En beskrivelse af at være næsten død. Altså – af at være levende, men ønske noget andet. Af at føle man skal dø – og så alligevel være bange for det. At være i en anden verden – en anden virkelighed, men samtidig være tilstede. Det er jo egentlig en mærkelig følelse. Den burde ikke eksistere. Det der med at ønske noget og samtidig være bange for det – det er der ingen logik i.

Jeg er i princippet ikke bange for at dø – for når man er død er alt jo slut og man hverken føler, mærker eller oplever mere. Jeg tror, jeg er bange for, hvad der sker med dem jeg efterlader. Om de kan holde til det – stå igennem uden at bryde sammen. Det er nok også det der holder mig i live – frygten for at jeg starter en lavine og udsletter dele af en familie – ikke kun mig selv.

Samtidig er tanken om hverken at føle, mærke eller opleve ret fristende. Det tænker jeg det vil være for alle, som konstant går rundt og er kede af det. På randen til at bryde grædende sammen og samtidig slet ikke være i stand til det. Gå rundt i en krop der er låst, uden at man kan bryde den onde cirkel. At alle muskler er spændt op – og uanset hvor meget man gør for at slappe af, så lader det sig ikke gøre. At det simpelthen gør fysisk ondt, at være ked af det.

Alt virker ligegyldigt. Mad, personlig hygiejne, mennesker, livet. Ligegyldigt og uoverskueligt. For der er så mange trin i al ting. Især når man næsten ikke magter at gå på toilettet og hellere holder sig i 4 timer, til man virkelig ikke kan længere, fordi det er uoverskueligt at rejse sig fra sengen og bevæge sig. Egentlig vil jeg helst gemmes væk, ikke mærke eller se, måske bare sove. For evigt. Måske sådan en periode i koma ville være rart?

Da jeg cyklede hjem den anden dag, der håbede jeg sådan, at en bil overså mig. At dø i en ulykke. Men som om verden ikke håner mig nok i forvejen, så var der ikke engang nogle ”nær ved” ulykker. Det plejer der ellers at være. Altså, når jeg cykler i solskin og okay humør. Så er der både busser, biler og lastbiler – der nærmest holder i kø for at køre mig ned. Måske opmærksomheden øges, hvis man ønsker at være uopmærksom? Det er der heller ingen logik i. Desuden ville det være umoralsk, hvis jeg med vilje cyklede lige ud foran et køretøj, for godt nok vil jeg måske ikke leve – men jeg har jo ikke ret til at ødelægge andres liv af den grund.

Mange ting er ulogiske for tiden – det er ikke rigtig noget, jeg bryder mig om. Jeg kan ikke rigtig finde ud af at være i det – ikke at nogle ville kunne det, men nogle ville nok kunne det bedre end jeg kan. Der er kaos i mit hoved – indimellem bliver jeg helt i tvivl om, om det har tænkt sig at eksplodere med mine mærkelige tanker ud over det hele. Nogle ville sikkert finde det interessant. Lidt ligesom folk der elsker at gå til kunstudstillinger. Sådan kunne mine tanker hænge og pryde væggene og folk ville undre sig over hvad det i virkeligheden betød. For det gør jeg selv.

Altså ikke alle tanker, for nogle giver sig selv – men langt de fleste er indviklede og uanalyserbare – hvilket slet ikke er et ord, men alligevel det eneste ord der giver mening i den her sammenhæng. Det er også fordi at ligegyldige tanker blander sig med tanker om ligegyldighed, skyld, sorg, vrede og selvmord. Forestil dig at tænke ”Jeg er ked af det. Min krop gør ondt og alt er ligegyldigt. Gad vide hvorfor det egentlig hedder et æble? Hvem mon har bestemt det? JEG VIL GERNE DØ. DET GØR FOR ONDT AT LEVE. Eller appelsin? Det er også fordi jeg er så ked af det. Og forkert. Mærkelig hvo – FUCK ALTING – rdan man har opfundet ord. JEG KAN IKKE – mon andre tænker over sådan nogle ting? – HOLDE DET UD ” hele tiden, døgnet rundt. Man kan intet gøre, for ens krop er jo låst – og alligevel fyldt med uro.

Nu har jeg aldrig løbet et maraton – men jeg føler at mit hoved løber 1 maraton pr time, bare med en krop som ikke kan bevæge sig. De kloge vil sikkert kalde det tankemylder – men det synes jeg ikke. Altså – jo, der er et mylder af tanker, men det er anderledes. Alting går en smule for hurtigt og der sker tusinde ting i hovedet, så man når slet ikke lige at se hvad der sker omkring en og overveje konsekvensen af ens handlinger, inden man har givet en lammer til den der står tættest på.

Ikke at tanker nødvendigvis har konsekvenser – men når det føles som om der er mere trafik i hovedet end på den tyske motorvej i ferietiden – så har de. Lammeren giver jeg til mig selv – mest fordi det er nemmest, pænest, høfligst og ordentligt – men også fordi jeg altid er alene, og så er der jo kun en selv at slå. Desuden må man ikke slå folk – men sådan nogle regler findes der ikke for en selv, der bestemmer man selv hvad man gør. Sådan næsten da.

 

Om Forfatteren

Velkommen til :) Jeg er fra Århus og har været i psykiatrien de sidste mange år - det skriver jeg om her. Både positivt og negativt - for begge dele findes. Og om hvordan hverdagen er, når man er psykisk sårbar og hvordan det føles at være ung, med en psykisk sygdom. Jeg håber i vil læse med :)

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.