Vi talte om psykiske vanskeligheder, og min veninde fortalte mig, at hun kunne være bange for at stikke børn ned. “Måske jeg skulle skrive en gyserfilm, og få det ud af systemet”, sagde hun.

Nu er det pludselig mig, der mærker en impuls til at stikke spædbørn ned, imens jeg kørte på min cykel på Nørrebrogade idag. Jeg blev knivstukket 4 gange i låret, af min datters far, imens jeg ventede hende. Måske det har noget med det, at gøre – måske jeg reagere på et tidligere traume.

Jeg har søgt både lokalpsykiatrien (DPC) og psykiatrisk skadestue, for et par dages pause, og en indlæggelse. Men min kontaktperson i DPC synes ikke det er nødvendigt. “Du har det meget bedre nu, end i foråret, sidst du var indlagt”, siger hun. Skadestuen henviser til, at det er DPC, der bestemmer om jeg kræver en indlæggelse, men jeg må selvfølgelig ringe, hvis jeg får det værre, siger de.

Det er ikke første gang, jeg oplever en psykose, men denne gang er jeg virkelig bange for mig selv.

 

Update: Det er lykkedes mig, at blive indlagt på et lukket afsnit.

16 Kommentarer

  1. Outsideren

    Hej J.E. Har du en i din omgangskreds, der kan hjælpe dig med at blive indlagt, lægge pres på DPC? Hvad kontaktpersonen mener, er garanteret farvet af, om hun selv har ressourcerne til at handle på det. Hvis du er utryg ved dig selv, så skal du da ikke efterlades i denne tilstand. Det er uansvarligt over for dig. Det er jo ikke sikkert, at du er i stand til at ringe, hvis du får det værre?

    Har du en, der kan gå med dig og forklare hende, DPC damen, at vedkommende ikke tør tage ansvar for dig, og du skal have hjælp af professionelle? Det kan være, hun tager det mere seriøst, når det er en person udefra, der udtrykker sine bekymringer.

    Tanker, Loucia

    Svar
    • J.E.

      Hej Loucia, mange tak for din kommentar. Jeg ér virkelig bange for mig selv. Tog på skadestuen, efter jeg havde skrevet indlægget. De ville heller ikke indlægge mig. “Der sker ikke noget J “, sagde overlægen. Skrev til min kontaktperson i DPC efterfølgende, at jeg har brug for hendes hjælp, men de havde lukket igår pga. temadag, så fik intet svar. Åbnede istedet en god flaske vin, og prøvede at slappe med en film. Det gik nogenlunde. Tror alligevel en seng og et par dages indlæggelse, havde været bedre. Jeg var på DPC idag – alene godt nok – og blev nægtet indlæggelse igen. Hvis jeg mærker mine negative impulser bliver ved, må jeg prøve at tage en med (min hjemmevejleder tænker jeg), som du foreslår, mange tak. Tanker J

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Hej J.E.!
    Det er jo ikke godt, når ens bevidsthedsliv ikke lader sig styre. Når man er normal, ligger der jo heri, at man får en masse gode tanker forærende. Der er jo den mulighed at sætte sin lid til, at det hele fordamper af sig selv. Men hvis billedet er, at man hjemsøges af mange uvelkomne tanker, bør der gøres noget. I sin tid, hvor jeg havde en konstant og vedholdende generaliseret angst, behandlede psykiateren mig dengang med en ret lille dosis af et dengang gængst antipsykotisk middel, der hed Trilafon. I dag hedder det Peratsin, og man skal have tilladelse af sundhedsstyrelsen for at få det, hvilket jeg finder mærkeligt, for det er knippelgodt. Problemer af den art, som du beskriver, skal ikke nødvendigvis behandles på den skrappe måde, og derfor er det også meget meningsløst, at det skal være dig så svært at få hjælp. Desværre er der i dag mange eksempler på, at folk først får hjælp, når problemerne har vokset sig meget store. Undertiden kan en løsning være at få kontakt til en privatpraktiserende psykiater, men det kan jo godt være dyrt. Men hvis du er i sikringsgruppe 1, kan du principielt få det dækket af det offentlige, hvis du kan få en henvisning fra din praktiserende læge. Hvis du er i sikringsgruppe 2, kan du selv opsøge en privatpraktiserende psykiater direkte, men så skal det betales. Sikringsgruppen kan aflæses på dit sygesikringskort. Jeg var selv i sikringsgruppe 2 en årrække, fordi jeg selv ville bestemme, men da jeg begyndte at komme regelmæssigt hos en sygeplejerske hos den praktiserende læge, skiftede jeg til sikringsgruppe 1. Det koster penge at få et nyt sygesikringskort, men det kan da lade sig gøre. Jeg ved ikke, om disse råd er dig til hjælp, men som realiteterne er i dag, må man sno sig for at få den hjælp, man har brug for.

