jeg ved bedre. De vil bare ikke miste grebet i det, de lader som om de vil hjælpe.

Smerten er så enorm indeni. Jeg skar den ud en gang. Jeg kan stadig tænke tilbage på følelsen af blodet, der løb ned ad armen eller halsen. Roen ved renselsen. Men den dør er definitivt lukket. Istedet er min usynlige veninde og jeg blevet tætte igen. Det er en hemmelighed. Ingen opdager hvor stærkt vores venskab er. De ser det ikke, for det er usynligt.

Kun hun kan guide mig igennem de voldsomme forandringer i mit liv. Kun hun er konstant hos mig. Med hende bliver jeg aldrig ensom.

 

Det er hårdt at være bruger i systemet. For systemet er foranderligt. Man møder så mange mennesker, så mange relationer. Det er relationerne, der skal bære arbejdet. Det er relationerne, der skal hele en, så man kan stå på egne ben. Men relationer kommer og går. Mennesker, der har en betydning bliver væk. Får en andet job. De går videre, mens man selv står stille. Alt er i forandring. Men man står stille midt i kaos og forsøger at finde fodfæste.

Man lever med smerten, man ser folk passere forbi og være en del af ens liv kortvarigt eller måske lidt længere. Men alt slutter. Og det gør så ondt, når noget slutter for tidligt.

Usikkerheden bliver enorm. Gjorde jeg noget galt? Var det mig, de ikke kunne holde ud? Var jeg som altid forkert ? Var jeg for krævende ? Knyttede jeg mig for meget ?

Så mange spørgsmål, men ingen svar. Der findes ingen svar i en foranderlig verden, kun en enorm smerte, der bygges oven på den, der var i forvejen.

Er jeg afhængig af mine omgivelser? Ja, for jeg er sårbar. Jeg har brug for hjælp for at kunne være i verden. Jeg er for sårbar til at min venner, familie, min omgangskreds er støtte nok.

Jeg ved ikke om det er forkert, men det er min virkelighed.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.