135 kilo. Alt mit tøj strammer. Mine stemmer kører rundt i hovedet på mig. Selvmordstanker og selvskadende tanker. Syner og hallucinationer. Er det ikke klart, at man helst vil blive hjemme, og gemme sig fra resten af verden, når ens hverdag ser sådan ud?

Man tager næsten altid rigtig meget på af antipsykotisk og antidepressiv medicin. Det ved man godt, når man er inden for psykiatrien. Der behøver man ikke forklare det. Men når man træder ud i verden, så er der ikke nogen, der kan se på mig, at jeg lider af skizofreni. I deres øjne er jeg bare tyk.

Det er godt nok blevet meget mere acceptabelt at være stor, men hvem ville ikke gerne være tynd, sådan at tøjet ikke strammer alle de forkerte steder? Jeg ved i hvert fald, at jeg gerne ville!

Jeg kan nogenlunde holde styr på mine symptomer og tanker, når jeg er ude, men det kan til tider være rigtig svært ikke at kunne snakke om, at jeg har det skidt, fordi jeg har lyst til at selvskade. Hvis jeg nævnte det overfor et ”normalt” menneske, vil de jo tænke, at jeg er farlig, og at jeg skal hasteindlægges.

Min pointe med det her er, at det sommetider kan være rigtig svært faktisk at leve sit liv, når man lider af en psykisk lidelse eller sygdom. Man er nemlig slem til at sætte barriere op for sig selv, fordi man føler sig forkert. Jeg har selv været der! Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg bare havde lyst til at gemme mig på psykiatrisk hospital, fordi der kunne jeg i det mindst føle mig lidt normal. Desværre er det bare begrænset, hvor meget man kan leve sit liv på psykiatrisk hospital. For det er verden udenfor, der byder på alt det, man gerne vil. Så man skal derud, hvis man vil leve sit liv.

Men hvordan tager man det første skridt?

Det er bestemt ikke nemt, og det kræver meget mod at gøre det. Men på den anden side, så bliver man også nødt til at spørge sig selv, hvad man vil med sit liv. Jeg vidste, at jeg ikke ville veje 135 kilo resten af mit liv. Derfor tog jeg et valg. Jeg ville dyrke mere motion.

I starten var det gåture, der kom flere og flere af. Så blev de suppleret af træning ude på psykiatrisk hospital. Senere blev træningen på psykiatrisk hospital erstattet af træning i Fitness World. Det var det første rigtige spring ud i verden i forhold til træning.

For i ”normale” fitness centre ser folk normalt meget veltrænede ud. De vejer ikke 135 kilo, så jeg regnede med, at de fleste ville kigge. Derfor var det også en overvindelse af de helt store, da jeg trådte ind i centeret. Men jeg ville gøre noget seriøst ved min vægt, og at komme en enkelt gang i motionscenteret på psykiatrisk hospital var altså ikke nok.

Allerhelst ville jeg gerne tilbage til at spille håndbold eller fodbold, som jeg gjorde i mine unge dage, men jeg vidste godt, at formen var meget langt fra det. Så jeg valgte fitness centeret, hvor jeg selv kunne træne mig op.

Jeg har mange ar på kroppen efter selvskade, men egentlig har det aldrig rigtig generet mig. Jeg vidste godt, at der sikkert var nogen, der ville kigge, men det har jeg ikke noget imod, hvis de gør. Det var helt klart min vægt, som jeg havde det svært med.

Heldigvis vidste jeg, hvordan maskinerne virkede, fordi jeg havde brugt nogenlunde de samme i motionscenteret på psykiatrisk hospital. Så jeg undgik at ligne en klovn. Det hjalp meget. Men jeg var stadig dårlig tilpas med min vægt. Men nu var jeg kommet så langt, og jeg ville ikke lade min vægt ødelægge det for mig. Så jeg tog høretelefoner i ørene, skruede godt op for en god sang, og så trænede jeg ellers løs.

 

I dag har jeg tabt mig 7 kilo, men det fedeste af det hele er, at jeg er kommet i så god form, at jeg er begyndt til håndbold igen. Jeg vejer stadig meget, men jeg har ikke noget imod at komme i Fitness World. Faktisk nyder jeg bare at træne, for jeg ved, at jeg taber mig af det på den lange bane.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke lod min skam og frygt stoppe mig. Ellers ville jeg sikkert stadig sidde derhjemme, og måske endda veje endnu mere nu.

Derfor kan jeg kun sige, at jeg ved, hvor svært det er at tage det første skridt, men det skal tages, hvis man vil leve sit liv. Og det kan man sagtens med psykisk sygdom og lidelse.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.