    Svar
    • J.E.

      Hej Arne. Mange tak for din kommentar. Ja,de må være presset på psykiatrisk, når man bliver afvist trods en svær psykose. Efter jeg har læst det du skriver om sygesikringen overvejer jeg nu at bede om en henvisning, måske til min tidligere psykiater. Gik hos hende i 10 år. Notere den medicin du anbefaler, mange tak. DBH J

      Svar
    • Arne Nielsen

      Hej J.E.,og tak for reaktionen!
      Jeg var ikke klar over, at der lå en så langvarig historie bag – og så stiller tingene sig jo lidt anderledes. Så er du jo erfaren. Jeg har bemærket mig, at selv blandt dem med en lang sygehistorie bag sig, er det meget udbredt, at de ikke er klar over, hvilken medicin, de får, og for hvad, og guderne skal vide, at det der med navne på medicin er et temmeligt forvirrende foretagende. Der er dels handelsnavnet, som står på pakningerme. Så er der det generiske navn, som findes, hvis man graver lidt dybere, og det er dét, man skal have fat i. Det generiske navn på Trilafon er Perphenazin. Så er der det kemisk systematiske navn, som fortæller strukturen på stoffet – det fylder ofte tre linier, så det ser man aldrig.

      Men stir dig nu ikke blind på Trilafon. Man kan ganske vist få det som depotindsprøjtninger hjver anden eller hver fjerde uge, og det har været en god løsning for mig. Men der er så mange andre gode antipsykotika, man kan få – hvis det er det, du skal have. Få en god, saglig snak med psykiateren, og giv det en chance. Det, der er så pokkers indviklet, er doseringen. Jeg er selv i den heldige situation, at jeg kan nøjes med en lille dosis, mens andre skal have meget. Trilafon er ikke godt i store doser; man får gå-trang og kan ikke slappe af. Det er faktisk ret ubehageligt. Derfor er det godt, at der findes andre alternativer. Held ønsker jeg dig med det hele.

      Svar
  3. Arne Nielsen

    I mange tilfælde viser det sig, at når man har behandlet en psykoselignende tilstand, så resterer der en depressionsproblematik. Denne kan være meget vanskelig at behandle, hvis der viser sig at foreligge en bipolær problematik, men er dette ikke tilfældet, er det sådan set blot at komme i gang med at behandle depressionen. Mine egne erfaringer i denne henseende ligger i, at det er som om, at områder i hjernen lukker ned for aktiviteten, og det er meget ubehageligt. Ofte ligger man under for omgivelsernes – eller egne – krav om at tage sig sammen, hvilket kan føre til, at man havner i en fuldstændig abnorm tilstand, som, når man får påbegyndt behandling, godt kan lede til en langvarig proces, hvor man passerer mange mærkelige bevidsthedstilstande. Men her kan det være vigtigt at holde ud og at forsøge at bevare overblikket. Det er jo ikke bare én selv, man arbejder på at helbrede, men også forholdet til andre mennesker, ja, til den hele verden. I daglig tale er man jo tilbøjelig til at fokusere på jeg’et, men i virkeligheden er vi jo alle – hvis vi er normale – jo udrustet med en omverdensforståelse, ja, en forståelse af hvadsomhelst, som altsammen er involveret i kureringen af den psykiske lidelse. Jeg kan selv fortælle, at da jeg havde skizofreni, var det min klare opfattelse, at det var verden, der var galt på den, og ikke mig selv. Dette projektive mønster er meget karakteristisk for denne sygdom. Jeg skriver dette, både af hensyn til patienter, men også alle de, som ikke er syge, og som har svært ved at forstå hvad det indebærer at være psykisk syg.

