Det er ikke nemt at være så vred, at man bliver stum. Eller at det eneste der kommer ud er sætninger, fyldt med bandeord og spydige kommentarer. Man må heller ikke være vred. Slet ikke i dette system. Så får man først mundkurv og lænker på. Men hvad hvis vreden nu kommer fra et sted, som de selv har været med til at opbygge? Hvis de selv er med til at smide benzin på bålet – så skal de vel have det at vide? Og ikke nødvendigvis på den pæne måde – for det forstås ikke. Og det er heller ikke muligt, når topventilen er røget.

Dialog og kommunikation er ikke noget de bruger i psykiatrien. Samarbejde og bruger-inddragelse er også ude af syne. Det er kæft, trit og retning. De bestemmer – og du makker ret. Deres mening – eller ingen mening. Og det er selvom vi er i 2019 – med kæmpe fokus på medbestemmelse.

Kommunen er en lille smule anderledes. De prøver at lytte – og prøver at finde en løsning, hvor alle parter giver sig lidt. Ikke at kommunen bare er fejlfrie og perfekte. Det er de bestemt ikke – og en sag i kommunen tager ofte lang tid. Uger, måneder og halve år. Løsninger hænger ikke på træerne – heller ikke selvom man kunne ønske det.

Men hvad så hvis man har brug for noget nu og her? Og psykiatrien ikke vil have noget med dig at gøre? Og kommunen ikke kan finde en akut løsning? Så ender man som mig. Tabt mellem to systemer, som ikke snakker sammen. Eller det gør de måske – de glemmer bare at samarbejde. Og de glemmer at inddrage mig – selvom det er mig, det handler om.

Kløften mellem de to systemer er ikke til at overse. Du falder – og du falder langt, for kløften er dyb. Så uendelig dyb. Ingen prøver at gribe dig – heller ikke selvom du råber efter hjælp. De laver nærmest kløften dybere – med deres magt og bestemmelse. Jo højere du råber – jo højere råber de. Jo mere du falder – jo dybere graver de.

Om Forfatteren

Velkommen til :) Jeg er fra Århus og har været i psykiatrien de sidste mange år - det skriver jeg om her. Både positivt og negativt - for begge dele findes. Og om hvordan hverdagen er, når man er psykisk sårbar og hvordan det føles at være ung, med en psykisk sygdom. Jeg håber i vil læse med :)

En kommentar

  1. julie

    Virkelig godt skrevet, – og så sandt ! Desværre.
    Trist at man som borger ikke bliver inddraget mere i tingene, – det er trods alt os som er eksperter på eget liv, tanker, følelser, behov osv. Medarbejderne kunne faktisk lære meget af os, som sparringspartnere, – hvis de gad høre mere på os, – og spørge hvad vi mener, tænker og føler, – og inddrage os.
    “Deres mening eller ingen mening”, – SÅ godt skrevet !
    Og ja, kommunerne bruger ALT for lang tid på at finde løsninger, – og det går ud over os. Det er slet ikke ok eller værdigt.
    Jeg kender det alt for godt. Bor selv på bosted og kæmper mod kommunen og ankestyrelsen og det hele. SÅ opslidende. Hvorfor kan de ikke bare lytte og lade os få det bedre ?!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.