    Svar
    • J.E.

      Det er spændende, det du skriver om medicinen og projektioner. Jeg ved at samtale, rutiner og sport/ bevægelse, gerne må følges ad med medicinering af en psykisk syg/ skizofren ihverfald. Jeg havde selv bedt dpc om at begynde den antidepressive medicin cymbalta – tog den et par dage, og fortrød. Hvad tænker du, kan man have godt af antidepressiv medicin, imens man er angrebet af en psykose / skizofreni ?

      Svar
      • Arne Nielsen

        Jeg tror ikke, at det er en god idé. Jeg vil mene, at først skal psykosen behandles, og når dette problem så er helt løst, så kan man tage fat på depressionen. Jeg tror, at det bliver noget rod at behandle de to ting samtidigt. Men jeg må hertil føje, at jeg ikke er psykiater, og sagkundskaben kan meget vel sidde med en indsigt, jeg ikke har.

  4. Arne Nielsen

    Medicinområdet er jo en labyrint, og det er vigtigt at have en psykiater med på råd, som er up to date og har viden om disse ting. De antipsykotiske midler vil jeg ikke gøre mig klog på, fordi jeg har klaret mig godt med Trilafon gennem alle årene – der kan sikkert siges mange kloge ord om disse midler. Men om antidepressiverne kan der tegnes en skitse.

    Historisk var det de tricykliske antidepressiver, der kom først. Der er tale om meget effektive og stærke midler, som imidlertid har det til fælles, at de giver hjerteproblemer; stofferne ophobes simpelthen i hjertemuskulaturen og påvirker givetvis den vigtige nerveledning dér. Desuden har de en tilbøjelighed til at hensætte patienten i en slags handlingslammet tilstand, hvor det er kompliceret overhovedet at komme til at foretage sig noget som helst. For de bipolære patienter er de ren gift, idet de kan udløse maniske psykoser. I mange år tøvede man med overhovedet at give stærke antidepressiver til patienter, der stod i fare for, eller havde, psykoser. Dette billede er senere blevet mere nuanceret.

    Så er der SSRI-præparaterne, hvoraf det første var Fontex. Senere er Lundbeck-præparaterne Cipramil og Cipralex og lignende (Sertralin) kommet til. Erfaringerne er blandede, idet for eksempel for mit eget vedkommende er tale om medicin, jeg ikke kan bruge til noget som helst. De seksuelle bivirkninger er udtalte for dem alle sammen – rejsnings- og ejakulationsblokering hos mænd, og sikkert tilsvarende vanskeligheder hos kvinder. Disse typer medicin anvendes for det meste til lettere depressioner, men jeg har andre menneskers ord for, at det præcis var det rigtige for dem. Så her møder vi det ofte sete fænomen indenfor den medicinske psykiatri, at det, der er den enes velsignelse, er den andens forbandelse. Dette skal minde os om ikke at fælde hurtige domme eller være for skråsikre på den generelle gyldighed af egne erfaringer.

    Så er der sådan et stof som Mirtazapin. Strukturelt har det visse mindelser om de tricykliske antidepressiva, men der er ikke hjerteproblemer, som ellers er karakteristisk for denne gruppe. Desuden er der ikke seksuelle bivirkninger. Stoffet er stærktvirkende og har dertil en søvndyssende virkning, hvorfor man tager det om aftenen. Jeg har mødt folk som ikke brød sig om det, og som helt følte sig slået ud af det, og som havde fundet løsninger blandt SSRI-præparaterne. Selv har jeg nu fået det i maksimumdosis i næsten 20 år, og det virker virkeligt godt på mig. Nogen vil sikkert problematisere disse individuelle beretninger og betvivle deres værdi, men jeg vil på den anden side mene, at det jo er det eneste, vi kan stille op i henseende til kommunikation omkring psykisk sygdom. De er på en måde vort erkendemæssige råstof.

    Tilbage er der jo vanskeligheden i at få folk til at indse mulighederne i den medicinske behandling. Jeg har mødt et par tilfælde, hvor medicinsk behandling ingen nytte var til, og det er jo en legitim erkendelse – som jo ikke er spor rar, fordi disse personer kan være dømt til mange års psykiske vanskeligheder. Men der er masser af tilfælde, hvor patienter på forhånd afskriver muligheden af medicinsk behandling, fordi den erkendemæssige transition i at indse, at sjælelivets kvalitet kan være afhængig af tilførsel af medicin, er dem umulig. I særligt vanskelige tilfælde er det ifølge psykiatriloven tilladt at bruge tvang, men jeg kan forsikre om, at det er der ingen, der er glade for, og at man i høj grad ønsker at undgå det. Men mange andre psykiatriske patienter har lidelserne på de indre linier og bliver virkeligt hjulpet af den medicinske behandling.

    Svar
  5. Arne Nielsen

    Der er en lille ting, som jeg vil foreslå dig at være opmærksom på. Jeg er af den bestemte opfattelse, at man må aldrig starte med to eller flere stoffer samtidigt. Hvis man gør det, har man ingen kontrol med, hvilke virkninger – og bivirkninger – der skyldes hvilket stof. Nogle gange er psykiatere lovligt kække, og sætter med det samme gang i en hel masse samtidigt. Det er ikke en god idé. Fremfør dette argument for psykiateren. Hvis man får en uønsket virkning, er det meget vigtigt at kende adressen.

    Svar
    • J.E.

      Ok, mange tak for din input. Jeg har taget den antipsykotiske medicin længe. Ville så prøve at tilføje antidepressiv, pga træthed. Kan faktisk ikke lide, at tage flere præperater på én gang. Bilder mig selv ind, at jeg kunne mærke det alligevel ikke var godt, at begynde cymbalta.

      Svar
  6. Arne Nielsen

    Jeg fik i det ovenstående svar udtrykt mig forkert. Jeg mener, at hvis psykosen er under kontrol MED antipsykotisk medicin, så kan man vel godt forsøge at behandle en eventuel depression, samtidigt med at man tager antipsykotika. Det er mere, hvis man har en fullblown psykose, så er det ikke godt at behandle med antidepressiver. Jeg selv får jo antipsykotisk og antidepressiv medicin samtidigt, med den virkning, at begge problemer er under kontrol.

    Svar
  7. J.E.

    Ok, ved ikke om jeg er depressiv, men har taget antidepressiv før, samtidig med antipsykotisk, så tænkte at prøve igen. Nu er der så en psykose i vejen. Fullblown, det et meget godt udtryk. 🙂

    Svar
  8. Arne Nielsen

    I øvrigt, hvis du vil vide mere om Cymbalta, så er der den mulighed at google “dulexetin wiki”. Særligt den engelske version heraf er informativ. Men der er meget at læse, og egentligt fordrer en sådan tekst vel forhåndsviden om, hvad der er væsentligt og hvad der er mindre væsentligt. Jeg ved egentligt ikke, om det overhovedet er en god idé med en sådan henvisning; jeg har mødt mange sygeplejersker, som har udtrykt skepsis overfor sådan information til den ikke-sagkyndige læser. Selv har jeg læst masser af sådant materiale og har haft glæde af det – men måske er det for de hårde maver.

    Svar
  9. J.E

    Tak Arne, jeg har læst lidt om bivirkningerne på Cymbalta. Mærkede dem også efter bare 2 dage. Det er altid lidt vildt, at læse indlægssedlerne synes jeg 🥶. Er i lala land lige nu, og prøver at bremse min psykose med madlavning og musik. Det ligesom at have en byld i ryggen, der gerne måtte gå hul på. Ubehageligt er det.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.